Stalkeren

Stalkeren – Chris Carter – Robert Hunter #3 – 381 sider – Jentas

Han iagttager, han venter, han dræber.  

Liget af en ung, uidentificeret kvinde findes i en nedlagt slagterforretning, og dødsårsagen er uvis. Hendes krop synes urørt, men hendes læber er omhyggeligt syet sammen. Under obduktionen bliver situationens alvor og rædsel for alvor klar, og kriminalassistent Hunter fra Los Angeles politis specialenhed tilkaldes for at overtage efterforskningen.

Da Hunter finder ud af, at denne har forbindelse med en sag om en anden forsvundet person, som efterforskes af den knivskarpe Whitney Meyers, får Hunter mistanke om, at der er tale om en langt større sag, og at morderen holder adskillige kvinder som gidsler.

Snart indleder Hunter jagten på en særdeles uhyggelig morder – en morder med en forkvaklet besættelse og for hvem kærlighed er blevet til had. 

• • •

Jeg har sagt det før: Chris Carter ødelægger min nattesøvn. Og denne gang var det særdeles slemt! Jeg fik fantomagtige smerter i de kropsdele jeg læste om og det var i bund og grund bare møgubehageligt! Alligevel elskede jeg bogen. Den var så fantastisk medrivende, at jeg ikke kunne lade være at læse. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg gang på gang udsætter mig selv for den ubehagelige fornøjelse det er, at læse hans bøger, men jeg kan bare ikke rigtig lade være. Af de tre bøger, jeg hidtil har læst af Carter, så er dette absolut den bedste – på godt og ondt!

Sproget var som jeg huskede det; let og enkelt. Kapitlerne var igen virkelig korte, en form det passer mig rigtig godt. Så kan man lige snuppe et kapitel inden sengetid (hvad jeg i øvrigt på ingen måder kan anbefale!!) – hvis man da ellers kan finde ud af at stoppe efter det kapitel ;) Historien bliver fortalt fra både Robert Hunters perspektiv såvel som ofrenes perspektiver; jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg synes er værst. Det gav en rigtig god balance i bogen, men skabte samtidig billeder på min nethinde, jeg helst havde været foruden. Det var grufuldt! Jeg havde helst set, at lyset havde været tændt om natten…

På et tidspunkt i bogen var jeg sikker på, at nu havde jeg regnet den ud, men ak nej. Det havde jeg så alligevel ikke. Det var tydeligt, at det var en fælde fra Carters hånd og jeg gik i med begge ben! Der er ingen tvivl om, at Carter har en vis erfaring indenfor området (med baggrund i kriminalpsykologien) og jeg ved ikke helt, om jeg synes det er en trøst eller ej. Det er en helt absurd sindsyg tankegang; jeg har både bildt mig selv ind at: 1) det er det pure opspind, manden har bare en syg fantasi og 2) det er baseret på observationer og er realistisk det hele. Der er problemer ved begge muligheder. Mulighed 1 skræmmer mig; at have så livlig en fantasi, det bryder jeg mig ikke helt om at tænke på er muligt. Mulighed 2, jamen det giver jo næsten sig selv, det er jo bare for uhyggeligt.

Jeg har ladet mig fortælle, at indtil videre er dette den absolut “værste” bog, så det trøster jeg mig lidt med alt imens jeg ser hen mod næste bog i rækken. Selvom jeg både blev paranoid og søvnløs, så var oplevelsen absolut det hele værd!

5

4 thoughts on “Stalkeren

  1. Eeyorenyk Reply

    På bogforum snakkede han faktisk om netop det med virkelighed kontra fiktion. Og hans bøger er ikke inspireret af rigtige sager, eller mordere han har mødt. At det skulle være en trøst, er dog lidt så som så, for forklaringen var som følger:
    I hans bøger skal alt have en slutning, tingene skal hænge sammen og læseren skal kunne se meningen til sidst. Det behøver det ikke gøre i virkeligheden. Der kan det være 100 % meningsløst det en seriemorder har gang i.

    ^ Ja, så blev man jo beroliget og kan sove roligt. Eller noget …

    Jeg ved faktisk ikke hvilken af hans bøger jeg synes er værst. Jeg tror den scene der har sat sig mest fast i mig, er fra “Dødens kunstner”. Det var ikke fordi den var sindsygt skræmmende og rædselsvækkende, som sådan, men én linje i et af de første afsnit ændrede bare hele min tryghedsfornemmelse herhjemme i stuen. Brr!
    Til gengæld er den bog der har gjort størst indtryk, helt klart den sidste nye, “Dødsshowet” hvor jeg synes han tager virkeligheden med ind i fiktionen på en helt ny skræmmende måde, som jeg både kunne forholde mig til kunne lade sig gøre, men som også skræmte mig seriøst.

    • Irene Post authorReply

      Men inspirationn må jo komme et eller andet sted fra? Jeg kan ikke klare det. Ad, ad, ad! :D

  2. Simone Hagemann Reply

    Jeg er virkelig så glad for, du kan lide hans bøger. Og i klamhed synes jeg nok, den her vinder. Men som Katja skriver, så er Dødsshowet virkelig skræmmende. På mange punkter er jeg sikker på, det ville kunne ske i virkeligheden, og dét er altså skræmmende at tænke på! Og når det så er sagt, så glæder jeg mig virkelig til, du har læst (Dødens kunstner og) Dødsshowet – jeg glæder mig så meget til at høre din mening om dem/den :)

    • Irene Post authorReply

      Uh jeg glæder mig også. Det kunne være jeg sneg mig forbi til readathon efter dem (eller bare ne af dem)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *