Lola og kalejdoskopet (Lola midt i Verden #2)

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren Janne Hejgaard

Titel: Lola og kalejdoskopet
Serie: Lola midt i verden #2
Forfatter: Janne Hejgaard
Forlag: Klim
Sider: 286

Fra forlaget: Lolas liv er fyldt med bekymringer. Hendes lillebror er meget syg, hun bliver chikaneret af sine klassekammerater, og så er der balladen med mobilen og pengene. Og hvad med det, der blev ødelagt nytårsaften? Alt for mange tunge hemmeligheder, og hun har ikke nogen at dele dem med.
Ikke før hun finder dragehytten og den mystiske kvinde, som giver hende lov til at bruge det hellige kalejdoskop – og som lytter til hende.

‘Gangsta Gals’ har fået Camilla som medlem, og hun har gang i et hævntogt, som er mere ødelæggende, end hun regner med. Maria har også planer, hemmelige planer, som Lola slet ikke ville bryde sig om, hvis hun kendte dem. Det værste er, når det går ud over en, man elsker …

Heldigvis er Vik stadig Lolas ven, og han opdager den ‘trylleformular’, som Lola kan bruge til at få løst alle sine problemer. Det handler om at danse…

Anmeldelse: Første bog i Lola serien lover mystik og spænding og det får man da også til en vis grad. Det gør man ikke i toeren. Der er skruet kraftigt ned for de overnaturlige elementer, mens knapperne for teenagedrama (læs: pigefnidder) til gengæld og skruet godt og grundigt op. Jeg bliver altid så ærgerlig, når en serie ændrer linie, og det synes at være tilfældet her. Hvor første bind handlede om mystik, Afrika og overnaturlige kræfter, handler denne bog om noget langt mere filosofisk. Den handler om, at se ind i sig selv, at ændre tingenes gang ved hjælp af tankens kraft – tro kan flytte bjerge og alt det der. Samtidig handler den også om, hvordan man behandler andre mennesker, og at man skal huske, at man selv kan være medvirkende til en konflikt. Og det er sådan set også meget fint, men! Jeg synes slet ikke det passer til serien. Det føles som to vidt forskellige bøger. Og det er en skam. For bogen fejler ellers ikke noget, hvis man ser selvstændigt på den.

Karaktererne har ikke ændret sig til noget bedre fra bog et, tværtimod er de (læs: Camilla) blevet værre og har ingenting lært. Camilla bliver bare alt for meget og hele historien omkring hende, bliver kørt helt derud, hvor jeg står af. Nok er nok. Udover det kunne jeg godt have brugt noget mere Vik. Han var så stor en del af den første bog, at han føltes usynlig i denne. Det kan godt være, jeg er lidt farvet, fordi jeg synes han er så hyggelig en karakter at følge, men sådan har jeg det altså. Samtidig mangler jeg også, at bipersonerne bliver mere fremtrædende. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig, at nogle forældre vil reagere så vagt som Lolas gør, heller ikke selvom de er under enormt pres i forvejen – snarere tværtimod.

Nu skal det ikke alt sammen være kritik, for på trods af alt det ovenstående, så kunne jeg faktisk godt lide bogen. Den var hyggelig at læse, da først jeg fik vænnet mig til, at fokus her lå et helt andet sted end i den første bog. Hvis jeg tænker tilbage på, hvordan jeg selv var som stort barn, så var det netop alt det her vennedrama, jeg ville læse om, så på den måde kan jeg godt følge seriens udvikling. Jeg tror, det netop er det, der vil fange den unge læser.

Karakter 1-5:
ny3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *