Interview med Elle Kennedy

Om bare to dage udkommer Kamp til stregen, bog fire i Off-Campus serien, på dansk. Det er en fantastisk serie, synes jeg! Derfor er jeg også superglad for at kunne fortælle, at jeg har fået lov at stille Elle Kennedy nogle spørgsmål

Hi Elle. I’m so happy to have you here! Let’s just get right into it. The Goal is releasing in Denmark on March 15th. If you had to describe the book using just three words, what would you say?

Sexy, heartwarming, funny.

Are there any “easter eggs” in your books? Little things that only a few will notice?

Not really, unless you count appearances from characters from previous books.

The series was recently released with the Danish covers in the US. What in particular did you love about the Danish covers, and did you have a say in them yourself?

One of the things I loved about the Danish covers was they were unique, and much different than what we usually see here in North America. They don’t scream “romance novel” when you glance at them, making them more friendly to people who like to read outside the home. My say in foreign edition covers is pretty small, but I had no problems when they were shown to me. I adored them and thought they would be perfect for the print editions here in North America!

The New Adult genre is still pretty new. What makes this genre different and why do you think we need it?

New Adult is great in that it’s very relatable for a lot of people. It’s an age in our lives where we’re still discovering a lot about who we are and an opportunity for our first love.

What’s next from you?

A bit of everything! A new Off-Campus spin-off is starting this year, I’ve got the last book in my Killer Instincts series coming out in April, and I’ve got a couple books I’m writing with Sarina Bowen and as Erin Watt with Jen Frederick!

If we can’t wait that long, what are three books you recommend we check out to pass the time?

Sacked by Jen Frederick (also NA sports romance), Good Boy (co-written with Sarina Bowen), and anything by Danielle Steel!

Thank you so much Elle. It was a pleasure!

Thanks for having me!

————

Glæder du dig også til afslutningen på serien? 

Adventskalender #4 + konkurrence

I løbet af de fire adventssøndage vil jeg sætte fokus på danske ungdomsforfattere. Det gør jeg i samarbejde med fire forskellige forfattere, og i dag kan i møde Maria Simonsen. Hun er forfatteren bag Giza og marionetterne.

22567173I landet Saga er magi kun forbeholdt mænd. De drenge, der har magiske evner, får adgang til Temperskolen, hvor der undervises i alt fra sværdkamp og ridning til magi. Men en dag sker det utænkelige – en pige ved navn Giza modtager det magiske tegn.
For Giza betyder hendes nyfundne magiske evner, at hun pludselig kastes ud i livet på en drengeskole – som den eneste pige.
Samtidig skaber en række mystiske dødsfald blandt adelen, utryghed og panik i Sagas hovedstad.
Inden Giza får set sig om, er hun godt og grundigt rodet ind i både mordmysterier og uhyggelige gamle sagn, der måske er mere virkelige, end hun tør forestille sig
.

Din bog ’Giza og marionetterne’ beskæftiger sig med en pige, der bliver forviklet ind i en drengeverden. Hvad har dine tanker været omkring dette tema? Kønsroller er jo noget, der er meget debat om i øjeblikket.
Det er egentlig ikke for at blande mig i kønsrolle-debatten eller skrive om kvindeundertrykkelse, at jeg har ladet Giza dumpe ned i et drengeunivers. For mig er Giza nemlig ikke nogen rødstrømpe. Hun er blot stædig som bare pokker, og hun hader at blive sat i bås. Når det er sagt, så er det dog ikke nogen hemmelighed, at kønsroller altid har interesseret mig, og at jeg hellere læser om kvinder, der tager sværdet i egen hånd end om skrøbelige ungmøer, der venter på at blive reddet.

Landet Saga, byen Carus, skolen Temper, pigen Giza. Du benytter dig meget af specielle navne. Er der en dybere mening med det?
Der er ikke nogen dybere mening med de navne jeg bruger i bogen. Men jeg bruger meget lang tid på at finde det helt rigtige navn. Det er vigtigt for mig, at det er kort, letafkodeligt, og passer på karakterens personlighed. Fx navnet “Narax” fandt jeg på, fordi jeg havde brug for et navn, der var en smule skørt, men stadig lå let i munden, når det blev læst højt. Rubens navn derimod skulle være lidt mere adeligt og fornemt, og jeg tænkte, at Ruben ledte mine tanker hen på en rubin. Gizas navn faldt jeg for, fordi jeg havde brug for et navn, der var feminint, men stærkt og solidt – hvilket mindede mig om egyptens dronninger.

Flere bogbloggere har sammenlignet din bog lidt med Tamora Pierces serie om Alanna. Hvilke forfattere søger du mest inspiration hos? Er Pierce en af dem?
Jeg er vokset op med Tamora Pierces bøger. Jeg lånte dem på skolebiblioteket – gerne en hel serie adgangen – og læste dem om og om igen, og det er slet ingen hemmelighed, at “Alanna”-bøgerne har inspireret mig til at skrive om Giza.
Derudover henter jeg inspiration fra alt jeg ser på tv, læser og lytter til af musik. Det kan være alt fra en sjov vendning, et navn eller bidder fra en dialog, som sætter nogle tanker i gang.

Det er mit indtryk, at forfatteres skriveproces er meget forskellig. Hvordan ser din typisk ud?
Min skriveproces er altid frygtelig rodet. Når jeg opfinder historien, så tvinger jeg aldrig mig selv til at skrive – jeg skriver, når jeg ikke kan lade være. Der kan derfor sagtens gå flere uger mellem jeg får nedfældet noget som helst. Når plottet så er på plads, så har jeg (i et anfald af selvindsigt) indført en fast skrivetime, hvor jeg en time om dagen SKAL sidde med mit manus foran mig. Det kan enten være for at læse i det, rette korrektur, eller tilføje eller slette hele scener.

Ved du altid, hvor historien skal ende, eller skriver den sig selv?
“Giza og Marionetterne” skrev ret meget sig selv. Jeg havde en idé om, hvor den skulle ende henne, men jeg havde ikke nogen fast rute for, hvordan jeg skulle komme derhen. Jeg lod ret meget figurerne og dialogerne lede mig hen mod målet. Selvom det er en dejlig fantasifuld måde at skrive på, er det også virkelig frustrerende, da historien risikerer at bugte sig ud i en blindgryde, hvorefter der ikke er andet for end at slette og rette til – og den proces kan derefter gentage sig selv om og om igen.

Og så fem hurtige…

Sommer eller vinter?
Sommer

Sophie Kinsella eller Stephen King?
Stephen King

Biograf eller teater?
Teater

Skov eller strand?
Skov

Charter eller storbyferie?
Storbyferie

 

Du kan i dag vinde et eksemplar af Giza og marionetterne. Alt du skal gøre, er at svare på, om du får risalamande eller risengrød til dessert juleaften. Og huske lige at skrive din mail også! :) Konkurrencen er åben for alle med dansk adresse. Sidste chance for at deltage, er søndag d. 28/12 kl. 9.

Glædelig jul!

Adventskalender #3

I løbet af de fire adventssøndage vil jeg sætte fokus på danske ungdomsforfattere. Det gør jeg i samarbejde med fire forskellige forfattere, og i dag kan i møde Carina Evytt. Hun er netop nu aktuel med bogen Den Fredløse, som de fleste af jer nok allerede har set og beundret.

23214821Storbondens datter, Anna, og den unge tater, Rham, har begge svært ved at affinde sig med de forventninger som omgivelserne stiller til dem. Anna vil ikke giftes og have børn, og Rham vil ikke underkaste sig autoriteterne.
Et moderløst enhjørningeføl knytter bånd imellem dem, og på tværs af race og klasseskel oplever de for første gang forståelse og accept.
Men samtidig kommer en veltalende politiker til magten ved at sprede had og frygt blandt sine tilhængere med beskrivelser af taterne som tyve, mordere og hekse, som skal holdes nede med hård hånd. Dette bringer Rham i problemer med myndighederne, og Anna i problemer med naboerne da hun vælger at tage afstand fra fremmedhadet.
Snart må de begge indse at selv en drøm har sin pris, og deres forhold får så vidtrækkende konsekvenser at det trækker spor, ikke kun i Anna og Rhams liv, men i hele landsdelen det følgende årti
.

 

Du er lige nu aktuel med fantasyromanen ’Den fredløse.’ Hvordan adskiller den sig fra de øvrige romaner du har skrevet?
Hovedsageligt netop ved at den er fantasy hvor hovedparten af mine tidligere romaner er horror.
’Den fredløse’ foregår desuden i et gammeldags miljø og har to ret drømmende personer i hovedrollerne, så sprogligt er den lidt blødere og mere beskrivende end de andre som foregår i vores verden og tid.

Når historien er eviggyldig, bliver sted og tid ligegyldig.”Sådan beskrives din roman på Tellerups hjemmeside. Det kunne godt lede tankerne lidt hen på Romeo & Julie. Er det en inspirationskilde du har brugt? Hvor bliver du ellers inspireret henne?
Det er bogens indledende sætning, og tanken bag er at man ikke skal gå så meget op i hvor og hvornår den foregår, for tid- og stedfæstelse kan lægge en afstand til selve historien.
Miljøet minder meget om et bondesamfund i Nordens middelalder, men historiens konflikter er rent menneskelige og kunne lige så godt foregå i vore dage. I ’Den fredløse’ straffes de anderledes og de oprørske med heksebål, pisk og gabestok. Det er vi da heldigvis holdt op med i vores del af verden, men frygten for de mennesker vi ikke forstår, er stadig den samme, en fjer kan stadig blive til fem høns, og vi kan stadig blive grebet af lynch-stemning – eller måske bare vende ryggen til uretfærdigheder i stedet for at gribe ind.
Så nej, sætningen har ikke noget med Romeo & Julie at gøre. ’Den fredløse’ er også en kærlighedshistorie, men den er inspireret af frihed. Drømmen om frihed, oplevelsen af den, og alle de store og små ting i hverdagen som begrænser den.

Hvilke tanker har du gjort dig om det at skrive en ”historisk” fantasy roman, frem for en ren historisk roman?
Til at begynde med: Ikke en eneste.
For mig var det selve fortællingen der var det vigtige. Historien ville simpelthen ud, og så måtte genrebestemmelsen komme bagefter. Her måtte jeg så til gengæld også tænke det grundigt igennem.
Enhjørningerne gør den selvfølgelig til fantasy, men omvendt er enhjørningerne historiens eneste fantasy-element, og ikke engang magiske i historiens verden, så det ville være oplagt at omskrive dem til vilde heste og rette romanen ind til en rent historisk roman. Troede jeg.
Det viste sig dog meget hurtigt, at udover en ekstrem indre modvilje mod at opgive enhjørningerne, ville fortællingen være dybt urealistisk hvis jeg skulle holde mig til historiske facts. Det krævede nemlig ikke megen research at opdage at de tilstande som jeg beskriver for taterne i denne roman, er det rene vand sammenlignet med den historiske virkelighed.
I virkelighedens Norden havde taterne (sigøjnerne) slet ikke rettigheder som mennesker. De blev betragtet som en laverestående art, og det var endda lovligt at jage og dræbe dem for sportens skyld. Selv under de mest tolerante forhold var det almuens – de etniske skandinavers – ret at straffe enhver forbrydelse, opdigtet eller reel, med en hvilken som helst straf som almuen måtte finde retfærdig eller måske bare underholdende.
Under de vilkår ville den ene hovedperson næppe have overlevet længere end til side 20.

Rigtig mange (også jeg!) har beundret coveret på bogen. Har du selv været med inde over det? Hvad synes du selv om resultatet?
Jeg har selv været inde over i den udstrækning at jeg kunne sige ja eller nej til forslag og skitser, men jeg har vist ikke sagt nej en eneste gang i processen.
Selve idéen til lay out’et var min forlæggers, som syntes at coveret skulle udstråle noget gammeldags og eventyrligt. I stedet for at give den et moderne cover med modelbilleder ville han have den til at ligne en læderindbundet bog fra ’gamle dage’.
Herfra overtog forlagets grafikere, Henriette Hesselholdt og Danielle Finster som har lavet henholdsvis grafisk opsætning og cover, og efter min mening har de lavet den smukkeste bog nogensinde. Første gang jeg så den i virkeligheden, turde jeg dårligt røre den af frygt for at svine den til, og hele designet er gennemarbejdet helt ned i detaljerne. For eksempel starter hvert kapitel med ekstra stort begyndelsesbogstav som man ser det i gamle bøger.
Så jeg er vildt begejstret over resultatet og dybt beæret over at de har gjort så meget ud af bogen. Nu håber jeg så bare at historien kan leve op til det.

Det er mit indtryk, at forfatteres skriveproces er meget forskellig. Hvordan ser din typisk ud?
Min skriveproces er forholdsvis struktureret.
Tidligere havde jeg stort set hele plottet – i grove træk – i hovedet fordi jeg var bange for at skriftlig planlægning ville ødelægge kreativiteten i skrivefasen, men efter en skriveblokering for nogle år siden er jeg begyndt at bruge sceneoversigt og persongalleri.
Begge dele er dog i konstant udvikling på den måde at de til at begynde med er ret hullede og grove, men som historien skrider frem, og personerne bliver levende for mig, kommer der flere detaljer på.
Som hovedregel er sceneoversigten kun vejledende. Der er nogle punkter som historien skal igennem, men hvordan personerne kommer derhen, må ’de’ selv bestemme. På den måde er skrivefasen stadig kreativ, men jeg slipper for at skulle holde styr på samtlige detaljer i hovedet.

Ved du altid, hvor historien skal ende, eller skriver den sig selv?
Både og.
I ’Den fredløse’ var slutningen en del af den allerførste idé, så jeg vidste det på forhånd fordi den skrev sig selv.
Sådan er det i måske 8 ud af 10 tilfælde. Jeg kender sjældent slutningen i detaljer, men jeg har en idé om hvor jeg skal hen, og for det meste har jeg skrevet de sidste sider når jeg er omkring halvvejs i romanen i kronologisk rækkefølge.
Pudsigt nok oplever jeg tit at de sidste sider indeholder en overraskelse for mig selv, og den overraskelse er så selvfølgelig med til at forme plottet gennem historien.

Og så fem hurtige…

Sommer eller vinter?
Begge og ingen af dem. Min yndlingsårstid er efteråret, men en af de ting jeg elsker ved at bo i Danmark, er netop årstidernes skiften.

Sophie Kinsella eller Stephen King?
Stephen King fra 70érne og 80érne.
Jeg må tilstå at jeg ikke aner hvem Sophie Kinsella er.

Biograf eller teater?
Begge dele, men jeg kommer yderst sjældent i teateret.

Skov eller strand?
Helt klart skov. Jeg er vokset op i et skovløberhus ved Gribskov i Nordsjælland, så for mig er skoven et fristed hvor jeg kan genoplade batterierne.

Charter eller storbyferie?
Ingen af delene. Vi er ikke særligt gode til at holde ferie på ét sted, så vi foretrækker bilferie. Som regel ved vi nogenlunde hvor vi skal hen, men ruten bliver lagt på vejen, så når vi står op om morgenen, ved vi sjældent hvor vi er om aftenen.

Adventskalender #2 + konkurrence

I løbet af de fire adventssøndage vil jeg sætte fokus på danske ungdomsforfattere. Det gør jeg i samarbejde med fire forskellige forfattere, og i dag kan i møde Camilla Wandahl. Hun har skrevet en hel del bøger:

  • Veninder for altid 1-7
  • Søstre på de syv have 1-6
  • Et blodigt spil
  • Hjerte i vente
  • Så fandens forelsket
  • Ask konge taber
  • Havets tåre 1-2 – og en 3’er på vej
  • Som en tikken under huden

Den her post indeholder først forfatterinterview med Camilla Wandahl, dernæst en anmeldelse af Havets tåre #1 og til sidst en konkurrence.

Forfatterinterview

47171_4077_f0161165e42c4e9990c5a4a881b71e51_originalDin serie ’Havets Tåre’ handler om havfruer, men for mig var de meget unikke og lidt vampyr-agtige. Hvor kom den idé fra?

Faktisk startede historien om Lejla med at være en historie om en pige, der forelskede sig i en vampyr på et krydstogtskib. Senere blev han til en af ”Havets Sønner” (dog med ben) og først i anden version af romanen blev han en mere klassisk havmand med hale. Så man kan sige, at vampyr-idéen faktisk kom før havfrue-ideen! Jeg er dog meget glad for, at det er havfruer, jeg skriver om nu. Jeg elsker Twilight og Vampire Diaries, men jeg synes, der er virkelig mange vampyr-historier derude, så jeg føler mig lidt mere fri, når jeg skriver og researcher omkring havfruer og sirener. Jeg har også altid holdt meget af eventyret om Den Lille Havfrue (fx skrev jeg opgave om det i 10. klasse, hvor jeg sammenlignede Disneys version med H. C. Andersens version), så det har nok også spillet lidt ind på valg af paranormale væsner. Det er nemlig ikke første gang, jeg skriver historier, der foregår under havets overflade. Det er bare første gang, jeg får udgivet en af historierneJ

Jeg har beskrevet processen med at finde på bogen og havfolkene mere uddybet på min blog i indlæggene ”Sådan fandt jeg på Havets Tåre” del 1 og 2. (Se indlæggende her og her.)

Den handler også meget om valg; hvem er man, hvem vil man gerne være, skal man vælge den ene eller anden vej. Hvilke tanker har du gjort dig omkring det tema?

Temaerne og budskaberne i mine romaner dukker ofte frem undervejs i skrivningen uden at jeg helt er klar over det. De følger jo ofte hovedpersonen (i dette tilfælde Lejla), og man kan vel i og for sig se hendes møde med havriget som et møde med ”voksenlivets” kærligheds og ansvarsområder og samtidig – især i bog 1 – som hendes måde at deale med sin angst og forældrenes skilsmisse på, hvis man gerne vil være analyseagtig. Men den slags overvejer jeg ikke, når jeg skriver. Der skriver jeg bare en historie, jeg synes er spændende om en person, jeg kan lide at fortælle om/ud fra. Og Lejla havde en ret stærk stemme, som det var super let at få til at flyde.

Jeg nød bogen, og læste den rigtig hurtigt, men jeg har indtryk af, at mange er lidt tilbageholden, da det virker som om, målgruppen for bogen er relativt ung. Hvad tror du, de ældre læsere kan få ud af din bog?

Jeg får mange breve fra læsere på 10-12 år, der er vilde med Havets Tåre, fordi den rummer nogle af de samme emner og samme type kærlighedshistorie som de længere paranormale romancer, men er lettere at gå til, da den er kortere. Jeg kan godt forstå, at ældre læsere gerne vil have en længere bog med et større univers at fordybe sig i. Det vil jeg jo også gerne selv, når jeg skriver, men den slags romaner er der jo mange af derude, fx kan jeg anbefale ”Unearthly”-serien om engle eller TV-serien om Vampire Diaries. Havets Tåre-serien har fra første idé været tiltænkt et format, der var lidt lettere at læse, så det har faktisk aldrig været et valg for mig, om jeg skulle skrive Lejlas historie ”letlæst” eller som YA. Den har hele tiden været i den form, den er nu.

Til gengæld vil jeg sige, at hvis man læser alle tre bøger i serien i træk (den 3. bog kommer til februar), så vil man selvfølgelig få et mere uddybet univers med en større kærlighedshistorie, flere kampe og mere af livet under havet. Og de tre bøger kunne vel i princippet have været udgivet samlet som én YA-bog. Personligt er jeg især glad for sirenerne; fugleagtige kvinder, der stjæler havfruers stemmer. Sirenen Silja er én af mine yndlings-karakterer fra mine egne bøger, og det var faktisk hende der primært drev min skrivelyst fremad i bog 2!

Men der er helt klart stof til flere bøger om livet under havet, og jeg kan ikke udelukke, at jeg en dag skriver en ”rigtig” YA om havfruer. Til gengæld kan jeg med meget stor sikkerhed sige, at Lejla og Seths historie slutter i ”Sjælens Bånd”, og at der ikke kommer flere bøger i dén serie. Selvom jeg godt ved, at man aldrig skal sige aldrigJ

Du er aktuel med en ny bog, ’Som en tikken under huden.’ Hvordan adskiller den sig fra hvad du ellers har skrevet?

”Som en tikken under huden” er langt mere poetisk og sprogligt ambitiøs end mine tidligere romaner. Den tager tråden op efter min debut ”Hjerte i vente” (2009) og efterskole-romanen ”Ask Konge Taber” (2013), og der er også en karakter (Mads), der går igen i gennem alle tre bøger. Men ”Som en tikken under huden” er anderledes, fordi jeg har arbejdet meget lyrisk med den. Den er enormt flowbaseret skrevet, og følger Vårs tanker ekstremt tæt. Vår er en pige, der løber på kanten af afgrunden, og da jeg skrev bogen, var jeg især optaget af at skildre det manipulerende forhold til hendes storesøster Idun og til T, som hun møder ude i skoven, og som kommer til at få ret stor betydning for hendes valg i forhold til livet og den spiseforstyrrelse, hun er på vej ud i.

Men når det er sagt, så er det næsten altid karaktererne og deres følelser og relationer, der interesserer mig, når jeg skriver, uanset om det er tweenbøger som ”Veninder for altid”, havfrue-romancer som ”Havets Tåre” eller ungdomsromaner som ”Som en tikken under huden”.

Det er mit indtryk, at forfatteres skriveproces er meget forskellig. Hvordan ser din typisk ud?

Det er forskelligt fra bog til bog. Men jeg ELSKER hurtigskrivning og alle former for powerwriting/friskrivning/uscensureret skrivning (kært barn har mange navne …). Jeg laver mange 20-minutters skrivninger, hvor ”alt er tilladt” for at finde mine hovedpersoners fortællerstemme. Sommetider kan jeg bruge disse skriveøvelser (fx bliver vandmands-scenen i ”Som en tikken under huden” ofte rost, og det var faktisk den første rigtige hurtigskrivning jeg lavede på dén roman, som jeg så selvfølgelig har redigeret efterfølgende), andre gange passer det slet ikke ind i den færdige bog (fx havde jeg en del scener med en ond havheks fra de første skriveøvelser på ”Havets Tåre”, og dem fik jeg slet ikke brug for). Så jeg kan virkelig anbefale at sætte sit ur på 20 minutter og så bare skrive derudad og se, hvad der kommer på papiret. Hellere skrive forkerte, mærkelige, dårlige ord end ingen ord. For de indfanger ofte en stemning, et glimt af en karakter eller et stykke sprogtone alligevel!

Men mere konkret kan jeg sige, at jeg altid skriver et ret hurtigt, råt første-udkast af mine bøger, som jeg så sender til mine redaktører. De kommer så med (ofte en hel masse!) kommentarer, og så skriver jeg manus i gennem igen, og igen, og igen … Det er en lang proces. ”Havets Tåre” var fx i gennem fem gennemskrivninger. Til gengæld behøvede 3. bog i serien (”Sjælens Bånd”) kun tre gennemskrivninger, for der kendte jeg universet, havfolket, magien – og jeg vidste, hvad historien skulle ende med.

Ved du altid, hvor historien skal ende, eller skriver den sig selv?

Det er forskelligt. I de fleste historier ved jeg, om de får hinanden/om de gode vinder/om hovedpersonen overlever – altså de allerstørste ting i slutningen. Men jeg ved ikke, hvordan det sker, og hvad der undervejs sker med bipersonerne. Fx var det nogle andre, der kom til at lade livet i ”Sjælens Bånd”, end jeg havde regnet med! Og det opdagede jeg først midt i kampens hede, da de forkerte personer begyndte at dø – og overleve. Og sådan synes jeg egentlig det er fint nok, at det er. For så kan jeg også selv blive lidt overrasket over handlingen!

Jeg har dog også prøvet at skrive mere efter en plan, da jeg skrev letlæsningsserien ”Søstre på De Syv Have”, for her var det vigtigt for mig, at hver bog sluttede med en cliffhanger, og at der var en tydelig overordnet historie (at Vana og Sam skulle redde deres mor fra Isheksen). Jeg planlagde hele serien samt hver enkelt bog efter ”The heroes journey” – men der endte også med at ske ting undervejs, som jeg ikke havde planlagt.

Og så fem hurtige…

Sommer eller vinter?

Jeg kan lide begge årstider. Men jeg elsker vinter-landskaber. Jeg var på Grønland sidste år, hvilket gav stor inspiration til både ”Som en tikken under huden”, ”Sjælens Bånd” og ”Den Iskolde Heks”.

Sophie Kinsella eller Stephen King?

Helt sikkert Sophie Kinsella! Jeg er vild med hendes bøger, det er faktisk nogle af de eneste bøger, der får mig til at grine højlydt. Mange ser dem som useriøs ”chick-lit”, men jeg synes bøgerne har masser at byde på. Ofte handler de om en kvinde med lavt selvværd, der finder ud af, at hun faktisk er dygtig til sit fag – samtidig med at hun kommer ud for en masse sjove oplevelser og møder kærligheden. LIGE noget for mig! Den eneste bog jeg har turdet læse af Stephen King er ”Om at skrive”, som jeg også gerne vil anbefale. Jeg gik engang i gang med en af hans gysere, som i øvrigt var enormt velskrevet. Men jeg nåede ikke engang hundrede sider ind i den, så syntes jeg stemningen var ALT for uhyggelig og måtte aflevere den igenJ

Biograf eller teater?

Jeg ELSKER musicals. Især i teatret. Og især Phantom of The Opera. Men jeg er nu også vild med en god biograf-film. Og der er større udvalg!

Skov eller strand?

Skov, helt sikkert. Jeg går LANGE ture med min hund i skoven. Jeg elsker skoven på alle årstider, faktisk især efterår – og vinter, når isen sætter sig som bjælder i min hunds pels (det elsker han dog ikke). Strande synes jeg er meget smukke, og vandet er rart at bade i, hvis det er meget varmt. Men jeg synes godt sand kan være ret irriterende, og på en strand er det ligesom alle vegneJ

Charter eller storbyferie?

Så må det nok blive charter. Jeg har været på mange charmerende rejser i Grækenland og middelhavs-området med charter. Storby synes jeg tit bliver noget med en masse stress og biler, men jeg har ladet mig fortælle, at det bare er fordi jeg ikke finder de rigtige (hyggelige) gader. Så måske har jeg glæden ved storby-fænomenet til gode! Aller-helst vil jeg rejse i de nordiske lande; Grønland, Island og Norge er mine seneste rejsemål. Jeg drømmer også om at se Alaska, Færøerne og Svalbard. Jeg kan godt lide den rå natur og synes, at den giver rigtig meget inspiration til min skrivning.

 

Anmeldelse

18624349Havets tåre – Camilla Wandahl – Camilla Wandahl #1 – 142 sider – Forum

Der kom et tidspunkt, hvor alt mistede sin betydning, og verden blev farveløs.
Det begyndte helt klart d. 19. juli, da jeg druknede.
Lejla drages til havet. Selv om det skræmmer hende. Det er, som om det kalder på hende. Samtidig er der noget mystisk over den lækre Seth, der ikke vil have, at
hun nærmer sig vandet. Havets Tåre er en overnaturlig kærlighedshistorie. Om at drukne uden at dø. Om at dø uden havet. Tror du på havfruer?

• • •

Den her bog var så meget bedre, end jeg troede, den ville være.

Den havde kærlighed, venskab, teenageproblemer osv.
Det vigtige når man læser den her bog er, at man hele tiden husker på, at den er skrevet for et yngre publikum. Det har betydning for handlingen, fordi alting sker meget hurtigt og uden de store baggrundsinformationer. Som voksen vil man gerne, at bogen er mere forklarende og lidt længere, men når den er skrevet til en ung målgruppe, så er det selvfølgelig nød til at være sådan her. Da jeg var 13, ville jeg jo også selv gerne have mine bøger korte og hurtige, og jeg ved, at jeg ville have elsket den her. Skrivestilen er simpelthen bare så fin og simpel, lige som det skal være.

Selve historien er rigtig god. Jeg har aldrig rigtig været fan af havfruer, så jeg blev virkelig glad over at se måden, hvorpå det fungerede i den her bog. Det var en helt speciel vampyr-havmænd-race, som jeg virkelig var vild med. Det var en rigtig godt udtænkt måde at behandle havfolk på.

Fantastisk bog. Jeg vil helt afgjort læse resten af serien.

ny4

 

Konkurrence

23400091Sammen med Camilla Wandahl udlodder jeg et eksemplar af Som en tikken under huden. Bogen lyder rigtig spændende, og jeg har den også selv liggende og vente til jeg får tid efter jul. Jeg tør næsten godt love, at det er en god og hurtig læseoplevelse.
Hvis du gerne vil være med i konkurrencen om et eksemplar, så skal du skrive en kommentar, hvor du kommenterer på anmeldelsen eller interviewet – og husk din mail!
Konkurrencen løber indtil næste søndag, 14/12, kl. 9, hvor jeg trækker en heldig vinder. Svarer vinderen ikke tilbage på mailen indenfor 48 timer, trækker jeg en ny vinder.
For at deltage, skal du have dansk adresse.

Held og lykke! :)

 

Adventskalender #1

I løbet af de fire adventssøndage vil jeg sætte fokus på danske ungdomsforfattere. Det gør jeg i samarbejde med fire forskellige forfattere, og i dag kan i møde Ken Brerup, som jeg har interviewet til bloggen. Han er aktuel med bøgerne om Landet Armgard.

 

1629711Om bogen:
 Den som magter sværdet, er sværdets herre. Sværdet, finder selv sin herre. Sværdet, kan kun styres af denne ene. Denne ene, er en sand krigsherre. Han har et rent hjerte. Sværdet, kan forvandles ved tankens kraft. Sværdet, kan læse dets herres tanker. Jo stærkere hans tanker er, jo stærkere er sværdet. Han er sværdet værdigt, sværdet er ham værdigt. Sammen er de uovervindelige …
Ondskaben har hersket, i femtusind år i landet Armgard.
Som barn finder Farron en skjult hule, men et uventet angreb fra skovens mest frygtede dyr, gør at han ikke kommer derned. Igennem hele livet trækker ukendte kræfter i hans indre for at lokke ham ned i den mystiske hule. Men først som voksen, kommer han endelig derned, sammen med Modjo – hans bedste ven. I hulen finder de sværdet, der som det eneste, har de kræfter der skal til for at dræbe ondskabens hersker – Dragan fra Morg. Med det magiske sværd i deres besiddelse, tager de kampen op mod ondskaben. En lang og hård kamp mod Morgs rædselsregime, venter dem forude.

Den som magter sværdet, er sværdets herre. Sværdet, finder selv sin herre. Sværdet, kan kun styres af denne ene. Denne ene, er en sand krigsherre. Han har et rent hjerte. Sværdet, kan forvandles ved tankens kraft. Sværdet, kan læse dets herres tanker. Jo stærkere hans tanker er, jo stærkere er sværdet. Han er sværdet værdigt, sværdet er ham værdigt. Sammen er de uovervindelige …

Ondskaben har hersket, i femtusind år i landet Armgard.

Som barn finder Farron en skjult hule, men et uventet angreb fra skovens mest frygtede dyr, gør at han ikke kommer derned. Igennem hele livet trækker ukendte kræfter i hans indre for at lokke ham ned i den mystiske hule. Men først som voksen, kommer han endelig derned, sammen med Modjo – hans bedste ven. I hulen finder de sværdet, der som det eneste, har de kræfter der skal til for at dræbe ondskabens hersker – Dragan fra Morg. Med det magiske sværd i deres besiddelse, tager de kampen op mod ondskaben. En lang og hård kamp mod Morgs rædselsregime, venter dem forude.

– See more at: http://www.arnoldbusck.dk/boeger/skoenlitteratur/korgon-det-magiske-svaerd#sthash.gxkD0l1Y.dpuf

Den som magter sværdet, er sværdets herre. Sværdet, finder selv sin herre. Sværdet, kan kun styres af denne ene. Denne ene, er en sand krigsherre. Han har et rent hjerte. Sværdet, kan forvandles ved tankens kraft. Sværdet, kan læse dets herres tanker. Jo stærkere hans tanker er, jo stærkere er sværdet. Han er sværdet værdigt, sværdet er ham værdigt. Sammen er de uovervindelige …

Ondskaben har hersket, i femtusind år i landet Armgard.

Som barn finder Farron en skjult hule, men et uventet angreb fra skovens mest frygtede dyr, gør at han ikke kommer derned. Igennem hele livet trækker ukendte kræfter i hans indre for at lokke ham ned i den mystiske hule. Men først som voksen, kommer han endelig derned, sammen med Modjo – hans bedste ven. I hulen finder de sværdet, der som det eneste, har de kræfter der skal til for at dræbe ondskabens hersker – Dragan fra Morg. Med det magiske sværd i deres besiddelse, tager de kampen op mod ondskaben. En lang og hård kamp mod Morgs rædselsregime, venter dem forude.

– See more at: http://www.arnoldbusck.dk/boeger/skoenlitteratur/korgon-det-magiske-svaerd#sthash.gxkD0l1Y.dpuf

Den som magter sværdet, er sværdets herre. Sværdet, finder selv sin herre. Sværdet, kan kun styres af denne ene. Denne ene, er en sand krigsherre. Han har et rent hjerte. Sværdet, kan forvandles ved tankens kraft. Sværdet, kan læse dets herres tanker. Jo stærkere hans tanker er, jo stærkere er sværdet. Han er sværdet værdigt, sværdet er ham værdigt. Sammen er de uovervindelige …

Ondskaben har hersket, i femtusind år i landet Armgard.

Som barn finder Farron en skjult hule, men et uventet angreb fra skovens mest frygtede dyr, gør at han ikke kommer derned. Igennem hele livet trækker ukendte kræfter i hans indre for at lokke ham ned i den mystiske hule. Men først som voksen, kommer han endelig derned, sammen med Modjo – hans bedste ven. I hulen finder de sværdet, der som det eneste, har de kræfter der skal til for at dræbe ondskabens hersker – Dragan fra Morg. Med det magiske sværd i deres besiddelse, tager de kampen op mod ondskaben. En lang og hård kamp mod Morgs rædselsregime, venter dem forude.

– See more at: http://www.arnoldbusck.dk/boeger/skoenlitteratur/korgon-det-magiske-svaerd#sthash.gxkD0l1Y.dpuf

 

Du har skrevet fantasyromanen ’Landet Armgard – Korgon, Det magiske sværd.’ Hvem henvender bogen sig til?
Den henvender sig til fantasy elskere i alle aldre. Skal jeg sætte tal på, bliver det fra 10 år og opefter. Jeg er inspireret af Ringenes Herre, men har tilføjet mere magi, og hele tiden arbejdet med det i mente, at tilføje fantasygenren nyt .

Hvor mange bind har du planlagt i serien?
Det bliver en trilogi. 2 bind i serien om Landet Armgard, Krystalstjernenes Hemmelighed, er allerede udgivet. På nuværende tidspunk knokler jeg med Bind 3, og er mere end halvvejs. Planen er, at den udgives i efteråret 2015.

Når det er sagt, vil jeg ikke udelukke, at der kan komme en efterfølger, og der er også en mulighed for skrive forhistorien, der er grundlaget for denne trilogi.

Du står selv for det hele ved bogen. Hvad har været det sværeste ved det?
Det sværeste er hele processen, efter bogen er skrevet og udgivet. Det at få bogen ud i medierne, som reelt er der hvor bogen skal sælges, har været en umulighed. Ikke så meget som én anmeldelse i en avis eller lignende har jeg kunne få. Som selvudgiver, er man af mange etablerede anmeldere, allerede dømt på forhånd. Og det gør det meget svært, at få en fod inden for i den branche, jeg brænder for.

Og så må jeg tilføje, at det grammatiske ikke er min stærke side, der har jeg fået stor hjælp udefra.

Kan du i tre sætninger fortælle, hvorfor folk skal læse din bog?
En fantastisk historie, der på personskildringen er dyb, og leder læseren gennem et levende univers af magi, og kampen mellem det gode og det onde.
Trilogien bringer – i alle tre bind – nyt til fantasygenren. Læseren vil opleve fantasy og ikke mindst væsner, der ikke før er set.
Læseren kommer ikke til at kede sig. Der sker hele tiden noget nyt, historien udvikler sig til det sidste, også i slutningen af bind 3.

Det er mit indtryk, at forfatteres skriveproces er meget forskellig. Hvordan ser din typisk ud?
Jeg må indrømme, at jeg stadig ikke har fundet den skriveproces, der passer til mig. For mig har denne historie været en læringsrejse i det at skrive bøger. Nu er jeg i gang med bind 3, og begår stadig fejl. I netop bind 3, er det vigtigt at tråde samles og at de hænger sammen i en lige linje. Derfor har jeg sprunget rundt i historien, og har skrevet hvor trådende nu hørte til. Det er jeg stadig i tvivl om, er den rigtige måde for mig at arbejde på.

