Destination India (The Lonely Hearts Travel Club #2)

Destination India – Katy Colins – The Lonely Hearts Travel Club #2 – 304 sider

Reklame. Anmeldereksemplar fra HarperCollinsNordic.

En absolut værdig toer, hvor Georgia fik mig til at smile flere gange undervejs.
Jeg havde ikke ventet, at toeren i denne serie skulle overgå etteren, men sådan gik det. Og det var faktisk rigtig dejligt. Selvfølgelig er der mange ting, der er de samme, f.eks. er det her med rejserne jo en del af selve seriens koncept. Desuden nød jeg at blive ført med til Indiens fantastiske kultur, og sad bare og drømte mig væk.

Okay, så Georgia er ikke ligefrem verdens bedste veninde. Hun glemmer lidt alle omkring sig, og har kun øje for sig selv og sin forretning. Det var jeg lidt træt af, for jeg kunne rigtig godt lide Marie i den første bog, så hende savnede jeg lidt i denne her. Og så var der Mike, som man jo praktisk talt slet ikke så.
Ben og Katie spillede en lidt større rolle, men jeg brød mig faktisk ikke helt om det, Ben havde udviklet sig til. Der var mange af hans handlinger, der kom lidt bag på mig, og det betød også, at der var et lille twist, som jeg havde forudset relativt tidligt i historien. Det gjorde bare ikke så meget, for det var jo ikke dét, der var hovedhistorien, i hvert fald ikke for mig.

Jeg nød at se Georgia folde sig ud i et helt nyt land, at se hende blive ydmyget (igen!) og at grine med – og af – hende. Der var flere af situationerne, hvor jeg kunne se hende for mig. Der er mange, der sammenligner hende lidt med Bridget Jones, men for mig er hun mere lidt som Shopaholic – især omkring den fysiske udfoldelse ;)

Alt i alt var det bare en rigtig feel good bog, som virkelig bragte smilet frem på mine læber. Jeg længtes efter at ligge på en gylden sandstrand, at have en paraplydrink i hånden og hvor den største bekymring ville være, om jeg skulle vælge en Mojito eller en Gin & Tonic næste gang.

Alt skulle blive anderledes da Georgia Greene startede The Lonely Hearts Travel Club. Hun ville få en ny chance, et nyt liv. Men det var ikke helt så let at drive sin egen virksomhed, som hun havde forestillet sig. Og hvad skete der med den pige der kæmpede så hårdt for at genopbygge sig selv? Nu er Georgia på vej i et fly med Destination Indien, og hun er helt alene – igen. Men hun har allerede backpacket på egen hånd i Thailand, så hvad skulle kunne gå galt? Desuden er det måske det pulserende Indien, med sit Bollywood, sine smukke strande og det majestætiske Taj Mahal som vil hjælpe hende på benene igen?

Viborg bogevent

I lørdags tog jeg kæresten under armen og drog til Viborg, for at deltage i det bogevent Pipaluk havde arrangeret. Der var både en håndfuld andre bloggere og så var der helt almindelige læsere. Det var faktisk helt hyggeligt, at der ikke var helt vildt mange, så var der nemlig god tid til at få snakket sammen på kryds og tværs, og man følte heller ikke, at man stjal forfatternes tid.

Den første på scenen var Ditte Wiese. Hun fortalte lidt om tilblivelsen af Provinspis og ikke mindst, hvad der er næste projekt på tegnebrættet. Selvom det var historier, jeg allerede kendte, så var det sjovt at høre hende selv fortælle om det. Jeg er jo stor fan af hendes skriverier, og jeg var så glad for endelig at møde hende(!!!). Jeg fik hende selvfølgelig også
til at skrive en lille hilsen i min bog – og en tegning blev det da også til.
Ditte havde også en lille “leg” med, som gik ud på at skrive det, man tumler allermest med på en lille seddel og så krølle den sammen. Jeg troede egentlig, det var en slags “når du ser på sedlen, må du tænke på det, når du gemmer den væk, skal du flytte fokus fra det”-ting. Det var det ikke… Hun sluttede nemlig oplægget af med at sige, at de ting, vi hver især havde skrevet ned, det er de ting, bøger skal handle om. For man er aldrig alene. Og de ting, der skrives om, skal føles ægte. Og det gør de jo, hvis de handler om det, vi hver især havde skrevet ned. Det var en rigtig fin pointe, synes jeg. Jeg har tit ledt efter bøger, der handler om lige præcis “dén der følelse,” men uden altid at have heldet med mig. Og så kan man nemt føle sig lidt alene.

Næste mand i spotlightet, var Preben Steen Nielsen. Han fortalte lidt meget om sig selv og livet med et handicap, og han var virkelig sjov. Jeg fik virkelig lyst til at læse hans bog Kan den snakke? Han havde så meget humor og varme, og alt i alt var det bare et virkelig godt oplæg.

