Illuminae og Hidden Figures

Indlægget omtaler anmeldereksemplarer fra Politikens Forlag og HarperCollins Nordic.

Jeg har læst to bøger det sidste stykke tid, som jeg ikke rigtig brød mig om. Begge var anmelderbøger. Fordi jeg ikke har læst dem færdigt, så føler jeg heller ikke, jeg har så meget at sige om dem, så jeg har samlet dem her i dette indlæg.
Der er mange holdninger til, om man bør anmelde bøger, man ikke har læst færdig. De kan jo overraske på sidste side. Og det er da rigtigt. Men hvis de først gør “noget rigtigt” på den sidste side, så har de gjort en hel del forkert i min optik. Dermed ikke sagt, at de to nedenstående bøger er dårlige, de faldt blot ikke i min smag, men jeg er sikker på, der er læsere derude, der godt vil kunne lide dem.

Den ene bog er Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff. Bogens format er fantastisk og det var også det der gjorde, at jeg blev ved med at læse. Det er en ret lang bog, så jeg gav den også lidt længere, end jeg normalt ville have gjort. Omkring 180 sider inde måtte jeg simpelthen give op. Der var intet i historien, der endnu havde fanget mig. Det var udelukkende formatet, der fastholdt mig. Og det var bare ikke længere nok. Jeg er så ærgerlig over, at jeg ikke kunne lide den, og jeg har da heller ikke opgivet den for altid, bare sat den på pause for nu. Så må vi se, om jeg nogensinde kommer videre. Man er vel nysgerrig. Som sagt så fangede historien mig desværre slet ikke, jeg var egentlig ret ligeglad med de to hovedpersoner og dem ombord på deres skibe. Det sagde mig bare ikke rigtig noget. Det er svært at begrunde meget dybere end det.

Den anden bog er Hidden Figures af Margot Lee Shetterly. Det er sjældent, jeg finder en historisk roman, jeg kan lide. Alligevel tog jeg chancen med den her bog, fordi den lød så god og vigtig. Desværre blev jeg skuffet og måtte konstatere, at den opfyldte mine fordomme om historiske romaner; de er kedelige (det er min personlige holdning. Der er krig og jeg skal komme efter dig, og man kan argumentere for, at det i hvert fald ikke er kedeligt, og det ved jeg også godt. Genren siger mig bare ikke noget). Jeg ved, der er rigtig mange læsere til genren, jeg er bare ikke en af dem, og det er også okay. For mig var fortællestilen i den her roman meget tør og kedelig; der var en hel masse facts og ikke særlig meget handling. Jeg ville gerne vide mere om kvindernes egentlige liv. Jeg var ikke så interesseret i selve livet med krigen udenom dem. Bogens fokus var på A, hvor jeg ville have det på B. Så enkelt kan det faktisk siges.

Jeg kunne sagtens finde på, at anbefale begge bøger. Bare fordi, jeg ikke selv brød mig om dem, betyder det ikke, at jeg ikke kan se, at de har deres berettigelse. Jeg er f.eks. sikker på, at min far ville synes om Hidden Figures, mens S måske ville kunne lide Illuminae. Jeg er også meget taknemmelig over at have modtaget bøgerne fra forlagene, og man kan jo ikke ramme plet hver gang. Der er en læser til hver en bog, tænker jeg.

Destination Thailand (The Lonely Hearts Travel Club #1)

Destination Thailand – Katy Collins – The Lonely Hearts Travel Club #1 – 320 sider

Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic.

Letlæst og underholdende – på trods af klicheerne
Det er utroligt hvor hyggelig en bog kan være, uden at den som sådan bidrager med noget nyt eller vil noget særligt. Jeg var faktisk temmelig begejstret for denne her lille sag, som underholdt mig godt, mens regnen bare silede ned herhjemme – ja og sneen med for den sags skyld! Det var dejligt at få noget af sydens varme, også selvom det kun var på bogform. Jeg kunne næsten se de små hyggelige oaser for mig, mens jeg læste den. Det er en af bogens største styrker. Det var nu ikke fordi, den var skrevet helt specielt godt, men der var noget over beskrivelserne, som bare var nemt at sætte sig ind i og forestille sig.
Tempomæssigt var det utroligt, hvad man kunne nå på så relativt få sider. Det gik stærkt, men uden at jeg føler, jeg gik glip af noget. Jeg nåede aldrig rigtig at nå at kede mig, for der skete hele tiden noget, hvilket vel passede meget godt til Katys rejseliv.

De ting, Katy oplever, kan nok bedst af alt beskrives som klicheer, men det var faktisk okay. Nogen gange har man ikke brug for, at der bliver tilføjet alt muligt nyt. Og sådan er det nok lidt med den her genre; Det er trygt at vide, hvad der nogenlunde kommer til at ske. Dog var jeg lidt træt af den måde, hvorpå kærligheden udviklede sig. Det var tydeligt fra side et, at det skulle gå sådan, og det var altså lidt ærgerligt. Det var netop her, historien kunne have overrasket og udforsket noget mere.

Katy var en ok hovedperson og jeg kunne også meget godt lide hendes veninde Maria. Resten af personerne var lidt svære at komme ind under huden på, men det giver jo lidt sig selv, når hun rejser sådan rundt. Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at vi havde set lidt mere til et par stykker af dem hun mødte først i bogen. Jeg var ikke så glad for hendes mor, hun blev lidt for mor-agtig. Det er fint, hun er lidt nervøs og påpasselig, men Katy er en voksen kvinde. Hendes mor behøver ikke sidde og være belærende og overbeskyttende. Det klædte hende i hvert fald ikke.

Bogen fungerer fint som selvstændig roman, og jeg har lidt svært ved at se, hvorfor det skal være en serie. Jeg ved godt, det kan handle om, at det er baseret lidt på forfatterens eget liv, men jeg har det alligevel lidt underligt med det. Jeg synes, bogen står stærkt nok i sig selv.

Katy Collins blev svigtet og forladt ved alteret af sin kommende mand. Forvirret og med et knust hjerte sagde hun sit job, i PR-afdelingen i Manchester Airport, op, solgte sin bil og sit hus og købte en enkeltbillet til Sydøstasien. Hvad hun ikke vidste var, at hendes backpackerrejse til Thailand, Indien og Nepal, ville ende med at opfylde hendes barndoms drøm … at blive forfatter. Under sin rejse begyndte hun at skrive en blog Not Wed or Dead, mest for at opdatere sin familie og venner om sine eventyr. Den voksede hurtigt og hun fik e-mails fra folk, der beundrede hendes mod og læste hendes blog som inspiration. Katy begyndte at skrive flere af sine erfaringen og oplevelser ned og nogle få kapitler blev snart en hel roman. Katy har siden sin rejse i Asien rejst rundt i Sydamerika og har i de seneste to år boet i Frankrig, hvor hun underviser i engelsk. Nu synes hun, at hendes ex’s svigt, er det bedste der nogensinde er sket for hende. En øjenåbner, der fik hende til at leve livet fuldt ud.

Release

Release – Patrick Ness – 289 sider

Anmeldereksemplar fra Gyldendal.

Poetisk historie med noget på hjerte, men uden en slutning
Jeg har ventet med længsel på den her bog. Endelig er den her. Og den er…interessant. Jeg kan rigtig godt lide manden med pennen, men her må jeg indrømme, at jeg faktisk blev lidt skuffet. Jeg var vild med starten, men midten føltes lidt flad og slutningen tror jeg ikke, jeg fangede. Det var en nedadgående kurve for mig.

Bogens første side var magisk, men det synes jeg, man selv skal finde ud af hvorfor. Jeg skruede straks forventningerne op, og det var nok en fejl. I hvert fald synes jeg ikke, at resten af bogen kunne leve helt op til det. Der var for meget frem og tilbage mellem Adams kammerater.

Adams familie føltes meget ensidige og på en eller anden måde kan jeg ikke lade være med at tænke, at det gjorde Adam egentlig også. Han prøvede jo ikke at ændre noget, han antog bare, at “sådan er de”. Og det brød jeg mig egentlig ikke om. Jeg er med på, at han står i en rigtig svær situation, men jeg synes bare samtidig ikke, at han gør særlig meget selv, for at ændre den. Men okay, nu følger vi ham jo næsten kun i en enkelt dag. Og jeg kan da godt se, at det er, hvad man nok bedst betegner som en lortedag.

Selve oplevelsen faldt lidt til jorden for mig. Jeg ved ikke rigtig, om jeg har forstået slutningen. Jeg læste den et par gange, men jeg er stadig i tvivl om, hvad der sker. Det får mig faktisk til at føle mig dum. Jeg mangler en eller anden form for forløsning. Det kan godt være, det bare er mig, der ikke har fanget den…

Alligevel synes jeg, bogen fortjener de tre stjerner. For det er ikke en dårlig bog. Den er skrevet på en rigtig fin måde, og jeg kunne godt lide, hvordan der var to parallelle historier hele vejen igennem. De passede rigtig fint sammen og supplerede hinanden godt. Og så var der også bare så mange fine formuleringer. Når man tager det og kombinerer med en okay historie, så synes jeg faktisk, det er en fin lille bog.

RELEASE er den mest personlige roman, Patrick Ness har skrevet. Det er en rørende historie om 17-årige Adam, som prøver at acceptere sig selv som homoseksuel i en ekstremt religiøs familie. Adams far, den lokale præst, vil ikke have en søn, som er bøsse.
Adams tidligere kæreste, Enzo, siger, at det de havde sammen ikke var rigtig kærlighed.
Adams bedste ven, Angela, som er en af de få, der elsker og accepterer ham, er ved at flytte til Holland.
På ét døgn bliver Adam konfronteret med alle de ting, som gør allermest ondt, men inden solen står op, sker der noget, som giver ham styrken til at give slip på smerten og se på sig selv på en ny måde. Imens Adam prøver at finde sin identitet, prøver et magtfuldt væsen fra underverdenen at hjælpe en forvirret og vildfaren sjæl til at give slip.
RELEASE er en smuk og velskrevet sammenfletning af disse parallelle historier, der på hver deres måde omhandler en frigørelse / det at give slip.

Opsummering af Dewey’s Readathon, forår 2017

I weekenden deltog jeg, ligesom så mange andre bogbloggere, i Dewey’s Readathon, og i dette indlæg vil jeg lige kort opsummere, hvordan det gik.

Jeg endte med at uploade en masse på Instagram, da jeg fandt ud af, der kørte en giveaway alle 24 timer. Det var ikke specielt gode billeder, de blev bare taget med lynets hast imellem læsningen, men de er der da. Og ellers holdt jeg mig til at opdatere på Twitter og Litsy. Det fungerede meget bedre for mig. Jeg skulle ikke hele tiden tænke på at opdatere herinde på bloggen, og ligeledes brugte jeg heller ikke tid på at følge med hos de andre deltagende blogs (men jeg har nu planer om at stikke et smut forbi nogle af jer her bagefter ;) ). Det skabte på en eller anden underlig måde en del mere ro for mig.

Mit readathon fort.

Når det så er sagt, så vil jeg også sige, at jeg ikke fik læst så meget, som jeg tidligere har gjort, men jeg er alligevel godt tilfreds. Kender I ikke det med, at når man ikke har læst ret meget henover en længere periode, så skal man lige igang igen? Med andre ord: Jeg læser ikke lige så hurtigt, som jeg tidligere har gjort. Jeg kan dog mærke, at jo mere jeg begynder at læse igen, des hurtigere går det også. Så jeg skal nok snart være deroppe af igen.
De to bøger jeg fik læst, var Ti små åndedrag, som skuffede mig slemt, og Release af Patrick Ness, som var udemærket, men desværre heller ikke mere end det. Derudover fik jeg læst omkring 100 sider af Hidden Figures, før jeg måtte indse, at det bare ikke er en bog for mig. Alt for mange tørre facts og alt for lidt drive. Så alt i alt var jeg ikke særlig heldig med mine bøger denne gang, så der er klart plads til forbedring. Til gengæld var jeg overordentlig god til at snacke…

Jeg håber, I havde et dejligt readathon!

Dewey’s readathon #7 – Forår 2017

Hvis man følger med i bogbloggernes lille hjørne af internettet, så er det næppe gået nogens næse forbi, at der i dag er readathon. Hvis man alligevel skulle have misset det, så går det ud på at læse i 24 timer og bare have det sjovt. Det begynder lige om lidt, kl. 14, og jeg er så godt som klar. Jeg har forberedt snacks, sat drikkevarer på køl og fundet bøgerne frem.

Jeg plejer at opdatere et blogindlæg løbende, men det har jeg valgt fra i år. Der sker så mange ting rundt omkring, og jeg synes bedre jeg kan mærke det internationale community på Twitter, end jeg kan på bloggen. Og for mig er det et stort og verdensomspændende event, ikke “kun” et dansk. Så i år helliger jeg mig Twitter under selve readathonet. I kan følge med her. Derudover er jeg også at finde på Litsy, hvor jeg går under brugernavnet boghunden.

Jeg forventer at udgive et opsummerende indlæg når det hele er slut, men nu ser vi.

Jeg håber I alle får en forrygende oplevelse :)

XY (Kærlighed og identitet #2)

XY – Nicole Boyle Rødtnes – Kærlighed og identitet #2 – 240 sider

Anmeldereksemplar fra Alvilda.

Køn og identitet. To ting, der er meget oppe at vende for tiden. Nicole Boyle Rødtnes har skrevet en bog om emnet, og den er særdeles vellykket. Den handler om pigen Asta, der som 15-årig finder ud af, at hun er XY-pige. Det betyder, at hun indtil nu er vokset op som pige, men at hun faktisk genetisk set er en dreng. Det er let at forestille sig, hvordan det må føles som om, hele ens liv er ved at gå i opløsning. I forvejen er det at være 15 ikke det nemmeste. Der sker så mange ting, både fysisk og psykisk. At få smidt sådan en bold i hovedet kan ikke være nemt, og det får da også Asta til at vakle. Nu skal hun lige pludselig finde ud af, hvem hun er uden for kønsrammerne. Vil hun være kvinde, vil hun være mand?

Hvem er vi i virkeligheden, hvis vi piller kønnet væk? Hvad identificerer vi os med? Det er nogle virkelig store spørgsmål bogen tager op, og det var utrolig interessant at læse om. For de fleste af os, er det nok ikke noget, vi egentlig har tænkt så meget over. Man bliver født som enten dreng eller pige, og så er det bare sådan det er. Det er ikke nødvendigvis noget, der bliver trukket ned over hovedet på os, men er det noget, vi overhovedet tager aktivt stilling til? Eller er vi bare det køn vi nu engang blev født som, uden at skænke det yderligere tanker? En slags passiv accept måske.

Jeg synes virkelig, det er et spændende emne bogen bringer op, og jeg har lyst til at lære meget mere om fænomenet. Hvis jeg skal sætte en finger på noget, så må det være, at bogen var for kort. Der kunne sagtens have været et par hundrede sider mere, jeg ville have slugt dem råt.

——————————————————————–

“‘Du har en tilstand, som vi kalder for XY-pige. Det betyder, at selvom du ser ud som en pige, så er du genetisk set faktisk en dreng,’ siger hun.
Ordene snor sig i mit hoved. Vikler sig sammen til små eksplosioner, der efterlader sorte huller i mine tanker. Det giver ingen mening. Jeg skulle have været en dreng, men blev en pige. Min krop har leget gemmeleg i 15 år og skjult, hvad den er. Selv for mig. Mest for mig.”

Da Asta som 15-årig får meldingen om, at hun er en XY-pige og derfor genetisk set en dreng, falder hendes verden sammen. Hun kæmper med vrede og selvmordstanker – men så møder hun Christoffer. Han har selv forsøgt at begå selvmord, og med ham kan hun tale om alt det, som de andre ikke forstår. Langsomt forelsker Asta sig i Christoffer. Men kan man elske uden køn?
underskrift

Soldaterne (Sagaen om Talon #3)

Soldaterne – Julie Kagawa – Sagaen om Talon #3 – 335 sider

Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic.

Lang fortælling om trekantsdrama uden særlig meget drage-action
Efter at have vendt sidste side i den her bog, sidder jeg tilbage med en øv-følelse. Man kunne have gjort så meget med historien, men i stedet fokuserer man på trekantsdramaet. Det bliver mere og mere udtalt og det er altså bare for meget. Det her er en serie om drager! Om et stort politisk magtspil og meget mere, og så hører vi om, at Ember er så forelsket i de her to fyre, og hvordan skal hun nu vælge? Øv!! Det interesserede mig virkelig bare ikke, tværtimod. Jeg ville mene, der var vigtigere ting at fokusere på. Hvis det skal være med, så kunne det have været en sidehistorie. Så tror jeg, jeg havde holdt mere af den her bog.

Persongalleriet bliver udvidet, og det kunne jeg godt lide. Jeg var ret glad for de nye personer, der pludselig fik en rolle i historien, de bidrog positivt til min oplevelse. Desværre er det faktisk også noget af det eneste, der faldt i min smag i den her bog. Ja og så Wes selvfølgelig, men han fylder bare forbavsende lidt.

Jeg synes helt ærligt, at den her bog var ret kedelig. Der skete ikke særlig meget på de 300 sider. Det var meget føle-føle, og jeg synes bare, der var potentiale til så meget mere. Jeg vil gerne læse videre i serien, fordi jeg håber, Kagawa vil udforske drageuniverset meget mere, og måske lade trekantsdramaet glide lidt i baggrunden. Det startede så godt, så jeg håber, det vil fortsætte lige så godt i de sidste to bøger. Jeg håber, at det bare er den her midterste bog, der føles lidt overflødig.

Ember Hill fik et valg. Trygheden hos drageorganisationen Talon, eller et liv som udstødt og jaget for evigt. I stedet for at blive en morder i Talons tjeneste, valgte hun at slutte sig til Riley og hans oprørere. Nu har hun mistet kontakten med sin tvillingebror Dante, der er loyal over for Talon, samt med Garrett, soldaten der ændrede hendes syn på sine egne menneskelige side.
Mens Ember og Riley gemmer sig og samler kræfter, rejser Garret alene til Storbritannien, til det sted hvor den hemmelige og urgamle Sankt Georg-orden blev grundlagt. Der vil han udspionere sine tidligere allierede, og afsløre dødbringende hemmeligheder, som vil rystebåde dragerne og dragedræbernes verden i deres grundvold.
Nu, hvor Talon rejser sig igen, er de alle i fare.

Falling Into Us (Falling #2)

Falling Into Us – Jasinda Wilder – Falling #2 – 515 sider

Halvt YA, halvt NA
Jeg ville så gerne have elsket den her bog, men helt ærligt, så er jeg altså skuffet. Jeg var vild med bog et, så jeg havde forventet mig en del af denne, men den havde fejl. For mange fejl.

Først og fremmest, så var skrivestilen bare…underlig? Der var mange ord der gik igen og det var relativt svært at skelne, hvem der talte hvornår.

Vi følger Becca og Jason da de er 16 og hold nu op, hvor fyldte det bare meget i bogen! Hele 48% for nu at være præcis. Det var alt, alt for meget, og det virkede mest af alt som en anden YA contemporary bog. Det er der jo som sådan ikke noget galt med, men når bogen bliver solgt på at være NA, så var det bare ikke lige det, jeg havde forventet.

Den måde deres forældre behandlede dem komplet modsat af hinanden på, det virkede tvunget og ikke særlig naturligt. Altså, var det nødvendigt for at fortælle denne historie? Kunne det ikke have været gjort lidt mere naturligt?

Og så er der slutningen. Hold da op, der fik forfatteren travlt. Jeg forstår slet ikke, hvorfor vi skulle læse så mange sider om deres forelskelse i starten. Selve konflikten, twistet og slutningen var mast ind på ganske få sider set i forhold til baggrundshistorien, og det skulle i virkeligheden have været omvendt, hvis man spørger mig.

Og så er der slutningen. Meget kan siges, men jeg vælger at gå med et enkelt ord: Nej.
Det var alt for meget og jeg kunne ikke andet end at ryste på hovedet. Hvis man gerne vil vide præcis hvad jeg taler om, så kan man læse det i min engelske anmeldelse her (tryk på spoiler tagget – for det er en stor spoiler!).

Hvorfor har jeg så givet bogen tre stjerner? Tja, jeg kunne virkelig godt lide hovedpersonerne. Jeg connectede med dem, jeg følte deres smerte og deres glæder. Jeg kunne ikke lade være med at føle noget. Og på trods af bogens fejl, så nød jeg den stadig, især sidste halvdel. Jeg har også stadig planer om at læse videre i serien. Og det er derfor jeg stadig synes, bogen fortjener de tre stjerner.
Nu er jeg spændt på, hvem vi kommer til at følge i bog tre.

ny3

THE STORY YOU THOUGHT YOU KNEW…

When Kyle Calloway died, he took a part of Nell with him. She wasn’t the only one left to pick up the pieces, however; Kyle’s death left a gaping hole in the hearts and lives of his parents and his older brother Colton, and ultimately broke the will of the girl he loved.

THE STORY YOU NEVER IMAGINED…

Becca de Rosa is Nell’s best friend. When Kyle died, Nell was so devastated that no one could reach her, not even her best friend Becca. As she tries to help Nell through her grief, Becca’s own life is thrust into turmoil, and everything she knows is changed.

Jason Dorsey asked Nell out the week after her sixteenth birthday, but that date never happened. Instead, he ended up going out with Nell’s best friend, Becca. He had no way of knowing, then, how that one date would send him on a life-long journey with Becca. He had no way of knowing the tragedies and triumphs he would experience, or that in Becca, he might find the love of a lifetime.

THE HEARTACHE YOU’LL NEVER FORGET…
underskrift

Lærlingen (Rizzoli & Isles #2)

Lærlingen – Tess Gerritsen – Rizzoli & Isles #2 – 347 sider

Anmeldereksemplar fra Jentas.

Jeg mistænkte alle, men havde alligevel en god oplevelse.
Jeg var fuld af forventning, da jeg gik i gang med denne her bog. Jeg har tidligere læst bind et og elleve, og hvor første bog tog mig med storm, blev jeg skuffet over nr. elleve. Som jeg nævnte, skyldtes det, at jeg ikke kendte til de forudgående episoder mellem hovedpersonerne. Derfor så jeg frem til denne bog, hvor vi skulle møde dr. Isles.

Jeg var glad for at kunne konstatere, at denne bog var bedre end elleveren. Desværre var den ikke lige så god som den første. Den tabte mig ved at spille lidt for meget på “lad os skabe mystik og mistænkeliggøre alle.” Det irriterede mig lidt, at jeg hele tiden havde den følelse. Udover det, så kunne jeg godt lide handlingen, omend jeg dog synes, at vi snart skal udover det her med, at hovedpersonen altid skal komme i problemer. De to punkter er det der gør, at jeg ikke er helt med på denne her bog. Hovedplottet med drab og bortførelse, det holdt mig fanget, og det kunne jeg godt lide. Det var voldsomt, men det var også godt.

Skrivestilen fungerede rigtig fint, og det var nemt at følge med i historien. Jeg kunne godt lide, at bogens første kapitel starter med noget helt andet, end bogens øvrige kapitler. Det er ikke altid sådan noget fungerer, synes jeg, men det gjorde det altså i dette tilfælde. Faktisk var det med til at højne oplevelsen lidt, synes jeg.

Endelig fik jeg også mødt Isles sådan rigtigt. Kemien mellem hende og Rizzoli var der ikke rigtigt endnu, men de fungerer okay sammen. Kemien mellem Rizzoli og hendes makker var til gengæld virkelig god, og jeg kom sådan til at holde af de to som et team. Jeg håber virkelig, vi kommer til at se mere til dem.

Jeg er ikke nervøs for at komme igang med resten af bøgerne. Denne bog bekræfter mig i, at årsagen til min skuffelse over bog elleve var, at jeg ikke kunne følge med, fordi jeg ikke kendte historien. Derfor vil jeg også gerne læse resten, efterhånden som de kommer, så jeg kan lære Rizzoli og Isles endnu bedre at kende.

Det er en bagende hed sommer i Boston. Byens plager forstærkes yderligere af en række chokerende forbrydelser, som ender i bortførelse og død. Fremgangsmåden peger på én mand – ’Kirurgen’, seriemorderen Warren Hoyt, der er berygtet for delvist at dissekere sine ofre, og som nyligt er blevetsat bag tremmer.
Politiet kan kun formode, at en efterligner er på spil, en sindssyg person, der anvender de samme irurgiske teknikker, som den galning, han beundrer så højt, benyttede sig af. Det er i hvert fald det, Jane Rizzoli tror. Da hun igen tvinges til at stå ansigt til ansigt med den morder, der gav hende både fysiske og psykiske ar, er hun fast besluttet på at gøre en ende på Hoyt og hans grusomheder én gang for alle.
Men pludselig bliver Rizzoli selv et mål, da Hoyt undslipper fra fængslet og slutter sig til sin mystiske blodbror i en ondskabsfuld vendetta

Provinspis

Provinspis – Ditte Wiese – 232 sider

Anmeldereksemplar fra Carlsen.

Stærk debut der rammer de unges sprog lige på kornet
Lige siden jeg hørte, at den her roman ville komme til verden, har jeg glædet mig. Ikke bare sådan lidt, men virkelig, virkelig meget. Det er den danske bog, jeg har glædet mig mest til skulle udkomme i år. Og den skuffede mig absolut ikke.

Jeg blev glædeligt overrasket allerede på side et. Ja, faktisk første linje. Bogen var slet ikke det, jeg havde regnet med. Vores hovedpersoner er markant ældre, end hvad jeg ville have gættet på, så det var en øjeblikkelig overraskelse, jeg der fik mig. De opfører sig alle både dumt og fornuftigt på en gang, præcis ligesom de fleste unge mennesker. De kan ikke se, hvor meget de i virkeligheden spænder ben for sig selv af og til.

Bogen kan, for mig, deles op i to.
I første del blev jeg grebet af Ida og hendes drive. Hun var en virkelig stærk stemme og jeg kunne tydeligt fornemme hendes lyst til – og mod på – livet. Og Jon. Åh. Han tog mig med storm. Han var måske ikke lige sød altid, men hold nu op, hvor holdt jeg bare uendelig meget af ham.
Bogens anden del er lidt svær at snakke om af hensyn til potentielle spoilers, men jeg vil sige så meget, at jeg synes emnet blev behandlet på en rigtig fin måde, uden at blive belærende. Og det er noget, der i høj grad har manglet, synes jeg. Selve slutningen forestiller jeg mig vil dele folk op i to; de, der elsker den og de, der bliver træt af den. Jeg hører klart til første gruppe. Jeg synes, det var en rigtig god måde at slutte bogen af på. Ja faktisk synes jeg ikke, den kunne have sluttet anderledes. Jeg har i hvert fald svært ved at se hvordan. “Ja selvfølgelig”, var min tanke, da jeg nåede sidste linje.

Også sproget overraskede mig. Jeg er forundret over, hvor præcist Ditte rammer tonen i det unge sprog. Unges dialog må være noget af det sværeste at skrive, forestiller jeg mig, men det er virkelig ramt godt. Det bidrager til oplevelsen, og gør det endnu nemmere at fornemme personerne og hvor de kommer fra. Miljøbeskrivelserne er også ramt rigtig fint, og jeg kunne godt lide, hvordan der kun blev omtalt en brugs og ellers ikke noget med gågader, shopping og butikker. Jeg bor selv i en lillebitte flække med kun 1500 indbyggere, så vi har en købmand og en brugs. Ingen shopping. Med mindre man da kalder det for shopping at købe bøffer ved slagteren eller nipsting i genbrugen ;) Det jeg vil frem til er egentlig, at det er let at relatere til for mig. Sådan tror jeg mange vil have det, også selvom de kommer fra en større by, for man savner ikke alle de elementer, der kunne indgå. Man bemærker faktisk ikke, at de ikke er der. Det er bare en selvfølgelig, at sådan er Idas liv.

Generelt er det en rigtig stærk ny dansk stemme, der nu blander sig på YA scenen og jeg vil anbefale Provinspis til alle.

Ida lider af en alvorlig omgang bøhlandsblues. Der sker absolut INTET i det hul, hun bor i. Alle er som levende døde, der bare gør det, som alle andre gør. Drømmer om det, som alle andre drømmer om. Det er kun weekenderne, der giver kedsomheden modspil, og den kaster Ida sig grådigt over i en tåge af sex, sprut og stoffer.

Hun må væk. Ud. Bort. Provinsen er som kviksand: jo mere Ida kæmper imod, jo mere bliver hun trukket ned i et bundløst hul. Hvad gør man, når der er så meget at kæmpe imod? Når den største fjende … er en selv?

En bog om at finde et ståsted, når man er i frit fald.

underskrift