Destination Chile (The Lonely Hearts Travel Club #3)

Destination Chile – Katy Colins – The Lonely Hearts Travel Club #3 – 320 sider

Anmeldereksemplar fra HarperCollinsNordic.

Bog tre holder niveauet. Solid og morsom underholdning.
Bog tre i denne serie holder absolut det flotte niveau i serien. Selvom den er anderledes end de to foregående bøger (Georgia rejser ikke længere alene), så er den skrevet i helt samme sjove og lette ånd, og det er let at genkende det hele.

Skal jeg være helt ærlig, så blev jeg i første omgang lidt skuffet, da jeg fandt ud af, at Georgia ikke længere rejste alene. Det kunne jeg selvfølgelig have læst mig til på forhånd, men skidt. Det tog mig ikke mange sider, at vænne mig til det, og snart virkede det da også naturligt. Det bidrog på en positiv måde til handlingen, og gjorde, at man ikke sad fast i samme spor. Det var faktisk helt rart at se historien udvikle sig.

Der var gensyn med velkendte personer, lige så vel som vi også mødte en håndfuld nye. Alle fungerede de fint, selvom jeg nok må indrømme, at jeg synes det var lige karikeret nok i nogle af situationerne ude på rejsen. Omvendt var det noget af det, der bidrog til bogens lethed. Det, der trækker lidt ned i min bedømmelse af bogen, er måden hvorpå twistene bliver udført; Det var ikke den store overraskelse, og ret meget det, jeg også havde regnet med.

Humoren er helt på plads i bogen, selvom jeg nu godt kunne have tænkt mig, at der var lidt mere af den. Det er nok et tilfælde af grådighed, vil jeg tro. Når noget er godt, vil man jo bare gerne have mere. Heldigvis ser det ud til, at Katy Colins snart er på vej med noget mere, og dét glæder jeg mig til!

Efter at Georgia Greens kæreste skred lige før brylluppet, har hun gjort alt for at finde tilbage til sig selv – gjort alt for at blive lykkelig. Punkt for punkt har hun arbejdet sig igennem listen over ting, hun har ønsket sig at gøre, men som hun har ofret for den tvivlsomme tosomhed. Hun har rejst alene til Thailand og Indien, og startet sit eget firma. Næste destination bliver Chile. Men denne gang rejser hun ikke alene.

Jeg lader dig gå

Jeg lader dig gå – Clare Mackintosh – 425 sider

Super fedt koncept, som led lidt under anden del. Rigtig spændende thriller.
På krimimessen oplevede jeg Clare fortælle om sin nyeste bog, Jeg ser dig, og den lød bare rigtig spændende. Begge er bøger, jeg var nysgerrige på forinden, men det var efter at have hørt hende fortælle om den anden bog, at jeg bestemte mig for, at kaste mig over dem.

Selve starten var faktisk ret langsom, men jeg kunne rigtig godt lide den. Personerne blev nænsomt bygget op, det samme gjorde stemningen. Sproget gjorde, at det føltes utrolig intenst, og jeg var hele tiden nysgerrig efter, hvorfor Jenna reagerede som hun gjorde.
En af overraskelserne ved bogen, var kriminalkommisær Ray. Først blev jeg lidt forbavset, for jeg troede ikke, det var en “kriminalroman” på dén måde, men det blev det heller ikke. Vi fulgte i stedet to sider af sagen, og det var særdeles vellykket. Jeg kunne godt lide Rays person, og jeg er lidt effen ved tanken om hendes næste bog, for jeg har ingen idé om, hvorvidt han er med eller ej. Det er jo ikke en serie. Jeg kunne bare så godt lide ham, at jeg virkelig gerne vil have, at han er med i Jeg ser dig også. Han var anderledes fra de fordrukne og knotne betjente, man ellers ofte læser om ;)

Bogen er opdelt i to, og jeg elskede virkelig første del, den var så velgennemført. Del to havde jeg det desværre noget mere stramt med. Det fyldte lidt for meget og gled over i nogle af de typiske “krimi klicheer.” Det var virkelig ærgerligt, for der kunne være sket så mange andre spændende ting, man kunne have fokuseret på nogle af de følelser eller noget af det rod, hele sagen førte med sig. Del to føltes mest som en krimi, hvor del et var en rigtig spændende thriller.

Jeg har alligevel valgt, at bogen skulle have fire stjerner, fordi det var et rigtig godt koncept, som også fik mig til at gå tilbage i bogen og læse nogle af kapitlerne igen. Og så ved man bare, at det er en god bog. Jeg var på et tidspunkt lidt på sporet, men alligevel så langt fra. Jeg brugte minutter på at stirre ud i luften og prøve at forstå, hvordan det kunne hænge sammen, men en egentlig løsning kom jeg aldrig rigtig frem til. Bogen fik mig til at tænke i alle mulige logiske forklaringer, og det var et kærkomment friskt pust i dagligdagen.

En tragisk ulykke. Det hele skete så hurtigt. Hun kunne ikke have forhindret det. Kunne hun? På et sekund er Jenna Grays verden blevet til et mareridt. Hendes eneste håb for at komme videre er at efterlade alt hun kender, og starte på en frisk. Desperat efter at flygte flytter Jenna til en isoleret hytte på den walisiske kyst, men hun hjemsøges af frygt, sorg og minder om en forfærdelig aften i november, som ændrede hendes liv for evigt. Langsomt begynder Jenna at skimte muligheden for lykke i fremtiden. Men hendes fortid er ved at indhente hende, og konsekvenserne vil være ødelæggende…

Destination India (The Lonely Hearts Travel Club #2)

Destination India – Katy Colins – The Lonely Hearts Travel Club #2 – 304 sider

Reklame. Anmeldereksemplar fra HarperCollinsNordic.

En absolut værdig toer, hvor Georgia fik mig til at smile flere gange undervejs.
Jeg havde ikke ventet, at toeren i denne serie skulle overgå etteren, men sådan gik det. Og det var faktisk rigtig dejligt. Selvfølgelig er der mange ting, der er de samme, f.eks. er det her med rejserne jo en del af selve seriens koncept. Desuden nød jeg at blive ført med til Indiens fantastiske kultur, og sad bare og drømte mig væk.

Okay, så Georgia er ikke ligefrem verdens bedste veninde. Hun glemmer lidt alle omkring sig, og har kun øje for sig selv og sin forretning. Det var jeg lidt træt af, for jeg kunne rigtig godt lide Marie i den første bog, så hende savnede jeg lidt i denne her. Og så var der Mike, som man jo praktisk talt slet ikke så.
Ben og Katie spillede en lidt større rolle, men jeg brød mig faktisk ikke helt om det, Ben havde udviklet sig til. Der var mange af hans handlinger, der kom lidt bag på mig, og det betød også, at der var et lille twist, som jeg havde forudset relativt tidligt i historien. Det gjorde bare ikke så meget, for det var jo ikke dét, der var hovedhistorien, i hvert fald ikke for mig.

Jeg nød at se Georgia folde sig ud i et helt nyt land, at se hende blive ydmyget (igen!) og at grine med – og af – hende. Der var flere af situationerne, hvor jeg kunne se hende for mig. Der er mange, der sammenligner hende lidt med Bridget Jones, men for mig er hun mere lidt som Shopaholic – især omkring den fysiske udfoldelse ;)

Alt i alt var det bare en rigtig feel good bog, som virkelig bragte smilet frem på mine læber. Jeg længtes efter at ligge på en gylden sandstrand, at have en paraplydrink i hånden og hvor den største bekymring ville være, om jeg skulle vælge en Mojito eller en Gin & Tonic næste gang.

Alt skulle blive anderledes da Georgia Greene startede The Lonely Hearts Travel Club. Hun ville få en ny chance, et nyt liv. Men det var ikke helt så let at drive sin egen virksomhed, som hun havde forestillet sig. Og hvad skete der med den pige der kæmpede så hårdt for at genopbygge sig selv? Nu er Georgia på vej i et fly med Destination Indien, og hun er helt alene – igen. Men hun har allerede backpacket på egen hånd i Thailand, så hvad skulle kunne gå galt? Desuden er det måske det pulserende Indien, med sit Bollywood, sine smukke strande og det majestætiske Taj Mahal som vil hjælpe hende på benene igen?

Åndeløs (Elements #1)

Åndeløs – Brittainy C. Cherry – Elements #1 – 280 sider

Anmeldereksemplar fra Flamingo.

For mange klicheer, men en hyggelig romance
En bog om at elske og miste. Så kort kan det faktisk summeres op. Det er helt sikkert noget, vi alle kender til, i større eller mindre omfang. Derfor var det også nemt, at sætte sig ind i både Elizabeth og Tristans følelser.

Bogens start fangede mig med det samme, og jeg kunne faktisk godt lide Tristan. Det er tit i denne genre, at man lige skal “varmes op” før man kan se, hvad der er over den mandlige hovedperson, men her var kemien der bare med det samme. Jeg var også ret vild med Emma, Elizabeths datter. Den humor, der var mellem først Emma og Elizabeth, siden Tristan og Emma, den sad bare lige i skabet. Det eneste jeg ikek brød mig om, det var Elizabeths familie. Den historie, der udviklede sig der, den var bare lidt for meget af det gode.

Det er også historien om en lille by, og om hvordan rygterne hurtigt får ben at gå på. Det er selvfølgelig noget der sker, men jeg synes, det var lidt for fyldt med klicheer. Det her med at blive udstødt på den måde, det var bare ikke mig. Og samtidig fik det Elizabeths og Tristans historier til at ligne lidt for meget hinandens. Det fungerede ikke helt i mine øjne.

Så er der selve kærlighedshistorien. Jeg kunne godt følge den et godt stykke, men det blev bare lidt for meget sødsuppe. De bump, der kom, føltes for små og ubetydelige. De konflikter, der opstod, skulle have været større, fyldt mere. Det blev bare lidt fladt. Når der var en konflikt, så blev den nævnt, men så gik historien videre til noget andet. Jeg ville gerne have haft udforsket dem noget mere, have lært Elizabeth og Tristan at kende, når det ikke gik deres vej i det her. Det manglede jeg, og det er faktisk nok det største kritikpunkt, jeg har til den her bog, men det fyldte bare rigtig meget hos mig.

Af detaljer er jeg nødt til at nævne de hvide fjer. Det var bare så fint, og al den symbolik, der måske, måske ikke, ligger deri… Det var en rigtig fin lille detalje.

Efter at have mistet sin mand vender Elizabeth sammen med sin lille datter Emma hjem til sin fødeby i håbet om, der at kunne komme videre med sit liv og finde styrken til at være der for Emma.
Ikke meget har ændret sig, og alligevel føles alt anderledes. Men så møder hun Tristan. Ham alle taler om, men gør alt for at undgå. Tristan som har ry for at være både kold og usympatisk.
Tristan er typen Elizabeth ved, hun burde undgå, men hun kan umuligt ignorere den tiltrækning, hun føler. Snart finder hun ud af, at Tristan, ligesom hende selv, bærer på en stor sorg over at have mistet. En sorg han absolut ikke har i sinde at dele med andre.
Men vil det lykkes Elizabeth at få Tristan til at sænke paraderne, se fortiden i øjnene og lukke hende ind? Og er det overhovedet muligt for to mennesker så ødelagte at blive hele sammen?

Ildbarnet

Ildbarnet – S.K. Tremayne – 361 sider

Anmeldereksemplar fra Gad.

Gennemsnitlig thriller med hint af noget overnaturligt
Ildbarnet er anden bog af S.K. Tremayne, og jeg skal være ærlig og sige, at mine forventninger var ret høje. Jeg elskede Faldet og var derfor virkelig spændt på denne roman. Omvendt var synopsen ikke lige en, der fangede mig.

De første mange sider sad jeg desværre og kedede mig. Der var lagt for stor vægt på miljøbeskrivelserne, og der skete ikke nok. Der var dårligt nok en dyster stemning. Det var ikke lige min kop te. Det blev markant bedre efter nogle flere kapitler, og omkring halvvejs blev bogen faktisk ret god.

Hverken David eller Jamie var personer, jeg brød mig om, og det gjorde nok også læseoplevelsen lidt dårligere end ellers. Jeg kunne ikke lide den kyniske, David udstrålede, og Jamie opførte sig bare for mærkeligt, til at jeg kunne connecte med ham. Det var selvfølgelig meningen, han skulle være sær, men det var lige rigeligt over the top for mig.
Selve handlingen, da vi først var igang, var faktisk spændende. Som sagt var der mange beskrivelser, men det her med vejrets magt, det gør forfatteren altså virkelig godt – det er også netop noget af det, jeg husker bedst fra Faldet. Det gav en følelse af uhygge og rædsel. Slutningen i den her bog, fyldte egentlig ikke så meget, men hvis jeg skal sige noget om den, så havde jeg gerne set, at det var gået anderledes.

Generelt var jeg godt underholdt, men det er ikke en bog, jeg vil huske. Jeg vil anbefale bogen til folk, der ikke har læst noget af Tremayne før, og som er lidt nysgerrige på en thriller, der har elementer af noget overnaturligt. Selv vil jeg også stadigvæk følge med i, hvad han skriver, for jeg tror, han rummer mange flere uhyggelige historier. I øvrigt er S.K. Tremayne et pseudonym, forfatteren hedder Sean Thomas, og skriver også under Tom Knox. Så der er heldigvis nok at gå i gang med.

Det er som om, alting falder på plads for Rachel, da hun gifter sig med enkemanden David og opgiver singletilværelsen i London til fordel for det smukke landsted Charhallow House i Cornwall. David er både flot og rig – og far til en usædvanligt smuk og kærlig lille dreng: Jamie.
Men kort efter brylluppet begynder Jamie at ændre adfærd. Han kommer med dystre forudsigelser og hævder at have set sin afdøde mors genfærd. Snart får Rachel bange anelser: Hvad skete der egentlig med Jamies mor – og havde David noget med hendes død at gøre…?
Mens Rachels drøm om det perfekte liv langsomt forsvinder, lægger vintermørket sig over Charhallow House og med det angsten og bekymringen. For tænk hvis Jamies seneste forudsigelse holder stik: “Du dør, før det bliver jul.”

Ti små åndedrag (Ti små åndedrag #1)

Ti små åndedrag – K.A. Tucker – Ti små åndedrag #1 – 366 sider

Anmeldereksemplar fra Lovebooks.

Letlæst og underholdende – på trods af klicheerne
Den her bog har jeg glædet mig til i rigtig lang tid. Desværre blev jeg bare virkelig, virkelig skuffet. Det er svært helt at forklare hvorfor uden at røbe noget, så jeg vil allernederst i det her indlæg forklare det nærmere, til de, der har læst bogen, eller ikke har noget imod spoilers. Jeg skal nok tydeligt markere, hvornår det starter.

En af de ting, jeg savnede i bogen var, at vi fik lidt mere at vide om Kaceys fortid. Hvad skete der faktisk med hendes lillesøster? Den historie kunne sagtens have været udforsket noget mere, det ville have gjort det hele mere troværdigt. Jeg synes i hvert fald ikke, den del af billedet blev hel. Yderligere har jeg svært ved at tro, at de kan stikke af så nemt, uden at nogen eller noget opdager dem. Det haltede altså lidt, hvis man spørger mig.

En anden ting, jeg virkelig var træt af, var det her med, hvordan alle Kaceys problemer bare forsvandt som dug for solen, så snart Trent dukkede op. Nej. Stop. Sådan fungerer det altså ikke! Det kan godt være, alting bliver lidt lysere efter at man møder en særlig person, men ens problemer bliver altså ikke løst som på et trylleslag! Det kan jeg slet, slet ikke tage seriøst.

Med det ude af verden, så synes jeg, det er en bog, der er nem at læse og man bliver hurtigt engageret i den. Man håber på det bedste for Kacey. Og så er der hendes kvindelige nabo, som jeg også rigtig godt kunne lide. De to havde en virkelig fin kemi og man sad bare og heppede på, at de ville blive veninder og hjælpe hinanden med de udfordringer, de hver især havde.

Desværre er det bare ikke helt nok til at hive bogen op for mig. Der var for meget forudsigelighed og nogle virkelig store problemer med den måde, Kaceys problemer blev tacklet på.
Hvis I har læst bogen, eller vil vide hvad præcis jeg taler om, så scroll ned i bunden.

Tyveårige Kaceys liv ligger i ruiner, efter at hendes forældre, kæreste og bedste ven for fire år siden blev dræbt i et biluheld, og den dag i dag hjemsøger minderne fra ulykken hende stadig. Fast besluttet på at lægge fortiden bag sig flygter Kacey og hendes femtenårige lillesøster Livie fra Grand Rapids, Michigan til Miami for at starte på en frisk. I begyndelsen kæmper de for at få tingene til at hænge sammen, men Kacey er ikke bekymret. Hun kan klare hvad som helst – alt andet end deres mystiske nabo i nummer 1D.

Trent Emerson har funklende blå øjne og dybe smilehuller, og han balancerer på den hårfine, uimodståelige grænse mellem nice guy og bad boy. På grund af sin tragiske fortid er Kacey opsat på at holde alle folk på afstand, men deres fælles tiltrækning er ikke til at komme udenom, og Trent er desperat for at finde en vej til Kaceys forskansede hjerte – selv hvis det indebærer, at han vil blive nødt til at afsløre en forfærdelig hemmelighed, som kan true med at ødelægge begge deres liv.


SPOILER SPOILER SPOILER SPOILER

Okay. Her begynder spoilerafsnittet så. Hvis du ikke vil have afsløret handlingen, så lad være med at læse længere.

Mit allerstørste problem med bogen er, at det var så tydeligt fra start, hvem Trent var. Der er en scene i bogen, hvor han drikker danskvand, og lige der vidste jeg, hvem han var. Der er ikke noget galt i ikke at drikke alkohol, overhovedet ikke, men når det sker på den her måde, så er der altså en grund til det. Jeg håbede hele vejen igennem, at jeg tog fejl, men det skulle jo så vise sig, at det gjorde jeg ikke. Og det irriterede mig grænseløst. Jeg blev faktisk virkelig vred. Det var kun fordi, der ikke var mere end 50 sider tilbage, at jeg ikke opgav bogen. Det ville bare have været endnu mere spild af tid.

Den anden ting, der irriterede mig, var behandlingen af Kaceys psyke. Seks ugers terapi og så er alt bare i orden? Øh. Nej. Den køber jeg ikke. Og jeg synes det er et problem, at man udsender det signal, at hvis man har fået terapi i seks uger, så er man rask. Sådan hænger det altså ikke sammen!
Og så det der med, at Trent bare kan holde hendes hånd, for hun er jo forelsket, og så forsvinder det andet traume. Stop dig selv. Igen, sådan er verden bare ikke.
Og så er der psykologen/psykiateren. På en eller anden måde synes jeg det er at latterliggøre processen. Hvorfor ikke fortælle, hvordan det virkelig er? Hvorfor gøre grin med det på den måde? Han generede mig egentlig ikke som sådan, men nu her bagefter, synes jeg det er rigtig irriterende. Man havde en oplagt mulighed til at forholde sig til psykoterapi, og så benytter man sig slet ikke af den. Øv.

Illuminae og Hidden Figures

Indlægget omtaler anmeldereksemplarer fra Politikens Forlag og HarperCollins Nordic.

Jeg har læst to bøger det sidste stykke tid, som jeg ikke rigtig brød mig om. Begge var anmelderbøger. Fordi jeg ikke har læst dem færdigt, så føler jeg heller ikke, jeg har så meget at sige om dem, så jeg har samlet dem her i dette indlæg.
Der er mange holdninger til, om man bør anmelde bøger, man ikke har læst færdig. De kan jo overraske på sidste side. Og det er da rigtigt. Men hvis de først gør “noget rigtigt” på den sidste side, så har de gjort en hel del forkert i min optik. Dermed ikke sagt, at de to nedenstående bøger er dårlige, de faldt blot ikke i min smag, men jeg er sikker på, der er læsere derude, der godt vil kunne lide dem.

