Destination Chile (The Lonely Hearts Travel Club #3)

Destination Chile – Katy Colins – The Lonely Hearts Travel Club #3 – 320 sider

Anmeldereksemplar fra HarperCollinsNordic.

Bog tre holder niveauet. Solid og morsom underholdning.
Bog tre i denne serie holder absolut det flotte niveau i serien. Selvom den er anderledes end de to foregående bøger (Georgia rejser ikke længere alene), så er den skrevet i helt samme sjove og lette ånd, og det er let at genkende det hele.

Skal jeg være helt ærlig, så blev jeg i første omgang lidt skuffet, da jeg fandt ud af, at Georgia ikke længere rejste alene. Det kunne jeg selvfølgelig have læst mig til på forhånd, men skidt. Det tog mig ikke mange sider, at vænne mig til det, og snart virkede det da også naturligt. Det bidrog på en positiv måde til handlingen, og gjorde, at man ikke sad fast i samme spor. Det var faktisk helt rart at se historien udvikle sig.

Der var gensyn med velkendte personer, lige så vel som vi også mødte en håndfuld nye. Alle fungerede de fint, selvom jeg nok må indrømme, at jeg synes det var lige karikeret nok i nogle af situationerne ude på rejsen. Omvendt var det noget af det, der bidrog til bogens lethed. Det, der trækker lidt ned i min bedømmelse af bogen, er måden hvorpå twistene bliver udført; Det var ikke den store overraskelse, og ret meget det, jeg også havde regnet med.

Humoren er helt på plads i bogen, selvom jeg nu godt kunne have tænkt mig, at der var lidt mere af den. Det er nok et tilfælde af grådighed, vil jeg tro. Når noget er godt, vil man jo bare gerne have mere. Heldigvis ser det ud til, at Katy Colins snart er på vej med noget mere, og dét glæder jeg mig til!

Efter at Georgia Greens kæreste skred lige før brylluppet, har hun gjort alt for at finde tilbage til sig selv – gjort alt for at blive lykkelig. Punkt for punkt har hun arbejdet sig igennem listen over ting, hun har ønsket sig at gøre, men som hun har ofret for den tvivlsomme tosomhed. Hun har rejst alene til Thailand og Indien, og startet sit eget firma. Næste destination bliver Chile. Men denne gang rejser hun ikke alene.

Projekt Clear Your Bookshelf – juli 2017


I sidste måned påbegyndte jeg et nyt projekt, som går ud på, at jeg trækker tre bøger hver måned, som jeg skal læse. Sker det ikke, skal de ud. Jeg kalder det projekt Clear Your Bookshelf – eller #ProjectCYB.
Og hvordan er det så gået, med de bøger, jeg trak i juni? Ja altså, okay. Og som jeg havde forudset. Jeg fik læst to af dem, nemlig Mørke steder og Tre sider af samme sag. Ingen af dem vakte synderlig stor begejstring, og jeg endte også med at give dem hhv. to og tre stjerner. Æblemostreglementet begyndte jeg slet ikke på, så den skal ud! Det hat jeg det egentlig fint med. Får jeg lyst til at læse den senere, så findes den jo snart sagt i enhver genbrugsbutik.

Og så til denne måneds bøger! Jeg fik atter S til at vælge numre til mig, som jeg matchede med bøgernes isbn. Det kunne være værre, men ikke meget!!! Det er godt nok noget af en opgave, jeg er kommet på.

Bøgerne jeg har trukket er nemlig The Giver Quartet, Længere væk og Skæve skrifter. Sidstnævnte er en samling af H.C. Andersens skrifter, den indeholder både eventyr, romaner, dagbogsnotater, digte og lidt andet godt. Den ser ikke ud af meget, men den er 760 sider og indeholder ord, jeg ikke aner hvad betyder. Og så er den ikke på nydansk, så ord som voxte og hauge optræder jævnligt. Af fordele kan nævnes, at der er en del af eventyrene, jeg har læst, som jeg kan springe over. Jeg er allerede begyndt og er lige nu ved at læse eventyret Dödningen, som jeg ikke kender, men som efter sigende er et fynsk(!!) folkeeventyr. I The Giver er tanken, at jeg læser den første bog. Længere væk er en række essays af Jonathan Franzen, som jeg håber hurtigt at kunne få krydset af.

Alt i alt, så bliver det her virkelig en udfordring! Jeg har slet ikke lyst til at skille mig af med nogen af bøgerne, og begynder så småt at fortryde det her projekt…

Library haul

Når man som jeg bor godt og vel udenfor byen, så er der også langt til nærmeste bibliotek. Heldigvis råder Aalborg Bibliotek stadigvæk over to bogbusser, så dem benytter jeg mig ofte af. De kommer to gange i ugen, og det er forskelligt hvilken af dem, det er. En af de ting, jeg virkelig godt kan lide ved dem er, at man har længere lånetider, fordi de ikke kommer så tit. Her i sommer holder de også ferie i tre uger, så dvs. at de ting jeg lånte her i sidste uge, de skal først afleveres midt i august! Det benyttede jeg mig af ved på forhånd at reservere en masse materialer, så jeg har en god og spændende stak at gå i krig med.


The Hate U Give er vist bogen, man bare skal læse i år. Jeg er ikke sikker på, om den er noget for mig, men det har jeg hørt mange sige, og så ender de med at elske den. Radio Silence er lige udkommet på dansk, men jeg har valgt at låne den engelske udgave. Crank er skrevet på digtform og jeg glæder mig rigtig meget til den! Jeg ved, at Xenia i hvert fald har anbefalet forfatteren flere gange.


Bedste sommer nogensinde stod engang højt på min tbr-liste, men det var egentlig kun fordi jeg tilfældigt så, at den også er udgivet på dansk, at jeg valgte at låne den. Jeg tror, det er en sød og hyggelig feel good roman her til sommeren. Vores kemiske hjerter havde jeg ingen ambitioner om at læse, men så delte Lovebooks små bidder fra den, og så var jeg solgt. Måske mest pga. Harry Potter referencerne… Og apropos Harry Potter referencer, dem er der også nogle af i Solitaire, som jeg et gået i gang med at læse. Jeg er vild med Alice Osemans sprog! Det er også hende, der har skrevet Radio Silence, så den glæder jeg mig endnu mere til nu.


Bind tre i Soulless serien glæder jeg mig til at læse, selvom det er længe siden, jeg læste de foregående. Jeg har faktisk glemt ret meget af bind to, men mon ikke det alligevel går. History Is All You Left Me har jeg set frem til. Jeg har ikke læst noget af Adam Silvera før, og jeg er lidt nervøs for, om jeg mon forventer for meget. Maestro er en bog, jeg ikke ved særlig meget om, jeg er bare nysgerrig på, hvad den mon kan.


Macbeth, her i en nydansk og illustreret udgave, har jeg aldrig læst før, men jeg ville gerne prøve de her nye udgaver af Shakespeares stykker. Jeg har læst den, og hold da op for en grusom fortælling. Jeg vil faktisk gerne læse den originale tekst også, selvom jeg tror, starten vil føles lang. Jeg tror, den originale tekst kan noget helt andet. Hjertet er 1 organ fik jeg ekstra meget lyst til at læse, efter at Ditte Wiese havde læst et stykke op derfra i Viborg. Nu ligger den klar til at blive læst i løbet af sommeren.

 

Bruger I også bibliotekerne meget her om sommeren?

Jeg lader dig gå

Jeg lader dig gå – Clare Mackintosh – 425 sider

Super fedt koncept, som led lidt under anden del. Rigtig spændende thriller.
På krimimessen oplevede jeg Clare fortælle om sin nyeste bog, Jeg ser dig, og den lød bare rigtig spændende. Begge er bøger, jeg var nysgerrige på forinden, men det var efter at have hørt hende fortælle om den anden bog, at jeg bestemte mig for, at kaste mig over dem.

Selve starten var faktisk ret langsom, men jeg kunne rigtig godt lide den. Personerne blev nænsomt bygget op, det samme gjorde stemningen. Sproget gjorde, at det føltes utrolig intenst, og jeg var hele tiden nysgerrig efter, hvorfor Jenna reagerede som hun gjorde.
En af overraskelserne ved bogen, var kriminalkommisær Ray. Først blev jeg lidt forbavset, for jeg troede ikke, det var en “kriminalroman” på dén måde, men det blev det heller ikke. Vi fulgte i stedet to sider af sagen, og det var særdeles vellykket. Jeg kunne godt lide Rays person, og jeg er lidt effen ved tanken om hendes næste bog, for jeg har ingen idé om, hvorvidt han er med eller ej. Det er jo ikke en serie. Jeg kunne bare så godt lide ham, at jeg virkelig gerne vil have, at han er med i Jeg ser dig også. Han var anderledes fra de fordrukne og knotne betjente, man ellers ofte læser om ;)

Bogen er opdelt i to, og jeg elskede virkelig første del, den var så velgennemført. Del to havde jeg det desværre noget mere stramt med. Det fyldte lidt for meget og gled over i nogle af de typiske “krimi klicheer.” Det var virkelig ærgerligt, for der kunne være sket så mange andre spændende ting, man kunne have fokuseret på nogle af de følelser eller noget af det rod, hele sagen førte med sig. Del to føltes mest som en krimi, hvor del et var en rigtig spændende thriller.

Jeg har alligevel valgt, at bogen skulle have fire stjerner, fordi det var et rigtig godt koncept, som også fik mig til at gå tilbage i bogen og læse nogle af kapitlerne igen. Og så ved man bare, at det er en god bog. Jeg var på et tidspunkt lidt på sporet, men alligevel så langt fra. Jeg brugte minutter på at stirre ud i luften og prøve at forstå, hvordan det kunne hænge sammen, men en egentlig løsning kom jeg aldrig rigtig frem til. Bogen fik mig til at tænke i alle mulige logiske forklaringer, og det var et kærkomment friskt pust i dagligdagen.

En tragisk ulykke. Det hele skete så hurtigt. Hun kunne ikke have forhindret det. Kunne hun? På et sekund er Jenna Grays verden blevet til et mareridt. Hendes eneste håb for at komme videre er at efterlade alt hun kender, og starte på en frisk. Desperat efter at flygte flytter Jenna til en isoleret hytte på den walisiske kyst, men hun hjemsøges af frygt, sorg og minder om en forfærdelig aften i november, som ændrede hendes liv for evigt. Langsomt begynder Jenna at skimte muligheden for lykke i fremtiden. Men hendes fortid er ved at indhente hende, og konsekvenserne vil være ødelæggende…

Destination India (The Lonely Hearts Travel Club #2)

Destination India – Katy Colins – The Lonely Hearts Travel Club #2 – 304 sider

Reklame. Anmeldereksemplar fra HarperCollinsNordic.

En absolut værdig toer, hvor Georgia fik mig til at smile flere gange undervejs.
Jeg havde ikke ventet, at toeren i denne serie skulle overgå etteren, men sådan gik det. Og det var faktisk rigtig dejligt. Selvfølgelig er der mange ting, der er de samme, f.eks. er det her med rejserne jo en del af selve seriens koncept. Desuden nød jeg at blive ført med til Indiens fantastiske kultur, og sad bare og drømte mig væk.

Okay, så Georgia er ikke ligefrem verdens bedste veninde. Hun glemmer lidt alle omkring sig, og har kun øje for sig selv og sin forretning. Det var jeg lidt træt af, for jeg kunne rigtig godt lide Marie i den første bog, så hende savnede jeg lidt i denne her. Og så var der Mike, som man jo praktisk talt slet ikke så.
Ben og Katie spillede en lidt større rolle, men jeg brød mig faktisk ikke helt om det, Ben havde udviklet sig til. Der var mange af hans handlinger, der kom lidt bag på mig, og det betød også, at der var et lille twist, som jeg havde forudset relativt tidligt i historien. Det gjorde bare ikke så meget, for det var jo ikke dét, der var hovedhistorien, i hvert fald ikke for mig.

Jeg nød at se Georgia folde sig ud i et helt nyt land, at se hende blive ydmyget (igen!) og at grine med – og af – hende. Der var flere af situationerne, hvor jeg kunne se hende for mig. Der er mange, der sammenligner hende lidt med Bridget Jones, men for mig er hun mere lidt som Shopaholic – især omkring den fysiske udfoldelse ;)

Alt i alt var det bare en rigtig feel good bog, som virkelig bragte smilet frem på mine læber. Jeg længtes efter at ligge på en gylden sandstrand, at have en paraplydrink i hånden og hvor den største bekymring ville være, om jeg skulle vælge en Mojito eller en Gin & Tonic næste gang.

Alt skulle blive anderledes da Georgia Greene startede The Lonely Hearts Travel Club. Hun ville få en ny chance, et nyt liv. Men det var ikke helt så let at drive sin egen virksomhed, som hun havde forestillet sig. Og hvad skete der med den pige der kæmpede så hårdt for at genopbygge sig selv? Nu er Georgia på vej i et fly med Destination Indien, og hun er helt alene – igen. Men hun har allerede backpacket på egen hånd i Thailand, så hvad skulle kunne gå galt? Desuden er det måske det pulserende Indien, med sit Bollywood, sine smukke strande og det majestætiske Taj Mahal som vil hjælpe hende på benene igen?

Viborg bogevent

I lørdags tog jeg kæresten under armen og drog til Viborg, for at deltage i det bogevent Pipaluk havde arrangeret. Der var både en håndfuld andre bloggere og så var der helt almindelige læsere. Det var faktisk helt hyggeligt, at der ikke var helt vildt mange, så var der nemlig god tid til at få snakket sammen på kryds og tværs, og man følte heller ikke, at man stjal forfatternes tid.

Den første på scenen var Ditte Wiese. Hun fortalte lidt om tilblivelsen af Provinspis og ikke mindst, hvad der er næste projekt på tegnebrættet. Selvom det var historier, jeg allerede kendte, så var det sjovt at høre hende selv fortælle om det. Jeg er jo stor fan af hendes skriverier, og jeg var så glad for endelig at møde hende(!!!). Jeg fik hende selvfølgelig også
til at skrive en lille hilsen i min bog – og en tegning blev det da også til.
Ditte havde også en lille “leg” med, som gik ud på at skrive det, man tumler allermest med på en lille seddel og så krølle den sammen. Jeg troede egentlig, det var en slags “når du ser på sedlen, må du tænke på det, når du gemmer den væk, skal du flytte fokus fra det”-ting. Det var det ikke… Hun sluttede nemlig oplægget af med at sige, at de ting, vi hver især havde skrevet ned, det er de ting, bøger skal handle om. For man er aldrig alene. Og de ting, der skrives om, skal føles ægte. Og det gør de jo, hvis de handler om det, vi hver især havde skrevet ned. Det var en rigtig fin pointe, synes jeg. Jeg har tit ledt efter bøger, der handler om lige præcis “dén der følelse,” men uden altid at have heldet med mig. Og så kan man nemt føle sig lidt alene.

Næste mand i spotlightet, var Preben Steen Nielsen. Han fortalte lidt meget om sig selv og livet med et handicap, og han var virkelig sjov. Jeg fik virkelig lyst til at læse hans bog Kan den snakke? Han havde så meget humor og varme, og alt i alt var det bare et virkelig godt oplæg.

