XY (Kærlighed og identitet #2)

XY – Nicole Boyle Rødtnes – Kærlighed og identitet #2 – 240 sider

Anmeldereksemplar fra Alvilda.

Køn og identitet. To ting, der er meget oppe at vende for tiden. Nicole Boyle Rødtnes har skrevet en bog om emnet, og den er særdeles vellykket. Den handler om pigen Asta, der som 15-årig finder ud af, at hun er XY-pige. Det betyder, at hun indtil nu er vokset op som pige, men at hun faktisk genetisk set er en dreng. Det er let at forestille sig, hvordan det må føles som om, hele ens liv er ved at gå i opløsning. I forvejen er det at være 15 ikke det nemmeste. Der sker så mange ting, både fysisk og psykisk. At få smidt sådan en bold i hovedet kan ikke være nemt, og det får da også Asta til at vakle. Nu skal hun lige pludselig finde ud af, hvem hun er uden for kønsrammerne. Vil hun være kvinde, vil hun være mand?

Hvem er vi i virkeligheden, hvis vi piller kønnet væk? Hvad identificerer vi os med? Det er nogle virkelig store spørgsmål bogen tager op, og det var utrolig interessant at læse om. For de fleste af os, er det nok ikke noget, vi egentlig har tænkt så meget over. Man bliver født som enten dreng eller pige, og så er det bare sådan det er. Det er ikke nødvendigvis noget, der bliver trukket ned over hovedet på os, men er det noget, vi overhovedet tager aktivt stilling til? Eller er vi bare det køn vi nu engang blev født som, uden at skænke det yderligere tanker? En slags passiv accept måske.

Jeg synes virkelig, det er et spændende emne bogen bringer op, og jeg har lyst til at lære meget mere om fænomenet. Hvis jeg skal sætte en finger på noget, så må det være, at bogen var for kort. Der kunne sagtens have været et par hundrede sider mere, jeg ville have slugt dem råt.

——————————————————————–

“‘Du har en tilstand, som vi kalder for XY-pige. Det betyder, at selvom du ser ud som en pige, så er du genetisk set faktisk en dreng,’ siger hun.
Ordene snor sig i mit hoved. Vikler sig sammen til små eksplosioner, der efterlader sorte huller i mine tanker. Det giver ingen mening. Jeg skulle have været en dreng, men blev en pige. Min krop har leget gemmeleg i 15 år og skjult, hvad den er. Selv for mig. Mest for mig.”

Da Asta som 15-årig får meldingen om, at hun er en XY-pige og derfor genetisk set en dreng, falder hendes verden sammen. Hun kæmper med vrede og selvmordstanker – men så møder hun Christoffer. Han har selv forsøgt at begå selvmord, og med ham kan hun tale om alt det, som de andre ikke forstår. Langsomt forelsker Asta sig i Christoffer. Men kan man elske uden køn?
underskrift

Soldaterne (Sagaen om Talon #3)

Soldaterne – Julie Kagawa – Sagaen om Talon #3 – 335 sider

Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic.

Lang fortælling om trekantsdrama uden særlig meget drage-action
Efter at have vendt sidste side i den her bog, sidder jeg tilbage med en øv-følelse. Man kunne have gjort så meget med historien, men i stedet fokuserer man på trekantsdramaet. Det bliver mere og mere udtalt og det er altså bare for meget. Det her er en serie om drager! Om et stort politisk magtspil og meget mere, og så hører vi om, at Ember er så forelsket i de her to fyre, og hvordan skal hun nu vælge? Øv!! Det interesserede mig virkelig bare ikke, tværtimod. Jeg ville mene, der var vigtigere ting at fokusere på. Hvis det skal være med, så kunne det have været en sidehistorie. Så tror jeg, jeg havde holdt mere af den her bog.

Persongalleriet bliver udvidet, og det kunne jeg godt lide. Jeg var ret glad for de nye personer, der pludselig fik en rolle i historien, de bidrog positivt til min oplevelse. Desværre er det faktisk også noget af det eneste, der faldt i min smag i den her bog. Ja og så Wes selvfølgelig, men han fylder bare forbavsende lidt.

Jeg synes helt ærligt, at den her bog var ret kedelig. Der skete ikke særlig meget på de 300 sider. Det var meget føle-føle, og jeg synes bare, der var potentiale til så meget mere. Jeg vil gerne læse videre i serien, fordi jeg håber, Kagawa vil udforske drageuniverset meget mere, og måske lade trekantsdramaet glide lidt i baggrunden. Det startede så godt, så jeg håber, det vil fortsætte lige så godt i de sidste to bøger. Jeg håber, at det bare er den her midterste bog, der føles lidt overflødig.

Ember Hill fik et valg. Trygheden hos drageorganisationen Talon, eller et liv som udstødt og jaget for evigt. I stedet for at blive en morder i Talons tjeneste, valgte hun at slutte sig til Riley og hans oprørere. Nu har hun mistet kontakten med sin tvillingebror Dante, der er loyal over for Talon, samt med Garrett, soldaten der ændrede hendes syn på sine egne menneskelige side.
Mens Ember og Riley gemmer sig og samler kræfter, rejser Garret alene til Storbritannien, til det sted hvor den hemmelige og urgamle Sankt Georg-orden blev grundlagt. Der vil han udspionere sine tidligere allierede, og afsløre dødbringende hemmeligheder, som vil rystebåde dragerne og dragedræbernes verden i deres grundvold.
Nu, hvor Talon rejser sig igen, er de alle i fare.

Falling Into Us (Falling #2)

Falling Into Us – Jasinda Wilder – Falling #2 – 515 sider

Halvt YA, halvt NA
Jeg ville så gerne have elsket den her bog, men helt ærligt, så er jeg altså skuffet. Jeg var vild med bog et, så jeg havde forventet mig en del af denne, men den havde fejl. For mange fejl.

Først og fremmest, så var skrivestilen bare…underlig? Der var mange ord der gik igen og det var relativt svært at skelne, hvem der talte hvornår.

Vi følger Becca og Jason da de er 16 og hold nu op, hvor fyldte det bare meget i bogen! Hele 48% for nu at være præcis. Det var alt, alt for meget, og det virkede mest af alt som en anden YA contemporary bog. Det er der jo som sådan ikke noget galt med, men når bogen bliver solgt på at være NA, så var det bare ikke lige det, jeg havde forventet.

Den måde deres forældre behandlede dem komplet modsat af hinanden på, det virkede tvunget og ikke særlig naturligt. Altså, var det nødvendigt for at fortælle denne historie? Kunne det ikke have været gjort lidt mere naturligt?

Og så er der slutningen. Hold da op, der fik forfatteren travlt. Jeg forstår slet ikke, hvorfor vi skulle læse så mange sider om deres forelskelse i starten. Selve konflikten, twistet og slutningen var mast ind på ganske få sider set i forhold til baggrundshistorien, og det skulle i virkeligheden have været omvendt, hvis man spørger mig.

Og så er der slutningen. Meget kan siges, men jeg vælger at gå med et enkelt ord: Nej.
Det var alt for meget og jeg kunne ikke andet end at ryste på hovedet. Hvis man gerne vil vide præcis hvad jeg taler om, så kan man læse det i min engelske anmeldelse her (tryk på spoiler tagget – for det er en stor spoiler!).

Hvorfor har jeg så givet bogen tre stjerner? Tja, jeg kunne virkelig godt lide hovedpersonerne. Jeg connectede med dem, jeg følte deres smerte og deres glæder. Jeg kunne ikke lade være med at føle noget. Og på trods af bogens fejl, så nød jeg den stadig, især sidste halvdel. Jeg har også stadig planer om at læse videre i serien. Og det er derfor jeg stadig synes, bogen fortjener de tre stjerner.
Nu er jeg spændt på, hvem vi kommer til at følge i bog tre.

ny3

THE STORY YOU THOUGHT YOU KNEW…

When Kyle Calloway died, he took a part of Nell with him. She wasn’t the only one left to pick up the pieces, however; Kyle’s death left a gaping hole in the hearts and lives of his parents and his older brother Colton, and ultimately broke the will of the girl he loved.

THE STORY YOU NEVER IMAGINED…

Becca de Rosa is Nell’s best friend. When Kyle died, Nell was so devastated that no one could reach her, not even her best friend Becca. As she tries to help Nell through her grief, Becca’s own life is thrust into turmoil, and everything she knows is changed.

Jason Dorsey asked Nell out the week after her sixteenth birthday, but that date never happened. Instead, he ended up going out with Nell’s best friend, Becca. He had no way of knowing, then, how that one date would send him on a life-long journey with Becca. He had no way of knowing the tragedies and triumphs he would experience, or that in Becca, he might find the love of a lifetime.

THE HEARTACHE YOU’LL NEVER FORGET…
underskrift

Lærlingen (Rizzoli & Isles #2)

Lærlingen – Tess Gerritsen – Rizzoli & Isles #2 – 347 sider

Anmeldereksemplar fra Jentas.

Jeg mistænkte alle, men havde alligevel en god oplevelse.
Jeg var fuld af forventning, da jeg gik i gang med denne her bog. Jeg har tidligere læst bind et og elleve, og hvor første bog tog mig med storm, blev jeg skuffet over nr. elleve. Som jeg nævnte, skyldtes det, at jeg ikke kendte til de forudgående episoder mellem hovedpersonerne. Derfor så jeg frem til denne bog, hvor vi skulle møde dr. Isles.

Jeg var glad for at kunne konstatere, at denne bog var bedre end elleveren. Desværre var den ikke lige så god som den første. Den tabte mig ved at spille lidt for meget på “lad os skabe mystik og mistænkeliggøre alle.” Det irriterede mig lidt, at jeg hele tiden havde den følelse. Udover det, så kunne jeg godt lide handlingen, omend jeg dog synes, at vi snart skal udover det her med, at hovedpersonen altid skal komme i problemer. De to punkter er det der gør, at jeg ikke er helt med på denne her bog. Hovedplottet med drab og bortførelse, det holdt mig fanget, og det kunne jeg godt lide. Det var voldsomt, men det var også godt.

Skrivestilen fungerede rigtig fint, og det var nemt at følge med i historien. Jeg kunne godt lide, at bogens første kapitel starter med noget helt andet, end bogens øvrige kapitler. Det er ikke altid sådan noget fungerer, synes jeg, men det gjorde det altså i dette tilfælde. Faktisk var det med til at højne oplevelsen lidt, synes jeg.

Endelig fik jeg også mødt Isles sådan rigtigt. Kemien mellem hende og Rizzoli var der ikke rigtigt endnu, men de fungerer okay sammen. Kemien mellem Rizzoli og hendes makker var til gengæld virkelig god, og jeg kom sådan til at holde af de to som et team. Jeg håber virkelig, vi kommer til at se mere til dem.

Jeg er ikke nervøs for at komme igang med resten af bøgerne. Denne bog bekræfter mig i, at årsagen til min skuffelse over bog elleve var, at jeg ikke kunne følge med, fordi jeg ikke kendte historien. Derfor vil jeg også gerne læse resten, efterhånden som de kommer, så jeg kan lære Rizzoli og Isles endnu bedre at kende.

Det er en bagende hed sommer i Boston. Byens plager forstærkes yderligere af en række chokerende forbrydelser, som ender i bortførelse og død. Fremgangsmåden peger på én mand – ’Kirurgen’, seriemorderen Warren Hoyt, der er berygtet for delvist at dissekere sine ofre, og som nyligt er blevetsat bag tremmer.
Politiet kan kun formode, at en efterligner er på spil, en sindssyg person, der anvender de samme irurgiske teknikker, som den galning, han beundrer så højt, benyttede sig af. Det er i hvert fald det, Jane Rizzoli tror. Da hun igen tvinges til at stå ansigt til ansigt med den morder, der gav hende både fysiske og psykiske ar, er hun fast besluttet på at gøre en ende på Hoyt og hans grusomheder én gang for alle.
Men pludselig bliver Rizzoli selv et mål, da Hoyt undslipper fra fængslet og slutter sig til sin mystiske blodbror i en ondskabsfuld vendetta

Provinspis

Provinspis – Ditte Wiese – 232 sider

Anmeldereksemplar fra Carlsen.

Stærk debut der rammer de unges sprog lige på kornet
Lige siden jeg hørte, at den her roman ville komme til verden, har jeg glædet mig. Ikke bare sådan lidt, men virkelig, virkelig meget. Det er den danske bog, jeg har glædet mig mest til skulle udkomme i år. Og den skuffede mig absolut ikke.

Jeg blev glædeligt overrasket allerede på side et. Ja, faktisk første linje. Bogen var slet ikke det, jeg havde regnet med. Vores hovedpersoner er markant ældre, end hvad jeg ville have gættet på, så det var en øjeblikkelig overraskelse, jeg der fik mig. De opfører sig alle både dumt og fornuftigt på en gang, præcis ligesom de fleste unge mennesker. De kan ikke se, hvor meget de i virkeligheden spænder ben for sig selv af og til.

Bogen kan, for mig, deles op i to.
I første del blev jeg grebet af Ida og hendes drive. Hun var en virkelig stærk stemme og jeg kunne tydeligt fornemme hendes lyst til – og mod på – livet. Og Jon. Åh. Han tog mig med storm. Han var måske ikke lige sød altid, men hold nu op, hvor holdt jeg bare uendelig meget af ham.
Bogens anden del er lidt svær at snakke om af hensyn til potentielle spoilers, men jeg vil sige så meget, at jeg synes emnet blev behandlet på en rigtig fin måde, uden at blive belærende. Og det er noget, der i høj grad har manglet, synes jeg. Selve slutningen forestiller jeg mig vil dele folk op i to; de, der elsker den og de, der bliver træt af den. Jeg hører klart til første gruppe. Jeg synes, det var en rigtig god måde at slutte bogen af på. Ja faktisk synes jeg ikke, den kunne have sluttet anderledes. Jeg har i hvert fald svært ved at se hvordan. “Ja selvfølgelig”, var min tanke, da jeg nåede sidste linje.

Også sproget overraskede mig. Jeg er forundret over, hvor præcist Ditte rammer tonen i det unge sprog. Unges dialog må være noget af det sværeste at skrive, forestiller jeg mig, men det er virkelig ramt godt. Det bidrager til oplevelsen, og gør det endnu nemmere at fornemme personerne og hvor de kommer fra. Miljøbeskrivelserne er også ramt rigtig fint, og jeg kunne godt lide, hvordan der kun blev omtalt en brugs og ellers ikke noget med gågader, shopping og butikker. Jeg bor selv i en lillebitte flække med kun 1500 indbyggere, så vi har en købmand og en brugs. Ingen shopping. Med mindre man da kalder det for shopping at købe bøffer ved slagteren eller nipsting i genbrugen ;) Det jeg vil frem til er egentlig, at det er let at relatere til for mig. Sådan tror jeg mange vil have det, også selvom de kommer fra en større by, for man savner ikke alle de elementer, der kunne indgå. Man bemærker faktisk ikke, at de ikke er der. Det er bare en selvfølgelig, at sådan er Idas liv.

Generelt er det en rigtig stærk ny dansk stemme, der nu blander sig på YA scenen og jeg vil anbefale Provinspis til alle.

Ida lider af en alvorlig omgang bøhlandsblues. Der sker absolut INTET i det hul, hun bor i. Alle er som levende døde, der bare gør det, som alle andre gør. Drømmer om det, som alle andre drømmer om. Det er kun weekenderne, der giver kedsomheden modspil, og den kaster Ida sig grådigt over i en tåge af sex, sprut og stoffer.

Hun må væk. Ud. Bort. Provinsen er som kviksand: jo mere Ida kæmper imod, jo mere bliver hun trukket ned i et bundløst hul. Hvad gør man, når der er så meget at kæmpe imod? Når den største fjende … er en selv?

En bog om at finde et ståsted, når man er i frit fald.

underskrift

Gæsteindlæg: Sandra Schwartz – Om at skrive for unge

Så blev det onsdag og min tur til at overtage stafetten i vores lille temauge om læsevanskeligheder hos unge. Egentlig har jeg snydt lidt, for jeg har nemlig givet den videre til forfatter Sandra Schwartz, som har lavet et lille gæsteindlæg, hvor hun fortæller om det at skrive til unge, der har lidt svært ved det med at læse.

Billede fra Sandras hjemmeside.

Hvordan skriver man en bog, der er let at læse, men som samtidig har en handling som f.eks. en 15-årig er interesseret i?

Helt overordnet tror jeg, det handler det om at kende sin målgruppe. Og det gælder uanset om man skriver til børn, unge eller voksne, og uanset om det er letlæst eller ej.
Hvis man skal skrive til unge, skal man vide, hvad de går op i, hvordan deres hverdag ser ud, hvilke problemer de tumler med, hvordan de taler, hvad de taler om osv. Hvis man rammer plet på indhold, skal en bog nok fænge, uanset om den er letlæst eller ej.

For illustrere min pointe vil jeg nævne mine forfatterspirer. Det er unge mellem 11 og 18 år, som går til skrivning hos mig på Valby Bibliotek. De er hverken læse- eller skriveudfordrede.
Da mine letlæste ungdomsbøger Klamt kys og Festen udkom på Alinea i efteråret, havde jeg dem med. Begge bøger er på 40 sider og fuldt illustrerede af Bodil Bang Heinemeier. De har stærke forsider og et appellerende graphic novel-agtigt look.
Det var Ikke, fordi jeg troede, de ville synes, bøgerne var særligt interessante. De læser jo bøger som Hunger Games, En mand der hedder Ove og Harry Potter.
Men jeg tog fejl. De slugte dem. Og de var vilde med dem. Noget af det flere af dem af sig selv fremhævede ved bøgerne var, at jeg rammer ungdomslivet rent og skriver om interessante temaer som overgreb, alkoholisme, mobning, fester, venskab og forelskelse.

Det er klart, at en letlæst historie er mere enkel i sit sprog og sin handling. Men det betyder ikke, at problemstillingerne ikke er komplekse. Det betyder blot, at de er formidlet i et sprog, der er let at forstå. Bare fordi en ung har svært ved at læse, er han eller hun jo ikke dum. Unge kan sagtens læse mellem linjerne, særligt når de også har illustrationer at støtte sig til.

Anbefalinger fra Sandra:

Zoom-serien som udkommer på Rosinante & Co., og bl.a. indeholder Havets tåre og Sandra egen bog, Sort Lucia. Du kan se titlerne i serien her.
Sort læseklub udkommer på Alinea og er en række bøger fra 12 år og op. Serien indeholder bl.a. Farligt spil og Sandras Klamt kys. Den serie kan du læse om her.

Derudover anbefaler Sandra følgende grafiske noveller:

Jeg er enig i, at selvom man måske ikke læser så godt, så er man jo ikke dum. Det handler meget om, ikke at tale ned til den unge, for som Sandra siger, så kan de jo godt læse mellem linjerne og forstå, hvad der sker. 

Jeg har faktisk ikke læst de grafiske noveller, som Sandra her anbefaler, så jeg skal da helt sikkert tjekke dem ud. Jeg håber også I fik lidt ud af Sandras skriv. I morgen kommer der et indlæg om hjælpemidler til læsningen ovre hos Karina på Crossing Journeys. Jeg håber, I også har lyst til at følge lidt med der.

Stort tak til Sandra, for at være med til at sætte fokus på temaet. Hvis I har lyst til at lære mere om hende og hendes bøger, så tjek hendes hjemmeside ud. I kan også følge hende på Instagram og Facebook.

Temauge: Læsevanskeligheder hos unge

Jeg er gået sammen med et par andre dygtige medbloggere om at køre et lille tema i næste uge. Vi vil gerne sætte fokus på læsevanskeligheder hos unge. Her kommer en lille præsentation af, hvad der kommer til at ske i løbet af ugen:

Mandag 27/3: Ea vil fortælle lidt om det at være ordblind og de barrierer, man støder på, når man har svært ved at læse. Hun vil også komme med et par anbefalinger af bøger. Det foregår på hendes blog Chamberlains Bookcorner.

Tirsdag 28/3: Sofie skriver om, hvordan man kan få adgang til lydbøger, og hvordan de kan være en vej ind i litteraturen. Det foregår på Bogslottet.

Onsdag 29/3: Jeg får besøg af forfatter Sandra Schwartz her på bloggen, som vil fortælle lidt om at skrive bøger, der er lette at læse, men som også har en handling, unge mennesker vil kunne lide.

Torsdag 30/3: Karina anbefaler nogle bøger, og fortæller om, hvilke hjælpemidler, der findes. Det foregår på Crossing Journeys.

Fredag 31/3: Malene og hendes kollegaer anbefaler bøger, som kan findes i boghandleren netop nu. Det kan du læse om på Wondrous Bibliophile.

Søndag 2/4: Rikke interviewer bibliotekar Lone Petersen om læsevanskeligheder hos unge, og bringer nogle anbefalinger. Det er på bloggen Flyv med mig.

Jeg håber, I har lyst til at følge lidt med på de forskellige blogs. Jeg er sikker på, der kommer nogle gode anbefalinger, tips og tricks, så du er godt klædt på næste gang, der kommer en med læsevanskeligheder og spørger efter anbefalinger eller råd.

Oprørerne (Sagaen om Talon #2)

Oprørerne – Julie Kagawa – Sagaen om Talon #2 – 400 sider

Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic.

Mere action, mindre kærlighed. En endnu bedre toer.
Bind to i Talon sagaen starter nogenlunde samme sted, som etteren sluttede. Men hvor etteren havde stort fokus på kærlighed, så havde bog to mere fokus på action og, som titlen afslører, oprør. Det var fedt at kunne mærke, at det faktisk var en bog, der handlede om drager. Min fornemmelse i bog et var, at de ikke fyldte særlig meget, men det blev der lavet om på her i bog to. Og det var rart. Nu var vi ligesom blevet introduceret til konceptet, så nu blev der kørt lidt mere på med handlingen og dragerne.

Skrivestilen var udemærket – og her er jeg nødt til også at nævne oversætter Didde Overgaard, som gjorde det virkelig godt. Der var flere gange undervejs, hvor jeg lagde mærke til det, og det sker ellers ikke så tit.
Bogen er skrevet på en måde, så det er nemt at leve sig ind i miljøet – hvad enten det er mørke labyrintgange eller tætpakkede hotelværelser. Desværre synes jeg synsvinklen skiftede for meget og for ofte, også selvom det ellers var nemt nok at skelne i sproget. Det skabte bare lidt uro i læsningen.

Handlingen tog fusen på mig en enkelt gang. Det ene plottwist havde jeg delvist regnet ud, men det andet? Det kom faktisk bag på mig. Og det var fedt! Jeg sad med åben mund og rystede på hovedet, og havde faktisk lidt svært ved at tro det. Det var ret fedt.
Persongalleriet er småt, og det gør, at det er let at holde styr på, hvem der er hvem – og særligt også, når der er flere navne tilknyttet hver karakter. Det var også hen mod slutningen af den her bog, at jeg begyndte at holde lidt af Wes, som vi ellers ikke har hørt meget til. Han har bare hele tiden været der og opført sig lidt træls. Sådan har jeg det slet ikke med ham længere.

Bogen sluttede ikke helt som jeg forventede, så jeg er straks gået i gang med næste bind, for at se, hvad der nu sker. Ikke fordi, jeg synes der var en stor cliffhanger, men fordi jeg bare ikke kunne lade være.

ny4

Desertør. Forræder. Oprører.
Ember Hill har forladt drageorganisationen Talon og har sluttet sig til oprørslederen Cobalt og hans folk. Men Ember kan ikke glemme Garret Xavier Sebastian, dragedræberen fra Sankt Georg ordenen, som svigtede sin mission – at udrydde hele Embers slægt, da han reddede hende fra en af Talons snigmordere og dermed underskrev sin egen dødsdom.
Fast besluttet på at redde Garret fra at blive henrettet, forsøger Ember at overbevise Cobalt om, at han skal hjælpe hende med at bryde ind i Sankt Georg ordenens hovedkvarter. De har flere snigmordere efter sig, og da de opdager, at Embers bror er en af dem, indser de, at de kan bruge Garret til deres egen fordel, for han kan bidrage med et helt nyt perspektiv i krigen mellem Talon og Sankt Georg-ordenen.
Men en ny sammensværgelse har set dagens lys, og hemmelighederne som begge sider skjuler er både chokerende og livsfarlige. Ember bliver nødt til at beslutte sig. Vil hun trække sig tilbage og vente til det rette øjeblik til at slå tilbage, eller skal hun starte en krig?

The Goal (Off-Campus #4)

The Goal – Elle Kennedy – Off-Campus #4 – 350 sider

Mr. Nice Guy, irriterende forældre og gentagelser. Alligevel en god afslutning.
Fjerde og sidste bind af Off-Campus serien skydes igang med at gentage en del af handlingen fra bog tre. Faktisk en temmelig stor del af den. Denne gang sker det dog med et andet sæt karakterer i hovedrollerne, og derfor gør det heller ikke helt så meget. Når sandheden skal frem, så var jeg desværre bare ikke lige så grebet af denne bog, som jeg har været af resten af serien. Faktisk føltes denne lidt lang og sløv set i forhold til de øvrige bøger.

Jeg var rigtig vild med Sabrina, jeg forstod hende godt. Det fremgår af Goodreads, at der var en del, der ikke var så vilde med hende, og det forstår jeg sådan set også godt. For mig fungerede hun. You either love her or you hate her. Hendes historie var – og er – grum, og jeg græmmes over det bare ved at tænke på det. Ham Ray der, han er da godt nok et svin hva’?! Og det er det faktisk som om, han ikke er den eneste “rigtige voksne” der er. Jeg forstod slet ikke, hvad meningen med Tuckers mor var. Han omtales som noget af en mama’s boy, og han elsker sin mor rigtig højt, det er sådan set også fint nok, men jeg forstår ikke hvorfor! Desværre får jeg kun et negativt indtryk af hende i bogen, og jeg har svært ved at forstå, hvorfor hun bliver portræteret på den måde, når nu hun er så stor en del af Tuckers liv. Det synes jeg er rigtig ærgerligt.
Tucker var okay som hovedperson, men jeg følte ikke, at han havde den helt store historie at byde på, andet end være Mr. Nice Guy. Jeg havde nok forventet mig lidt mere af ham, fordi man jo er vant til, at der altid er “et eller andet” med personerne og deres historie – også hockey-drengene. Sabrina overgik Tucker på så mange punkter, og derfor var hun også mere interessant at læse om, og kunne lettere holde mig fanget end han kunne.

Som altid fik Elle Kennedy mig til at grine og hun fik mig søreme også næsten til at græde. Hun skriver i så levende et sprog, at jeg bare ikke kan lade være med at føle for personerne. Det er varieret og spændende.
Plotmæssigt var det hele måske lige let nok, her tænker jeg på “det store twist.” Jeg tænker, at det bare er lidt for oplagt og nemt at gå med dén løsning, når det er fjerde og sidste bog. Jeg har næsten lyst til at sige, at man så det komme. Det gjorde jeg nok ikke helt, men jeg var heller ikke helt blown away over det. Til gengæld kunne jeg godt lide måden det blev håndteret på, jeg synes virkelig det blev gjort godt, om end jeg godt kunne have brugt lidt mere indblik i tankerne bag. Det er lidt svært at tale om, når ikke man kan afsløre noget :P

Alt i alt en udemærket afslutning, og selvom det er seriens svageste bog, så er den stadig ret god og værd at læse. Og psst! Elle Kennedy har røbet, at der kommer en spin-off engang ;)

ny4

She’s good at achieving her goals…
College senior Sabrina James has her whole future planned out: graduate from college, kick butt in law school, and land a high-paying job at a cutthroat firm. Her path to escaping her shameful past certainly doesn’t include a gorgeous hockey player who believes in love at first sight. One night of sizzling heat and surprising tenderness is all she’s willing to give John Tucker, but sometimes, one night is all it takes for your entire life to change.

But the game just got a whole lot more complicated…
Tucker believes being a team player is as important as being the star. On the ice, he’s fine staying out of the spotlight, but when it comes to becoming a daddy at the age of twenty-two, he refuses to be a bench warmer. It doesn’t hurt that the soon-to-be mother of his child is beautiful, whip-smart, and keeps him on his toes. The problem is, Sabrina’s heart is locked up tight, and the fiery brunette is too stubborn to accept his help. If he wants a life with the woman of his dreams, he’ll have to convince her that some goals can only be made with an assist.

Boghunden i Italien – del 1

I de måneder, jeg holdt pause her fra bloggen, er der sket rigtig mange ting. Bl.a. er jeg blevet færdiguddannet som bibliotekar. Og så har jeg været ude at rejse med S. Vi var i Italien henover nytåret. Det er første gang jeg har holdt nytår i udlandet, men ikke nødvendigvis sidste gang.

Vi tog afsted fra mine forældre i Fredericia kl. lidt i fire om morgenen d. 31. december. Der var godt nok ikke mange med toget på det tidspunkt. Vi ankom i Rom omkring frokosttid og hold da op, hvor var det dejlig lunt at stige ud af flyveren.
Vi blev indkvarteret i en lille lejlighed, som vi havde fundet gennem Airbnb. Den var hyggelig, havde hvad vi skulle bruge og lå i et roligt kvarter. Det var ikke meget, vi nåede at se til byen, dels var vi trætte og dels var klokken nået at blive en del, før vi fandt ud til lejligheden.
Vi havde en meget stille og rolig nytårsaften dernede, men vi hørte nytårstale, spiste kransekage (som vi selvfølgelig huskede at tage med hjemmefra) og skålede i champagne. Og så ønskede vi det nye år velkomment på Ponte Milvio.

Det er mange år siden, jeg sidst har været så frisk så tidligt den 1. januar. Vi gik en tur i området og fandt bl.a. en hyggelig park, hvor der var masser af vilde katte, der kravlede rundt på nogle ruiner. Vi startede også året med at smage pasta carbonara. Det var noget helt andet! Jeg bryder mig ikke rigtig om den måde, man får det på herhjemme, men det var virkelig lækkert dernede. Vi slog også et smut omkring Den Spanske Trappe.
Ift. at det var 1. januar, så var der forbløffende meget gang i byen; butikkerne havde åbent, der var masser af folk i gaderne, både lokale og turister, og der var flere aktiviteter rundt omkring, bl.a. optog og børnemarked på Piazza del Popolo.

Jeg tror, det første mange tænker på, når man siger Rom, er Colosseum. Vi havde da også haft tanken, så planen var, at vi ville se det d. 2. januar. Da vi kom dertil bestemte vi os for at gå ind og se området omkring Palatinerhøjen og Forum Romanum først, for vejret var rigtig fint og så er det er jo med at udnytte det.
Det var et kæmpe område og der var helt utrolig meget at se. Der var park med fantastiske views, der var ruiner og bygninger i de vildeste udskæringer. Det var en virkelig stor oplevelse, og man følte sig pludselig helt utrolig lille.

Vi endte med at bruge rigtig lang tid derinde, godt op ad eftermiddagen. Alle de mange bygninger og ruiner satte gang i mange snakke og tanker, og det var de underligste ting, man pludselig blev fascineret af. Som en, der ikke er særligt historieinteresseret, synes jeg det var en vild oplevelse, og jeg synes virkelig ikke, man skal gå glip af oplevelsen. Jeg var selv lidt skeptisk i starten, men det havde jeg virkelig ikke behøvet være.