Ved du altid, hvor historien skal ende, eller skriver den sig selv?
Jeg har altid en lille idé om, hvilken retning jeg skal bevæge mig i. Nej, slutningen og idéerne kommer hen ad vejen. Da jeg gik i gang med at skrive trilogien om, Landet Armgard, arbejde jeg ud fra en enkelt og meget simpel idé, om det her sværd, der er magisk. Jeg anede ikke på daværende tidspunkt, hvor den skulle ende. Kun fornemmelsen om, hvilken historie det skulle være, satte mig i gang. Og derefter har historien skrevet sig selv.

Og så fem hurtige…

Sommer eller vinter? Sommer.

Sophie Kinsella eller Stephen King? Stephen King.

Biograf eller teater? Biograf.

Skov eller strand? Skov.

Charter eller storbyferie? Den er svær og ikke hurtig. Elsker begge dele, og jeg bliver nød til at tilføje – bilferie.

Læserinterview med Christina Bonde

I forbindelse med #bogbloggertræf, fik I læsere mulighed for at stille spørgsmål til forfatter Christina Bonde. I dette indlæg bringer jeg så svarene.

 

Hvor henter du inspiration til dine bøger?

Inspirationen henter jeg først og fremmest i mit eget personlige liv. Som regel skriver jeg om emner, der optager mig meget, eller som på den ene eller anden måde har påvirket det liv, jeg lever. Personlig indlevelse får, efter min overbevisning, det fiktive univers til at fremstå mere levende og troværdigt, og så brænder jeg for at skrive fantasy, der fortæller den dystre historie på et inderligt, poetisk sprog.

Har du altid vidst, at du ville være forfatter eller drømte du oprindeligt om en anden karriere?

Faktisk anede jeg ikke, hvad jeg ville. Jeg har altid elsket at skrive, men det med at blive forfatter virkede så uopnåeligt, at jeg aldrig overvejede muligheden seriøst. Humanismen har altid interesseret mig, hvorfor jeg valgte at læse til sygeplejerske. Men det var ikke mit ’kald’, som det er for mange sygeplejersker. Følelsen af at være landet på præcis den rette hylde kom først til mig den dag, jeg for alvor gik i gang med at skrive. Nu fortryder jeg kun, at jeg ikke sprang ud i det lidt før.

Er du forfatter på fuld tid? Hvis ja, hvilke overvejelser gjorde du dig, inden du tog valget?

Nej, jeg er ikke forfatter på fuld tid. Ikke endnu. Men muligheden er, at jeg i perioder kan sætte mit selvstændige erhverv på standby, hvorved jeg kan skrive på fuld tid. Det er ikke nogen guldgrube at være dansk forfatter. Der skal arbejdes virkelig, virkelig hårdt, hvis man ligefrem skal kunne leve af at skrive, og presset må være enormt. Men for mig lever drømmen da i bedste velgående.

Hvad tænker du om konceptet bogbloggere? Har det ændret din karriere og dit syn på læsning?

Jeg synes, det er fantastisk, at der findes ildsjæle, som bare gerne vil dele ud af deres passion for litteraturen. Det er modigt at turde sige sin mening i det offentlige rum, og det er skønt og inspirerende at følge alle de anmeldelser og kreative indlæg, der bliver postet.

For mig har bogbloggerne betydet, at mit arbejde er blevet bedømt af et kræsent publikum. Det giver mig et realistisk billede af, hvordan mine bøger kan klare sig på det danske bogmarked og samtidig en bedømmelse af mit arbejde op imod forfattere, som jeg selv nærer dyb respekt for. Personligt ser jeg bogbloggerne lidt som en slags censorer, der skal bedømme mit eksamensprojekt. Som forfatter går man ofte til eksamen. Ikke mindst, har den omtale og opmærksomhed, som bogbloggerne skaber, en indflydelse, når det gælder markedsføring.

Bogbloggertræf Aalborg 2014 019

Læsning er blevet en meget offentlig ting. Vi bloggere deler vores anmeldelser og tanker om bøgerne på blogs, goodreads og sociale medier. Generelt ved ALLE, hvad alle mener om bøgerne. Føler du som skribent, at presset på dig er øget, fordi du pludselig måles og vejes på en anden måde?

Jeg prøver at lade være med at lade mig påvirke. Jeg gik ind i det her med en holdning om, at jeg ville følge min egen mavefornemmelse og skrive, først og fremmest, for min egen skyld. Jeg ændrer ikke min måde at skrive på, fordi ordene skal være offentlige eller skal behage mit publikum. Enten kan man lide, hvad man læser, eller også kan man ikke – det er en ærlig sag. Men det er da klart, at jeg forsøger at tage ved lære. Hvad er det læserne gerne vil have mere af? Hvad fænger?

Og jo, præstationsangsten stikker da også sit grumme ansigt frem for mig i ny og næ. Da jeg skrev Nattens Sanger, forestillede jeg mig aldrig, at der var nogen, som skulle læse historien – jeg skrev udelukkende for min egen fornøjelses skyld. Nu ved jeg, at mine historier måske vil blive læst, hvorfor jeg gerne vil gøre mig umage, og så ender man nogle gange med at spænde ben for sig selv i stedet. Essensen må være, at jeg bliver ved med at skrive, fordi det gør mig glad, og fordi jeg ikke kan lade værre. Hvis mine skriverier så tilmed er til glæde og inspiration for andre, så bliver det da ikke meget bedre.

Nogle af os holder selv af at skrive. Hvad gav dig idéen til din serie, og hvis du skulle give et råd eller to til os, der lige mangler den gode historie, hvad skulle det så være?

Når jeg skriver, så udspringer tanken altid af min interesse for et emne eller en ide, som jeg simpelthen ikke kan slippe, men i stedet må gennemarbejde og forfølge ved at lave research og beskrive mine opdagelser med mine egne ord. Ideen bag Nattens Sanger kom først og fremmest af min lyst til at skrive en vampyrhistorie, men også at se nærmere på skæbnebegrebet. Samtidig bar jeg rundt på en stor sorg, som jeg havde behov for at bearbejde. Ord er et magtfuldt redskab til selverkendelse.

Så mit bedste råd er: Lad værre med at påtage dig at skrive noget, som du ikke føler noget for. Det bliver aldrig ægte. Erkend, hvad det er, du brænder for at fortælle og byg din historie op omkring det. At være forfatter er en konstant søgen efter inspiration – efter åbenbaring. Start med at søge inde i dig selv.
I samme forbindelse trak vi til #bogbloggertræf lod om den samlede trilogi, og vinderspørgsmålet blev “Hvad tænker du om konceptet bogbloggere? Har det ændret din karriere og dit syn på læsning?,” som er stillet af Xenia.

Tusind tak til Christina Bonde, og til Jer der stillede spørgsmål! :)

Forfatterinterview: Mads Peder Nordbo

Efter at have læst og anmeldt Odins labyrint, har jeg været så heldig at få bloggens første forfatterinterview i hus. Forfatteren bag bogen, Mads Peder Nordbo, har nemlig sagt ja, til at være med. 




Til dem der sidder derude og ikke har læst Odins Labyrint endnu, hvordan vil du så sælge den?
Jeg synes, at alle bogglade mennesker skal læse min roman, fordi den kan så mange ting, at den på en eller anden måde favner de fleste læsere. Som anmelderen på litteratursiden.dk skrev det, så ”trækker romanen på virkemidler fra flere genrer, nemlig den gotiske genre med gamle herresæder, fugtige kældre og en dyster stemning, spændingsgenren og den historiske roman.”
Det synes jeg, anmelderen har helt ret i. Mens jeg skrev bogen, havde jeg faktisk selv svært ved at lægge mig fast på én genre, og nu, hvor jeg får anmeldelser, kan jeg se hvorfor. Nogle læser ’Odins labyrint’ som en medrivende spændingsroman andre som både mørke og kærlige fortællinger om mennesker, mens helt tredje oplever den som en indføring i den nordiske kulturs oprindelse, og det er jo pragtfuldt, at en bog kan favne så bredt.
 
Var selve handlingen eller karaktererne det vigtigste for dig? Og vidste du hele tiden, hvor det skulle ende?
Ja, jeg vidste fra starten af, hvor det hele skulle ende, men det endte bare ikke dér. Undervejs i arbejdet med bogen gik det op for mig, at det mest fantastiske ved at skrive en roman er at skabe liv i sine personer. Jeg kom til at holde af dem alle sammen, og flere gange lod jeg mig overraske af deres handlinger, selvom det ikke burde være muligt, når det hele ret beset lå i mine egne tanker. Ikke desto mindre overraskede mine personer mig flere gange, og det var jeg ret vild med. Når ens personer på den måde lever på egen hånd i tankerne, så sker det jo, at de ændrer handlingen, og det er derfor, at slutningen blev, som den blev, men som du selv skriver i din anmeldelse, så kunne den ikke have været anderledes. 
 
Huset i London er beskrevet rigtig godt, hvor fik du inspirationen fra?
En stor forkærlighed for London, ja nok alt der er klassisk britisk. Jeg er stor fan af engelsk litteratur lige fra Blake, Austen og Brontë til Forster og Lewis. I mine drømme bor jeg på et ældre engelsk gods – og det skal helst være et, hvor tiden har stået stille og spøgelserne flokkes ved midnat. 
 
Hvilken del holdt du mest af at skrive og hvilken var den sværeste?
Jeg synes ikke rigtig, at jeg har oplevet noget af det som svært. Jeg har hele tiden vidst, hvor jeg ville hen, og de gange, hvor det som nævnt har ændret sig undervejs, er jeg altid blevet så begejstret over de nye muligheder, at jeg bare har skrevet endnu hurtigere. Der har dog været udfordringer undervejs; som f.eks. det med at få alt til at gå op og passe sammen. Jeg har i perioder haft et helt værelse klistret til med gule sedler og noter, men det var nu mere spændende, end det var svært.
Ja, hvad holdt jeg mon mest af? Jeg holdt jo ret beset af at skrive det hele. Jeg elsker virkelig min bog og bliver meget, meget glad, hver gang en læser er god ved den. Hvis jeg skal pege på noget, som jeg var ekstra glad for at skrive, så ender jeg nok hos Rottbøll og Charlotte i Botanisk Have i 1897 samt beskrivelserne af Whitmores hus og husets spøgelse, Skyggen. Min indre Jane Austen og indre Diane Setterfield er langt større end min indre Dan Brown; det er der bare ikke så mange, der har opdaget endnu.
 
Med lidt god vilje kunne man godt forestille sig en bog, der tager fat hvor denne slap. Er det planen på længere sigt?
Nej, det vil ikke ske. Jeg synes, at det vil ødelægge bogen, hvis jeg fortæller folk, hvordan slutningen skal tolkes, og det ville jeg gøre, hvis der var en 2’er. Jeg har derimod planer om at lave to ’forudgående’ bøger, hvor vi tager det samme emne med tilbage til dets samtid omkring Gorm den Gamles død år 958 samt Odin-folkets indvandring i Norden omkring år 0, men det er et par ret store projekter, så de skal nok ligge og trække ord et par år endnu.
 
Kan du allerede nu fortælle noget om din næste bog?
Ja, en hel masse, da jeg netop har haft sendt min synopsis + kapitel 1 og kapitel 19 til forlaget og fået fine ord retur, men jeg tror, jeg er nødt til at holde lidt igen i forhold til alle andre, da jeg nødigt vil afsløre for meget, og min synopsis samt kapitlerne fra min anden roman er meget afslørende.
Jeg kan dog med ro i sjælen afsløre, at titlen bliver ’Gudspartiklen’ og at der blandt andet arbejdes med nuancerne og kræfterne i begreber som: ’tid og rum’,’ liv og død’ samt ’savn og kærlighed’. Selvom jeg holder meget af at kredse stille og roligt om de enkelte personers liv og psyke, så vil ’Gudspartiklen’ ligesom ’Odins labyrint’ ende som en såkaldt spændingsroman. I ’Gudspartiklen’ møder vi både politiet og en FN-agent samt skubbes rundt mellem børnedrab, overfald, koncentrationslejre og human trafficking for i sidste ende at blive en del af en flugt fra København over Etiopien til Nigeria … og så er der lige den lille krølle med Niels Bohrs atommodel, superstrengene og Pagtens Ark i Aksum. Der bliver nok at holde styr på … både for mig og for læserne;)
Mere vil jeg ikke sige nu, men jeg vil være så frejdig at tilbyde denne blogs skribent at læse med, og så kan hun jo (også uden at røbe for meget) sige videre, om det virker lovende i hendes øjne.




Jeg vil gerne sige tusind tak til Mads Peder Nordbo, for at være med. I kan besøge hans hjemmeside her og se hans facebookside her.