Tredje indslag var Marie-Louise Rønning og Mette Sejrbo, der fortalte lidt om at skrive i fantasy-genren. De diskuterede, hvad en rigtig varmpyr er, hvor meget (eksplicit) sex der må være i (ungdoms)bøger og en hel masse andre sjove ting. Det var godt tænkt af dem at slå deres oplæg sammen, så blev det også lidt anderledes.

Det sidste oplæg stod Claus Holm for. Han fortalte om at skrive på dansk og engelsk, og læste lidt op fra to af hans bøger. Derudover snakkede han også om tilblivelsen af Tempus Investigations, som det var tydeligt at mærke var det værk, han brændte mest for.

Som bogblogger fik vi også nogle fine gaver, som selvfølgelig primært bestod af bøger, bogmærker og net (yes!). Tusind tak til alle de gavmilde sponsorer, som man også kan finde links til nederst i indlægget.

Personligt syntes jeg, det var rigtig mange oplæg på ret kort tid. Det hjalp nok heller ikke, at der var utrolig varmt inde på biblioteket. Men vejret skal man jo ikke brokke sig over :) Efter eventet var slut, var vi nogen stykker, der tog ned på en pub og snakkede sammen. Det var næsten det bedste ved hele dagen, synes jeg. Vi fik godt nok vendt mange sjove ting, og jeg lærte også forfatterne bedre at kende. Jeg var i hvert fald rigtig glad for, at jeg tog med til arrangementet.

SPONSORLISTE:

Science Fiction CirklenTurbineCarlsenEudorSneprydFacetDreamLittUlven og uglenPolitikens forlagMellemgaardLovebooksCandied CrimeMulles ThehusViborg BibliotekernePlusbogChristina BondeMette SejrboClaus HolmDitte WieseMarie-Louise RønningPreben Steen NielsenBjørg Pipaluk

Åndeløs (Elements #1)

Åndeløs – Brittainy C. Cherry – Elements #1 – 280 sider

Anmeldereksemplar fra Flamingo.

For mange klicheer, men en hyggelig romance
En bog om at elske og miste. Så kort kan det faktisk summeres op. Det er helt sikkert noget, vi alle kender til, i større eller mindre omfang. Derfor var det også nemt, at sætte sig ind i både Elizabeth og Tristans følelser.

Bogens start fangede mig med det samme, og jeg kunne faktisk godt lide Tristan. Det er tit i denne genre, at man lige skal “varmes op” før man kan se, hvad der er over den mandlige hovedperson, men her var kemien der bare med det samme. Jeg var også ret vild med Emma, Elizabeths datter. Den humor, der var mellem først Emma og Elizabeth, siden Tristan og Emma, den sad bare lige i skabet. Det eneste jeg ikek brød mig om, det var Elizabeths familie. Den historie, der udviklede sig der, den var bare lidt for meget af det gode.

Det er også historien om en lille by, og om hvordan rygterne hurtigt får ben at gå på. Det er selvfølgelig noget der sker, men jeg synes, det var lidt for fyldt med klicheer. Det her med at blive udstødt på den måde, det var bare ikke mig. Og samtidig fik det Elizabeths og Tristans historier til at ligne lidt for meget hinandens. Det fungerede ikke helt i mine øjne.

Så er der selve kærlighedshistorien. Jeg kunne godt følge den et godt stykke, men det blev bare lidt for meget sødsuppe. De bump, der kom, føltes for små og ubetydelige. De konflikter, der opstod, skulle have været større, fyldt mere. Det blev bare lidt fladt. Når der var en konflikt, så blev den nævnt, men så gik historien videre til noget andet. Jeg ville gerne have haft udforsket dem noget mere, have lært Elizabeth og Tristan at kende, når det ikke gik deres vej i det her. Det manglede jeg, og det er faktisk nok det største kritikpunkt, jeg har til den her bog, men det fyldte bare rigtig meget hos mig.

Af detaljer er jeg nødt til at nævne de hvide fjer. Det var bare så fint, og al den symbolik, der måske, måske ikke, ligger deri… Det var en rigtig fin lille detalje.

Efter at have mistet sin mand vender Elizabeth sammen med sin lille datter Emma hjem til sin fødeby i håbet om, der at kunne komme videre med sit liv og finde styrken til at være der for Emma.
Ikke meget har ændret sig, og alligevel føles alt anderledes. Men så møder hun Tristan. Ham alle taler om, men gør alt for at undgå. Tristan som har ry for at være både kold og usympatisk.
Tristan er typen Elizabeth ved, hun burde undgå, men hun kan umuligt ignorere den tiltrækning, hun føler. Snart finder hun ud af, at Tristan, ligesom hende selv, bærer på en stor sorg over at have mistet. En sorg han absolut ikke har i sinde at dele med andre.
Men vil det lykkes Elizabeth at få Tristan til at sænke paraderne, se fortiden i øjnene og lukke hende ind? Og er det overhovedet muligt for to mennesker så ødelagte at blive hele sammen?

Ildbarnet

Ildbarnet – S.K. Tremayne – 361 sider

Anmeldereksemplar fra Gad.

Gennemsnitlig thriller med hint af noget overnaturligt
Ildbarnet er anden bog af S.K. Tremayne, og jeg skal være ærlig og sige, at mine forventninger var ret høje. Jeg elskede Faldet og var derfor virkelig spændt på denne roman. Omvendt var synopsen ikke lige en, der fangede mig.

De første mange sider sad jeg desværre og kedede mig. Der var lagt for stor vægt på miljøbeskrivelserne, og der skete ikke nok. Der var dårligt nok en dyster stemning. Det var ikke lige min kop te. Det blev markant bedre efter nogle flere kapitler, og omkring halvvejs blev bogen faktisk ret god.

Hverken David eller Jamie var personer, jeg brød mig om, og det gjorde nok også læseoplevelsen lidt dårligere end ellers. Jeg kunne ikke lide den kyniske, David udstrålede, og Jamie opførte sig bare for mærkeligt, til at jeg kunne connecte med ham. Det var selvfølgelig meningen, han skulle være sær, men det var lige rigeligt over the top for mig.
Selve handlingen, da vi først var igang, var faktisk spændende. Som sagt var der mange beskrivelser, men det her med vejrets magt, det gør forfatteren altså virkelig godt – det er også netop noget af det, jeg husker bedst fra Faldet. Det gav en følelse af uhygge og rædsel. Slutningen i den her bog, fyldte egentlig ikke så meget, men hvis jeg skal sige noget om den, så havde jeg gerne set, at det var gået anderledes.

Generelt var jeg godt underholdt, men det er ikke en bog, jeg vil huske. Jeg vil anbefale bogen til folk, der ikke har læst noget af Tremayne før, og som er lidt nysgerrige på en thriller, der har elementer af noget overnaturligt. Selv vil jeg også stadigvæk følge med i, hvad han skriver, for jeg tror, han rummer mange flere uhyggelige historier. I øvrigt er S.K. Tremayne et pseudonym, forfatteren hedder Sean Thomas, og skriver også under Tom Knox. Så der er heldigvis nok at gå i gang med.

Det er som om, alting falder på plads for Rachel, da hun gifter sig med enkemanden David og opgiver singletilværelsen i London til fordel for det smukke landsted Charhallow House i Cornwall. David er både flot og rig – og far til en usædvanligt smuk og kærlig lille dreng: Jamie.
Men kort efter brylluppet begynder Jamie at ændre adfærd. Han kommer med dystre forudsigelser og hævder at have set sin afdøde mors genfærd. Snart får Rachel bange anelser: Hvad skete der egentlig med Jamies mor – og havde David noget med hendes død at gøre…?
Mens Rachels drøm om det perfekte liv langsomt forsvinder, lægger vintermørket sig over Charhallow House og med det angsten og bekymringen. For tænk hvis Jamies seneste forudsigelse holder stik: “Du dør, før det bliver jul.”

Projekt Clear Your Bookshelf

Jeg har mange, mange, mange bøger i reolerne. Efterhånden er det vel fifty-fifty, om jeg har læst dem (det er en fremgang, forresten). Jeg er nået til det punkt nu, hvor jeg kan gennemgå hylderne nok så grundigt, men ikke rigtig finde mere, jeg gerne vil af med. Men jeg har alligevel ikke den der iver for bare at kaste mig over dem. Og det er ret ærgerligt, for sådan var det jo engang. Jeg købte jo de her bøger, fordi jeg gerne ville læse dem. Nogle af dem har stået der i flere år efterhånden. Inspireret af Lala, har jeg derfor valgt at starte et nyt projekt. Jeg kalder det Projekt Clear Your Bookshelf (#ProjectCYB)

Hver d. 1. i måneden trækker jeg tre tilfældige bøger (ud fra samme princip, som nogen af jer måske husker fra Gyldendals ISBNbingo), og så har jeg måneden ud til at få dem læst i. Hvis ikke det sker, så skal de videre i systemet, for så er jeg ikke interesseret nok i at beholde dem. Undtagelser er selvfølgelig bøger midt i en serie – de bliver i stedet byttet ud med den bog, jeg er kommet til. Og så trækker jeg selvfølgelig heller ikke blandt signerede bøger og anmeldereksemplarer.

Jeg har trukket tre bøger for denne måned, og det er blevet til den stak I ser ovenfor. Jeg er allerede godt i gang, og er snart færdig med Tre sider af samme sag, som godt nok er en lang bog. Den er 150-200 sider kortere end den engelske udgave, så kan I selv regne ud, hvor tætskreven den er ;) Æblemostreglementet har jeg ikke nogen som helst forventninger om at få læst. Jeg er vild med filmen, men jeg tror ikke, bogen er noget for mig. Samtidig har den samme problem som Marian Keyes bogen – meget tætskreven og tynde sider. Mørke steder glæder jeg mig derimod rigtig meget til!

Nu må vi se, hvordan det kommer til at gå, jeg skal selvfølgelig nok opdatere jer på det hele, når måneden er ved at være forbi.

Ti små åndedrag (Ti små åndedrag #1)

Ti små åndedrag – K.A. Tucker – Ti små åndedrag #1 – 366 sider

Anmeldereksemplar fra Lovebooks.

Letlæst og underholdende – på trods af klicheerne
Den her bog har jeg glædet mig til i rigtig lang tid. Desværre blev jeg bare virkelig, virkelig skuffet. Det er svært helt at forklare hvorfor uden at røbe noget, så jeg vil allernederst i det her indlæg forklare det nærmere, til de, der har læst bogen, eller ikke har noget imod spoilers. Jeg skal nok tydeligt markere, hvornår det starter.

En af de ting, jeg savnede i bogen var, at vi fik lidt mere at vide om Kaceys fortid. Hvad skete der faktisk med hendes lillesøster? Den historie kunne sagtens have været udforsket noget mere, det ville have gjort det hele mere troværdigt. Jeg synes i hvert fald ikke, den del af billedet blev hel. Yderligere har jeg svært ved at tro, at de kan stikke af så nemt, uden at nogen eller noget opdager dem. Det haltede altså lidt, hvis man spørger mig.

En anden ting, jeg virkelig var træt af, var det her med, hvordan alle Kaceys problemer bare forsvandt som dug for solen, så snart Trent dukkede op. Nej. Stop. Sådan fungerer det altså ikke! Det kan godt være, alting bliver lidt lysere efter at man møder en særlig person, men ens problemer bliver altså ikke løst som på et trylleslag! Det kan jeg slet, slet ikke tage seriøst.

Med det ude af verden, så synes jeg, det er en bog, der er nem at læse og man bliver hurtigt engageret i den. Man håber på det bedste for Kacey. Og så er der hendes kvindelige nabo, som jeg også rigtig godt kunne lide. De to havde en virkelig fin kemi og man sad bare og heppede på, at de ville blive veninder og hjælpe hinanden med de udfordringer, de hver især havde.

Desværre er det bare ikke helt nok til at hive bogen op for mig. Der var for meget forudsigelighed og nogle virkelig store problemer med den måde, Kaceys problemer blev tacklet på.
Hvis I har læst bogen, eller vil vide hvad præcis jeg taler om, så scroll ned i bunden.

Tyveårige Kaceys liv ligger i ruiner, efter at hendes forældre, kæreste og bedste ven for fire år siden blev dræbt i et biluheld, og den dag i dag hjemsøger minderne fra ulykken hende stadig. Fast besluttet på at lægge fortiden bag sig flygter Kacey og hendes femtenårige lillesøster Livie fra Grand Rapids, Michigan til Miami for at starte på en frisk. I begyndelsen kæmper de for at få tingene til at hænge sammen, men Kacey er ikke bekymret. Hun kan klare hvad som helst – alt andet end deres mystiske nabo i nummer 1D.

Trent Emerson har funklende blå øjne og dybe smilehuller, og han balancerer på den hårfine, uimodståelige grænse mellem nice guy og bad boy. På grund af sin tragiske fortid er Kacey opsat på at holde alle folk på afstand, men deres fælles tiltrækning er ikke til at komme udenom, og Trent er desperat for at finde en vej til Kaceys forskansede hjerte – selv hvis det indebærer, at han vil blive nødt til at afsløre en forfærdelig hemmelighed, som kan true med at ødelægge begge deres liv.


SPOILER SPOILER SPOILER SPOILER

Okay. Her begynder spoilerafsnittet så. Hvis du ikke vil have afsløret handlingen, så lad være med at læse længere.

Mit allerstørste problem med bogen er, at det var så tydeligt fra start, hvem Trent var. Der er en scene i bogen, hvor han drikker danskvand, og lige der vidste jeg, hvem han var. Der er ikke noget galt i ikke at drikke alkohol, overhovedet ikke, men når det sker på den her måde, så er der altså en grund til det. Jeg håbede hele vejen igennem, at jeg tog fejl, men det skulle jo så vise sig, at det gjorde jeg ikke. Og det irriterede mig grænseløst. Jeg blev faktisk virkelig vred. Det var kun fordi, der ikke var mere end 50 sider tilbage, at jeg ikke opgav bogen. Det ville bare have været endnu mere spild af tid.

Den anden ting, der irriterede mig, var behandlingen af Kaceys psyke. Seks ugers terapi og så er alt bare i orden? Øh. Nej. Den køber jeg ikke. Og jeg synes det er et problem, at man udsender det signal, at hvis man har fået terapi i seks uger, så er man rask. Sådan hænger det altså ikke sammen!
Og så det der med, at Trent bare kan holde hendes hånd, for hun er jo forelsket, og så forsvinder det andet traume. Stop dig selv. Igen, sådan er verden bare ikke.
Og så er der psykologen/psykiateren. På en eller anden måde synes jeg det er at latterliggøre processen. Hvorfor ikke fortælle, hvordan det virkelig er? Hvorfor gøre grin med det på den måde? Han generede mig egentlig ikke som sådan, men nu her bagefter, synes jeg det er rigtig irriterende. Man havde en oplagt mulighed til at forholde sig til psykoterapi, og så benytter man sig slet ikke af den. Øv.