Den ene bog er Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff. Bogens format er fantastisk og det var også det der gjorde, at jeg blev ved med at læse. Det er en ret lang bog, så jeg gav den også lidt længere, end jeg normalt ville have gjort. Omkring 180 sider inde måtte jeg simpelthen give op. Der var intet i historien, der endnu havde fanget mig. Det var udelukkende formatet, der fastholdt mig. Og det var bare ikke længere nok. Jeg er så ærgerlig over, at jeg ikke kunne lide den, og jeg har da heller ikke opgivet den for altid, bare sat den på pause for nu. Så må vi se, om jeg nogensinde kommer videre. Man er vel nysgerrig. Som sagt så fangede historien mig desværre slet ikke, jeg var egentlig ret ligeglad med de to hovedpersoner og dem ombord på deres skibe. Det sagde mig bare ikke rigtig noget. Det er svært at begrunde meget dybere end det.

Den anden bog er Hidden Figures af Margot Lee Shetterly. Det er sjældent, jeg finder en historisk roman, jeg kan lide. Alligevel tog jeg chancen med den her bog, fordi den lød så god og vigtig. Desværre blev jeg skuffet og måtte konstatere, at den opfyldte mine fordomme om historiske romaner; de er kedelige (det er min personlige holdning. Der er krig og jeg skal komme efter dig, og man kan argumentere for, at det i hvert fald ikke er kedeligt, og det ved jeg også godt. Genren siger mig bare ikke noget). Jeg ved, der er rigtig mange læsere til genren, jeg er bare ikke en af dem, og det er også okay. For mig var fortællestilen i den her roman meget tør og kedelig; der var en hel masse facts og ikke særlig meget handling. Jeg ville gerne vide mere om kvindernes egentlige liv. Jeg var ikke så interesseret i selve livet med krigen udenom dem. Bogens fokus var på A, hvor jeg ville have det på B. Så enkelt kan det faktisk siges.

Jeg kunne sagtens finde på, at anbefale begge bøger. Bare fordi, jeg ikke selv brød mig om dem, betyder det ikke, at jeg ikke kan se, at de har deres berettigelse. Jeg er f.eks. sikker på, at min far ville synes om Hidden Figures, mens S måske ville kunne lide Illuminae. Jeg er også meget taknemmelig over at have modtaget bøgerne fra forlagene, og man kan jo ikke ramme plet hver gang. Der er en læser til hver en bog, tænker jeg.

Destination Thailand (The Lonely Hearts Travel Club #1)

Destination Thailand – Katy Collins – The Lonely Hearts Travel Club #1 – 320 sider

Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic.

Letlæst og underholdende – på trods af klicheerne
Det er utroligt hvor hyggelig en bog kan være, uden at den som sådan bidrager med noget nyt eller vil noget særligt. Jeg var faktisk temmelig begejstret for denne her lille sag, som underholdt mig godt, mens regnen bare silede ned herhjemme – ja og sneen med for den sags skyld! Det var dejligt at få noget af sydens varme, også selvom det kun var på bogform. Jeg kunne næsten se de små hyggelige oaser for mig, mens jeg læste den. Det er en af bogens største styrker. Det var nu ikke fordi, den var skrevet helt specielt godt, men der var noget over beskrivelserne, som bare var nemt at sætte sig ind i og forestille sig.
Tempomæssigt var det utroligt, hvad man kunne nå på så relativt få sider. Det gik stærkt, men uden at jeg føler, jeg gik glip af noget. Jeg nåede aldrig rigtig at nå at kede mig, for der skete hele tiden noget, hvilket vel passede meget godt til Katys rejseliv.

De ting, Katy oplever, kan nok bedst af alt beskrives som klicheer, men det var faktisk okay. Nogen gange har man ikke brug for, at der bliver tilføjet alt muligt nyt. Og sådan er det nok lidt med den her genre; Det er trygt at vide, hvad der nogenlunde kommer til at ske. Dog var jeg lidt træt af den måde, hvorpå kærligheden udviklede sig. Det var tydeligt fra side et, at det skulle gå sådan, og det var altså lidt ærgerligt. Det var netop her, historien kunne have overrasket og udforsket noget mere.

Katy var en ok hovedperson og jeg kunne også meget godt lide hendes veninde Maria. Resten af personerne var lidt svære at komme ind under huden på, men det giver jo lidt sig selv, når hun rejser sådan rundt. Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at vi havde set lidt mere til et par stykker af dem hun mødte først i bogen. Jeg var ikke så glad for hendes mor, hun blev lidt for mor-agtig. Det er fint, hun er lidt nervøs og påpasselig, men Katy er en voksen kvinde. Hendes mor behøver ikke sidde og være belærende og overbeskyttende. Det klædte hende i hvert fald ikke.

Bogen fungerer fint som selvstændig roman, og jeg har lidt svært ved at se, hvorfor det skal være en serie. Jeg ved godt, det kan handle om, at det er baseret lidt på forfatterens eget liv, men jeg har det alligevel lidt underligt med det. Jeg synes, bogen står stærkt nok i sig selv.

Katy Collins blev svigtet og forladt ved alteret af sin kommende mand. Forvirret og med et knust hjerte sagde hun sit job, i PR-afdelingen i Manchester Airport, op, solgte sin bil og sit hus og købte en enkeltbillet til Sydøstasien. Hvad hun ikke vidste var, at hendes backpackerrejse til Thailand, Indien og Nepal, ville ende med at opfylde hendes barndoms drøm … at blive forfatter. Under sin rejse begyndte hun at skrive en blog Not Wed or Dead, mest for at opdatere sin familie og venner om sine eventyr. Den voksede hurtigt og hun fik e-mails fra folk, der beundrede hendes mod og læste hendes blog som inspiration. Katy begyndte at skrive flere af sine erfaringen og oplevelser ned og nogle få kapitler blev snart en hel roman. Katy har siden sin rejse i Asien rejst rundt i Sydamerika og har i de seneste to år boet i Frankrig, hvor hun underviser i engelsk. Nu synes hun, at hendes ex’s svigt, er det bedste der nogensinde er sket for hende. En øjenåbner, der fik hende til at leve livet fuldt ud.

Release

Release – Patrick Ness – 289 sider

Anmeldereksemplar fra Gyldendal.

Poetisk historie med noget på hjerte, men uden en slutning
Jeg har ventet med længsel på den her bog. Endelig er den her. Og den er…interessant. Jeg kan rigtig godt lide manden med pennen, men her må jeg indrømme, at jeg faktisk blev lidt skuffet. Jeg var vild med starten, men midten føltes lidt flad og slutningen tror jeg ikke, jeg fangede. Det var en nedadgående kurve for mig.

Bogens første side var magisk, men det synes jeg, man selv skal finde ud af hvorfor. Jeg skruede straks forventningerne op, og det var nok en fejl. I hvert fald synes jeg ikke, at resten af bogen kunne leve helt op til det. Der var for meget frem og tilbage mellem Adams kammerater.

Adams familie føltes meget ensidige og på en eller anden måde kan jeg ikke lade være med at tænke, at det gjorde Adam egentlig også. Han prøvede jo ikke at ændre noget, han antog bare, at “sådan er de”. Og det brød jeg mig egentlig ikke om. Jeg er med på, at han står i en rigtig svær situation, men jeg synes bare samtidig ikke, at han gør særlig meget selv, for at ændre den. Men okay, nu følger vi ham jo næsten kun i en enkelt dag. Og jeg kan da godt se, at det er, hvad man nok bedst betegner som en lortedag.

Selve oplevelsen faldt lidt til jorden for mig. Jeg ved ikke rigtig, om jeg har forstået slutningen. Jeg læste den et par gange, men jeg er stadig i tvivl om, hvad der sker. Det får mig faktisk til at føle mig dum. Jeg mangler en eller anden form for forløsning. Det kan godt være, det bare er mig, der ikke har fanget den…

Alligevel synes jeg, bogen fortjener de tre stjerner. For det er ikke en dårlig bog. Den er skrevet på en rigtig fin måde, og jeg kunne godt lide, hvordan der var to parallelle historier hele vejen igennem. De passede rigtig fint sammen og supplerede hinanden godt. Og så var der også bare så mange fine formuleringer. Når man tager det og kombinerer med en okay historie, så synes jeg faktisk, det er en fin lille bog.

