Alkymisten

Alkymisten – Paulo Coelho – 172 sider – Bazar

Alkymisten er den magiske historie om Santiago, en andalusisk fårehyrde der følger sin drøm om at finde en af verdens rigeste skatte. Fra sit hjem i Spanien rejser han til markederne i Tanger, Egyptens ørken og et skæbnesvangert møde med Alkymisten.
Historien om de skatte Santiago finder på sin vej, lærer os den vigtigste af alle visdomme: Lyt til dit hjerte, forstå tegnene og frem for alt, følg dine drømme.

• • •

Noget af det smukkeste, jeg nogensinde har læst. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal skrive. Alt, alt, alt er perfekt. Jeg fik først fat i mine post-it’s på side 80, men herfra og de næste 92 sider har jeg så markeret 11 citater. Det er jo helt absurd.

“Han havde levet hver eneste dag siden han var taget af sted hjemmefraa for så længe siden. Hvis han døde i morgen, ville hans øjne have set meget mere end andre hyrders, og det var drengen stolt af.” S. 125.

Jeg skal nok lade være at gengive alle de 11 citater ;) Sproget er simpelthen formidabelt. Det er så magisk, så levende, så inderligt smukt. Jeg sidder med en følelse af ikke at kunne gengive mine følelser overfor denne litterære perle. Hvad jeg end skriver, så vil det ikke yde bogen retfærdighed. Historien byder på alt, hvad hjertet kan begære. Et eventyr af vaskeægte kvalitet. Hvis jeg absolut skal sætte fingeren på noget, må det være at jeg savner kapitler. Bogen er opdelt i to dele, men det er også det. Så er afsnittene ellers markeret med en stjerne. Man kunne fristes til bare at suse gennem dette værk af en bog, men det ville være synd. Bogen fortjener langt mere end det. Jeg strakte den over tre dage og det er jeg glad for. Hver dag sad jeg med en mæthedsfornemmelse, jeg aldrig har oplevet før. Da jeg var færdig med bogen, brugte jeg en hel dag på bare at lave ingenting og prøve at komme mig over den smukke fortælling.

“‘Jamen, hvorfor skulle jeg så lytte til mit hjerte?’ ‘Fordi du aldrig mere vil kunne få det til at tie. Og selv om du lader som om du ikke hører hvad det siger, sidder det inde i brystet på dig og vil blive ved med at gentage hvad det mener om livet og verden.'” S. 147.

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er ret mundlam, som I nok kan fornemme. Jeg vil bare opfordre alle til at læse denne skønhed af en bog. Den er det hele værd og mere til!

Det her er nok min dårligste anmeldelse nogensinde. Jeg har virkelig ikke ord for, hvor fantastisk jeg synes bogen er! Jeg kan kun blive ved at gentage, hvor god den er.

5

6 thoughts on “Alkymisten

  1. Sidsel Reply

    Haha, havde det på samme måde da jeg anmeldte den. Vidste slet ikke hvad jeg skulle skrive. Den var bare så god :) Men jeg synes nu du er kommet godt fra det alligevel ;)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *