Hundedage – Bølleschæferen og pjoklederen

Dette er et anmeldereksemplar fra forfatteren, holdningerne er mine egne.

Titel: Hundedage – Bølleschæferen og pjoklederen
Forfatter: Per Lau Jensen
Forlag: Hovedland
Sider: 248

Fra forlaget: Per Lau Jensens fortælling Hundedage – Bølleschæferen og pjoklederen er inspireret af forfatterens oplevelser med sin schæferhund. De bor på et lille krageslot i det gamle grænseland, hvor svenskerkongen en gang for 350 år siden mistede sin ”kiksekasse”.  Altså i Skåne, men samtidig er det en fortryllet parallelverden, hvor alt kan ske, hvor hjemløse hunde ikke behøver at gå hus forbi, og hvor kreditkortet kan finde på at ta’ ordet. Hundedage er fortryllende, på mange måder en bog, der kan minde læseren om Peter Plys, dog med stærke realistiske og satiriske kvaliteter. Per Lau Jensen: Efter næsten 30 år i erhvervslivet som provisionssælger, leder og selvstændig havde jeg erhvervet mig en række af de typiske bivirkninger, herunder problemer med stress. Ikke noget, jeg nogensinde havde mærket mentalt; men stress er en sniger. I den situation anskaffede forfatteren sig en schæfer, en stresset schæfer! Som blev et mentalt spejl for forfatteren, så at sige hans stresscoach. Dialoger og magtkampe mellem mand og hund er bogens særkende.

Anmeldelse: Jeg har længe fulgt bogens facebookside, også endnu før, det overhovedet var på vej til at blive en bog. Dengang var det “bare” en facebookside med sjove opdateringer. Da jeg erfarede, at der var en bog på vej, jublede mit indre jeg. Ventetiden husker jeg som værende ret lang…

Bogen er fortalt i samme sjove tone, som jeg var bekendt med fra facebook og forfatterens blog, og det glædede mig, at stilen var så gennemført. Historien er fortalt fra pjoklederens (forfatteren og hundeejeren) synsvinkel. Vi følger konflikter, uenigheder, konfrontationer og meget andet, man som hundeejer støder på i hverdagen; både i forhold til sin egen hund, men i høj grad også andres. Som når de f.eks. ikke kan finde ud af at samle op efter deres egen hund. Eller når de er uopmærksomme/ligeglade, og bare lader deres hund stå i stram line og gjæffe løs. Jeg kunne snildt følge tankegangen, og det tror jeg havde været tilfældet, uanset om jeg så havde været hundeejer eller ej. For helt ærligt, hvem gider jokke rundt i lort fra andre folks hunde?!
Samtidig er der selvfølgelig også en masse glæder og dem hører vi også om. Der bliver delt pizza, lagkage og råcreme (og her har forfatteren en pointe; hvorfor må hunde få råcreme uden frugt, når vi andre skal tvinges til også at tage frugten? ;) ). Alt dette udgør til sammen en beretning om et stærkt makkerskab.

Således blev det altså ikke alene en beretning om pjoklederens egen bølleschæfer, men i lige så høj grad en fortælling om nabolagets hunde og ejere. Og mon ikke vi allesammen kender typerne, der larmer hele tiden, der blander sig i andre folks sager eller er lidt for selvhøjtidelige? Det var lige så meget en fortælling om alle de små irriterende personligheder vi kender fra hverdagen, som det var en historie om en mand og hans hund.

Bogen byder på mange sjove anekdoter og især Bølleschæferen har mange sjove kommentarer. Han er temmelig provokerende, når han står der og griner af sin ejer, der lige har klemt fingeren eller på anden vis dummer sig (undskyld Per…), men man kan alligevel ikke undgå at grine lidt med. For det er altså sjovt.

Desværre var der lige en smule for mange detaljer omkring stort og småt, som ikke rigtig faldt i min smag; f.eks. hvordan Krageslottet (boligen) er opstået. Det er så til gengæld også det eneste der trækker ned.

Jeg kunne genkende mange ting fra min egen hund, men jeg er stensikker på, at man vil have fornøjelse af bogen selvom man skulle bo uden en hund i huset. Og bryder man sig ikke om hunde, så læs den alligevel; jeg er sikker på, det ikke kun er hunde der kan snakke, men også undulater, katte og firben.

Karakter 1-5:
ny4

Se i øvrigt også forfatterens blog og bogens facebookside, som jævnligt opdateres med sjove opdatering fra Bølleschæferen og pjoklederen :)

2 thoughts on “Hundedage – Bølleschæferen og pjoklederen

  1. Marie Reply

    Wow vidste ikke at der var 3 sæsoner. Så har jeg noget at se frem til :D Ja den er virkelig god! Elsker den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *