Aalborg bedste burger med Club Aalborg

For et par mdr siden blev der stemt på Aalborgs bedste burger, og vinderen med 38,5% af stemmerne, blev Caféen på Gl. Torv. Da vi fandt en rabat til Cafeen, skulle vi selvfølgelig ind og prøve deres burger.

Rabatten fandt vi igennem Club Aalborg, der er en form for kundeklub, hvor man betaler 35/mdr (studerende kun 25/mdr) og så får en masse forskellige tilbud hver måned. Første måneds medlemskab er desuden gratis. Her i juli er der 50% på burgeren derinde, så det er jo noget at spare. Allerede der er medlemskabet tjent ind. Der er også dobbelt op på cocktails hos Caféministeriet, 25% på maden hos Landmad og gratis fredags fritter hos WeDoBurgers. Og selvfølgelig en masse andre tilbud. Hver rabat kan kun bruges én gang. Det er til gengæld lidt forskelligt, om det gælder til én person, to eller hele bordet.
Det smarte ved det her er, at vi er lidt mere opmærksomme på at komme ud, for vi skal jo gerne have value for money. Vi er gode til at komme ud i forvejen, synes jeg, men nu får vi rabatten og bliver opmærksomme på andre steder, end der, hvor vi plejer at komme. For os kan det godt betale sig med medlemskabet, men det vil jo nok være forskelligt fra person til person. Hvis man nu skal være turist i Aalborg, så kan man jo også bruge det, ved at melde sig ind med første måned gratis, man får stadig rabatterne :)

Nå, det var egentlig burgeren jeg kom fra… Vi var derinde samtidig med at der var landsstævne i byen. Det var en lørdag og det var rigtig godt vejr, så der var virkelig mange mennesker i byen. Alligevel lykkes det os at få bord udenfor med det samme. Vi havde udsigt til først en skateboarding konkurrence, bagefter et eller andet med tricks på cykler (ja, det ved jeg altså ikke hvad hedder? Noget med bmx måske? 😂). Det gjorde, at atmosfæren faktisk var rigtig hyggelig, selvom der både var larm og lidt røg. I betragtning af, hvor mange mennesker der var, så kom vores mad faktisk ret hurtigt.


Vi bestilte en almindelig burger hver og en hjemmelavet lemonade med pink grape. Portionerne ser måske ikke ud af meget, men det var faktisk ret passende. Vi kunne lige akkurat spise op, men så var der heller ikke plads til mere. Kartoflerne var virkelig lækre og godt krydrede, og burgeren var virkelig også god. Der var både bacon i, en stor og tilpas stegt bøf, der smagte af det den skulle, nemlig kød. Den var rigtig godt tilberedt og tilpas rosa. Bollen var hjemmebagt og også rigtig god. Og dressingen…mums!!! Man kunne tydeligt smage, at der var kræset om maden, og at den var hjemmelavet. Det var en rigtig god cafeburger i hvert fald.

Jeg har ikke spist nok burgere til at kunne sige, om det her er byens bedste, men det er da sandsynligt. God var den i hvert fald. For de to burgere med lemonade til, måtte vi af med 179 kr. Det er svært at gøre billigere.

Det seneste hækleprojekt


Jeg elsker at være kreativ, især når jeg ser film eller serier. Så undgår jeg nemlig at falde i søvn, og samtidig får jeg noget produktivt ud af det. Det sidste stykke tid har jeg særligt arbejdet på ét bestemt projekt, når jeg har haft garnet fremme.
Farverne på billedet snyder noget, det er lysegrå, gammelrosa, karrygul og mørkegrå.
Nå, men det jeg har haft arbejdet på, er et fint tørklæde til mig selv:

Da jeg begyndte på det, var opskriften gratis og jeg fandt den her. Siden er det blevet en købeopskrift og man kan købe den lige her. Heldigvis kunne jeg nogenlunde huske den i hovedet, så jeg undgik at skulle købe den, da jeg var næsten halvvejs.
Jeg har brugt omkring 5 nøgler garn og jeg har lavet det i ren bomuld, så det er knap så varmt som hvis jeg havde lavet det i uld. Det ser virkelig stort ud, men faktisk er det ikke så galt, når først man tager det på. Det er virkelig lækkert og jeg glæder mig til at komme til at bruge det til efterår :)

Boghunden i Italien – del 1

I de måneder, jeg holdt pause her fra bloggen, er der sket rigtig mange ting. Bl.a. er jeg blevet færdiguddannet som bibliotekar. Og så har jeg været ude at rejse med S. Vi var i Italien henover nytåret. Det er første gang jeg har holdt nytår i udlandet, men ikke nødvendigvis sidste gang.

Vi tog afsted fra mine forældre i Fredericia kl. lidt i fire om morgenen d. 31. december. Der var godt nok ikke mange med toget på det tidspunkt. Vi ankom i Rom omkring frokosttid og hold da op, hvor var det dejlig lunt at stige ud af flyveren.
Vi blev indkvarteret i en lille lejlighed, som vi havde fundet gennem Airbnb. Den var hyggelig, havde hvad vi skulle bruge og lå i et roligt kvarter. Det var ikke meget, vi nåede at se til byen, dels var vi trætte og dels var klokken nået at blive en del, før vi fandt ud til lejligheden.
Vi havde en meget stille og rolig nytårsaften dernede, men vi hørte nytårstale, spiste kransekage (som vi selvfølgelig huskede at tage med hjemmefra) og skålede i champagne. Og så ønskede vi det nye år velkomment på Ponte Milvio.

Det er mange år siden, jeg sidst har været så frisk så tidligt den 1. januar. Vi gik en tur i området og fandt bl.a. en hyggelig park, hvor der var masser af vilde katte, der kravlede rundt på nogle ruiner. Vi startede også året med at smage pasta carbonara. Det var noget helt andet! Jeg bryder mig ikke rigtig om den måde, man får det på herhjemme, men det var virkelig lækkert dernede. Vi slog også et smut omkring Den Spanske Trappe.
Ift. at det var 1. januar, så var der forbløffende meget gang i byen; butikkerne havde åbent, der var masser af folk i gaderne, både lokale og turister, og der var flere aktiviteter rundt omkring, bl.a. optog og børnemarked på Piazza del Popolo.

Jeg tror, det første mange tænker på, når man siger Rom, er Colosseum. Vi havde da også haft tanken, så planen var, at vi ville se det d. 2. januar. Da vi kom dertil bestemte vi os for at gå ind og se området omkring Palatinerhøjen og Forum Romanum først, for vejret var rigtig fint og så er det er jo med at udnytte det.
Det var et kæmpe område og der var helt utrolig meget at se. Der var park med fantastiske views, der var ruiner og bygninger i de vildeste udskæringer. Det var en virkelig stor oplevelse, og man følte sig pludselig helt utrolig lille.

Vi endte med at bruge rigtig lang tid derinde, godt op ad eftermiddagen. Alle de mange bygninger og ruiner satte gang i mange snakke og tanker, og det var de underligste ting, man pludselig blev fascineret af. Som en, der ikke er særligt historieinteresseret, synes jeg det var en vild oplevelse, og jeg synes virkelig ikke, man skal gå glip af oplevelsen. Jeg var selv lidt skeptisk i starten, men det havde jeg virkelig ikke behøvet være.

 

Blandede bolcher + vindere

image

I weekenden var jeg med mine forældre oppe at hente hund. De har fået en lille ny hvaps. Han er Schæfer ligesom de andre hunde vi har haft og han hedder Hurricane. Det var super hyggeligt at være med oppe at hente ham, for samme dag var der nemlig hvalpetræf for alle kennelens hvalpekøbere. Det betød, at jeg fik sagt hej til en veninde jeg ikke har set i flere år, en jeg kender fra ungdomslejren. Det var rigtig hyggeligt! Nå, men det betyder så også, at jeg har lånt min familie mit kamera med hjem så de kan skyde et par lækre billeder af den lille bavian :) Så I må altså nøjes med den sølle kvalitet min telefons kamera har i det her indlæg :)

I dag er det jo Verdens bogdag, hvilket nok næppe er gået nogens næse forbi. I Danmark betyder det også, at Danmark Læser kampagnen blev skudt i gang med uddeling af 100.000 bøger! Det er da fantastisk, hva’? Har I været heldige at få en bog? Her i Aalborg blev de delt ud mellem 7 og 9, så jeg regnede ikke med at få fingrene i nogen…
Arnold Busck har i dagens anledning også startet deres Byttebogs koncept. I dag betød det, at man kunne aflevere en gammel bog og vælge en ny fra deres hylder og få 50% på den. Uanset hvor mange man afleverede, gjaldt tilbuddet kun én bog pr. kunde, så jeg var et smut forbi to forskellige butikker ;) I den første afleverede jeg Brudeskibet af Jojo Moyes og kom ud med denne:
image

Samtidig fik jeg en bog fra Danmark Læser kampagnen, for ekspedienten var nemlig også boguddeler. Bogen hun forærede mig var denne her sag:
image

I den anden Arnold afleverede jeg en ungdomsbog og kom ud med den her:
image

Playlist for the Dead måtte jeg slippe 65 kr. for og Wild fik jeg for 75. En dansk hardcover til den pris, det er simpelthen fantastisk! Jeg er så glad for den og føler virkelig jeg har gjort et røverkøb! :P

Nu skal vil til noget andet sjovt, nemlig vinderne af fødselsdagskonkurrencen!
Vinderen af en valgfri bog ud fra de fem udvalgte blev Line, og vinderen af Pieces of Me ebogen blev Caroline. Jeg sender fluks en mail til jer! Tusind tak for alle lykønskningerne og især den store deltagelse, det gør mig rigtig glad :)

S for september, studie, stress, spa og sølv

Indtil nu har september budt på studiestart og sommervejr. Jeg bryder mig ikke særlig meget om studiestart. Al den introduktion til nye fag, gennemgang af studieordning, lektionsplan og yada yada. *suk* Men det er nu meget rart at komme op og lave noget igen. Heldigvis har det været dejligt vejr indtil videre, så nu kan man igen sidde ude og få lidt sol, det er altså temmelig dejligt.

Ellers har jeg faktisk rygende travlt her i september. Det føles i hvert fald sådan! På tirsdag har mine forældre sølvbryllup, med efterfølgende fest fredag, så der er rigeligt at se til på den front. Der er nu styr på det meste efterhånden, men det tager utrolig meget energi. Jeg føler konstant, at der er et eller andet jeg lige burde ordne, har jeg nu styr på det hele, er der noget jeg har glemt osv. Det stresser mit hoved! :D

Lubeck-Holstentor

Når jeg så kommer hjem fra en forhåbentlig rigtig dejlig uge med fest, god mad og dejligt selskab, så går der ikke mere end få dage, førend jeg igen retter snuden mod Tyskland med kæresten. Denne gang smutter vi en tur til Lübeck, hvor vi skal bo to nætter, og bagefter tager vi så tre overnatninger i Wismar. Jeg regner med, at turen i Lübeck bliver meget kulturel og storby-agtig, men selvfølgelig med tid til lidt caféhygge. Vi har allerede planlagt et par steder vi gerne vil spise og fundet de kulturelle ting vi gerne vil se. Og så skal vi på cocktailbar! I Wismar bliver det hele nok lidt mere roligt og idyllisk, og her står den (forhåbentlig!) på massage, besøg i en dyrepark og lange gåture. Her skulle også være noget god vin og sekt, så det skal vi også ud og se om vi kan få smagt lidt på. Jeg glæder mig i hvert fald til lige at rive stikket ud et par dage.

Når det så er overstået, så er der kun ganske få dage til #bogbloggertræf, så der bliver også rigeligt at se til. Her er der også konstant noget, jeg føler, jeg har glemt. Vi er jo flere om at arrangere det, men jeg bliver ved at føle, der er noget af det, jeg skulle tage mig af, som jeg har glemt – selvom jeg rationelt set godt ved, at det ikke passer.

Så der har bestemt været nok at se til det sidste stykke tid. Jeg har i hvert fald haft skrevet utallige lister, streget ud, tilføjet osv. Jeg glæder mig egentlig også bare over, at jeg forhåbentlig glæder andre til at få en god dag (sølvbryllup og #bogbloggertræf), og selv får en rigtig god ferie.

Og så kommer bonusspørgsmålet! Hvad skal jeg så læse, når jeg får så travlt?
Jeg.ved.det.ikke! Seriøst. Ikke at jeg egentlig regner med, at jeg får ret meget tid til at læse (måske lige med undtagelse af selve rejsen – vi skal med tog). Jeg tager selvfølgelig Kirsten med, og så håber jeg, at jeg kan nøjes med at læse eARCs, for jeg har efterhånden fået anskaffet mig en del igen, men nu må vi se.

Unavngivet

 

 

BogHUNDEN

64351
7 uger. Mit første billede fra opdrætteren.

Q

Zaffe og Putte

Min side hedder jo Boghunden og jeg tror efterhånden der står 277-0 til bøger vs. hund, så det bliver der lige rettet op på nu. Min hund har nemlig fødselsdag i dag <3 Hun bliver 9 år gammel. Jeg tror ikke, der er så meget at sige. Enhver med dyr vil vide, at man altid elsker dem og det er aldrig sjovt at se, hvordan alderen påvirker dem – i hvert fald ikke, når vi når op i den høje ende. Quality, min hund, har haft allergi næsten hele livet, men i sommer blev det rigtig slemt. Det kostede ufattelig mange tårer og nu er det snart sommer igen og man frygter, at det blusser op igen. Er det tilfældet, så..

DSC00328Der er ikke så meget at sige.. :)

Lykkecharms

Jeg er egentlig ikke den overtroiske type, men når det kommer til eksaminer, prøver o.l., så er der en ting, jeg altid skal have på. Det er ikke så meget fordi jeg tror, det bringer mig held, det er mere fordi jeg føler mig mere sikker og stærk.

Jeg har altid denne halskæde på. Det er en af min hunds hvalpetænder, der er blevet lavet som et smykke. Når jeg så sidder der i forberedelsen eller til en skriftlig prøve og sveder og går i sort, så rører jeg lige lidt ved smykket og prøver at slappe af og tænke gode tanker og så går det lidt igen.

Har I nogen lykkecharms?

Anledninger til irritation

Jeg prøver, at være positiv. Det gør jeg virkelig. Visse ting er bare anledning til irritation af og til. Jeg er sikker på I kender det. På en god dag er det måske ikke noget, man tænker over det, men har man nu en dårlig dag i forvejen, så gør det ikke dagen bedre. Det er der nu kommet en lille liste ud af. Jeg er sikker på flere af jer vil være enige i et punkt eller to.

1) Jeg pendler jo dagligt og en ting der virkelig kan irritere mig, er folk der snakker (med sidemanden eller i telefon) når de har sat sig i stillezonen. Lad dog være! Vi andre vil egentlig gerne sove/læst/koncentrere os. I hvert fald vil vi ikke høre på dig der snakker, det er jo lige netop derfor, vi har placeret os i stillezonen. Ville sådan ønske man kunne uddele bøder for den slags!

2) Når man har brugt penge på et par super lækre nye vinterstøvler og man glad går en lille tur i dem, for derefter at få vabler og gnavsår. Øv! Og det har man endda betalt penge for?!

3) I forbindelse med min pendling har jeg jævnligt oplevet, at der om eftermiddagen har været bidende koldt i togene. Hvorfor kan de ikke bare tænde for varmen?! Kan da ikke være rigtigt, at man skal sidde med sin vinterjakke på og stadig fryse. Og jo jo, jeg er en frossenpind, men mine medpassagerer tager heller ikke overtøjet af, og de få der gør, bruger det som “tæppe.”

4) Gode tv-serier der holder pause. Og pause. Og mere pause. Irritationen forøges selvfølgelig, hvis der er en stor cliffhanger.

5) Når man vender sidste side i en fantastisk bog eller ser sidste afsnit af en rigtig god serie. Øv! Den følelse af tomhed er svær at komme sig over, det tager gerne et par dage med rastløshed.

Vi ku’ køb’ ti sko…

…men vi ka’ kun få to på. Jo jo, MEN!
De der fine, fine støvler fra H&M… Dem fik jeg jo ikke fat i. I stedet købte jeg disse

Er sikker på jeg nok skal blive glad for dem til vinter – når de altså lige er gået til. Av, av, av mine fødder ;)

Som om det ikke var nok, så gik mine hverdagssko i stykker her forleden. Så måtte jeg også ud og have nye hverdagssko.

De ligner jo lidt hinanden. De her er bare slet ikke så varme og så er det heller ikke rigtig læder eller skind.

Og så skal jeg beklage billedkvaliteten, samt mit noget uglede sengetøj – prøvede at skubbe det i baggrunden, men kan se det mislykkedes lidt :P

Lidt ro på

Jeg vil bare lige fortælle, at her nok bliver lidt stille den næste måneds tid, da jeg kun har små to uger tilbage inden læseferien og så står den ellers på eksamen og hvad dertil hører af forberedelse. Nok nyder jeg bloggen og min læsning, men min uddannelse må jo komme først. Om det overhovedet får indflydelse herinde, det ved jeg ikke, måske, måske ikke. Nu har jeg i hvert fald fortalt det og behøver ikke få dårlig samvittighed over noget :)