RELEASE er den mest personlige roman, Patrick Ness har skrevet. Det er en rørende historie om 17-årige Adam, som prøver at acceptere sig selv som homoseksuel i en ekstremt religiøs familie. Adams far, den lokale præst, vil ikke have en søn, som er bøsse.
Adams tidligere kæreste, Enzo, siger, at det de havde sammen ikke var rigtig kærlighed.
Adams bedste ven, Angela, som er en af de få, der elsker og accepterer ham, er ved at flytte til Holland.
På ét døgn bliver Adam konfronteret med alle de ting, som gør allermest ondt, men inden solen står op, sker der noget, som giver ham styrken til at give slip på smerten og se på sig selv på en ny måde. Imens Adam prøver at finde sin identitet, prøver et magtfuldt væsen fra underverdenen at hjælpe en forvirret og vildfaren sjæl til at give slip.
RELEASE er en smuk og velskrevet sammenfletning af disse parallelle historier, der på hver deres måde omhandler en frigørelse / det at give slip.

XY (Kærlighed og identitet #2)

XY – Nicole Boyle Rødtnes – Kærlighed og identitet #2 – 240 sider

Anmeldereksemplar fra Alvilda.

Køn og identitet. To ting, der er meget oppe at vende for tiden. Nicole Boyle Rødtnes har skrevet en bog om emnet, og den er særdeles vellykket. Den handler om pigen Asta, der som 15-årig finder ud af, at hun er XY-pige. Det betyder, at hun indtil nu er vokset op som pige, men at hun faktisk genetisk set er en dreng. Det er let at forestille sig, hvordan det må føles som om, hele ens liv er ved at gå i opløsning. I forvejen er det at være 15 ikke det nemmeste. Der sker så mange ting, både fysisk og psykisk. At få smidt sådan en bold i hovedet kan ikke være nemt, og det får da også Asta til at vakle. Nu skal hun lige pludselig finde ud af, hvem hun er uden for kønsrammerne. Vil hun være kvinde, vil hun være mand?

Hvem er vi i virkeligheden, hvis vi piller kønnet væk? Hvad identificerer vi os med? Det er nogle virkelig store spørgsmål bogen tager op, og det var utrolig interessant at læse om. For de fleste af os, er det nok ikke noget, vi egentlig har tænkt så meget over. Man bliver født som enten dreng eller pige, og så er det bare sådan det er. Det er ikke nødvendigvis noget, der bliver trukket ned over hovedet på os, men er det noget, vi overhovedet tager aktivt stilling til? Eller er vi bare det køn vi nu engang blev født som, uden at skænke det yderligere tanker? En slags passiv accept måske.

Jeg synes virkelig, det er et spændende emne bogen bringer op, og jeg har lyst til at lære meget mere om fænomenet. Hvis jeg skal sætte en finger på noget, så må det være, at bogen var for kort. Der kunne sagtens have været et par hundrede sider mere, jeg ville have slugt dem råt.

——————————————————————–

“‘Du har en tilstand, som vi kalder for XY-pige. Det betyder, at selvom du ser ud som en pige, så er du genetisk set faktisk en dreng,’ siger hun.
Ordene snor sig i mit hoved. Vikler sig sammen til små eksplosioner, der efterlader sorte huller i mine tanker. Det giver ingen mening. Jeg skulle have været en dreng, men blev en pige. Min krop har leget gemmeleg i 15 år og skjult, hvad den er. Selv for mig. Mest for mig.”

Da Asta som 15-årig får meldingen om, at hun er en XY-pige og derfor genetisk set en dreng, falder hendes verden sammen. Hun kæmper med vrede og selvmordstanker – men så møder hun Christoffer. Han har selv forsøgt at begå selvmord, og med ham kan hun tale om alt det, som de andre ikke forstår. Langsomt forelsker Asta sig i Christoffer. Men kan man elske uden køn?
underskrift