Tredje indslag var Marie-Louise Rønning og Mette Sejrbo, der fortalte lidt om at skrive i fantasy-genren. De diskuterede, hvad en rigtig varmpyr er, hvor meget (eksplicit) sex der må være i (ungdoms)bøger og en hel masse andre sjove ting. Det var godt tænkt af dem at slå deres oplæg sammen, så blev det også lidt anderledes.

Det sidste oplæg stod Claus Holm for. Han fortalte om at skrive på dansk og engelsk, og læste lidt op fra to af hans bøger. Derudover snakkede han også om tilblivelsen af Tempus Investigations, som det var tydeligt at mærke var det værk, han brændte mest for.

Som bogblogger fik vi også nogle fine gaver, som selvfølgelig primært bestod af bøger, bogmærker og net (yes!). Tusind tak til alle de gavmilde sponsorer, som man også kan finde links til nederst i indlægget.

Personligt syntes jeg, det var rigtig mange oplæg på ret kort tid. Det hjalp nok heller ikke, at der var utrolig varmt inde på biblioteket. Men vejret skal man jo ikke brokke sig over :) Efter eventet var slut, var vi nogen stykker, der tog ned på en pub og snakkede sammen. Det var næsten det bedste ved hele dagen, synes jeg. Vi fik godt nok vendt mange sjove ting, og jeg lærte også forfatterne bedre at kende. Jeg var i hvert fald rigtig glad for, at jeg tog med til arrangementet.

SPONSORLISTE:

Science Fiction CirklenTurbineCarlsenEudorSneprydFacetDreamLittUlven og uglenPolitikens forlagMellemgaardLovebooksCandied CrimeMulles ThehusViborg BibliotekernePlusbogChristina BondeMette SejrboClaus HolmDitte WieseMarie-Louise RønningPreben Steen NielsenBjørg Pipaluk

Åndeløs (Elements #1)

Åndeløs – Brittainy C. Cherry – Elements #1 – 280 sider

Anmeldereksemplar fra Flamingo.

For mange klicheer, men en hyggelig romance
En bog om at elske og miste. Så kort kan det faktisk summeres op. Det er helt sikkert noget, vi alle kender til, i større eller mindre omfang. Derfor var det også nemt, at sætte sig ind i både Elizabeth og Tristans følelser.

Bogens start fangede mig med det samme, og jeg kunne faktisk godt lide Tristan. Det er tit i denne genre, at man lige skal “varmes op” før man kan se, hvad der er over den mandlige hovedperson, men her var kemien der bare med det samme. Jeg var også ret vild med Emma, Elizabeths datter. Den humor, der var mellem først Emma og Elizabeth, siden Tristan og Emma, den sad bare lige i skabet. Det eneste jeg ikek brød mig om, det var Elizabeths familie. Den historie, der udviklede sig der, den var bare lidt for meget af det gode.

Det er også historien om en lille by, og om hvordan rygterne hurtigt får ben at gå på. Det er selvfølgelig noget der sker, men jeg synes, det var lidt for fyldt med klicheer. Det her med at blive udstødt på den måde, det var bare ikke mig. Og samtidig fik det Elizabeths og Tristans historier til at ligne lidt for meget hinandens. Det fungerede ikke helt i mine øjne.

Så er der selve kærlighedshistorien. Jeg kunne godt følge den et godt stykke, men det blev bare lidt for meget sødsuppe. De bump, der kom, føltes for små og ubetydelige. De konflikter, der opstod, skulle have været større, fyldt mere. Det blev bare lidt fladt. Når der var en konflikt, så blev den nævnt, men så gik historien videre til noget andet. Jeg ville gerne have haft udforsket dem noget mere, have lært Elizabeth og Tristan at kende, når det ikke gik deres vej i det her. Det manglede jeg, og det er faktisk nok det største kritikpunkt, jeg har til den her bog, men det fyldte bare rigtig meget hos mig.

Af detaljer er jeg nødt til at nævne de hvide fjer. Det var bare så fint, og al den symbolik, der måske, måske ikke, ligger deri… Det var en rigtig fin lille detalje.

Efter at have mistet sin mand vender Elizabeth sammen med sin lille datter Emma hjem til sin fødeby i håbet om, der at kunne komme videre med sit liv og finde styrken til at være der for Emma.
Ikke meget har ændret sig, og alligevel føles alt anderledes. Men så møder hun Tristan. Ham alle taler om, men gør alt for at undgå. Tristan som har ry for at være både kold og usympatisk.
Tristan er typen Elizabeth ved, hun burde undgå, men hun kan umuligt ignorere den tiltrækning, hun føler. Snart finder hun ud af, at Tristan, ligesom hende selv, bærer på en stor sorg over at have mistet. En sorg han absolut ikke har i sinde at dele med andre.
Men vil det lykkes Elizabeth at få Tristan til at sænke paraderne, se fortiden i øjnene og lukke hende ind? Og er det overhovedet muligt for to mennesker så ødelagte at blive hele sammen?

Ildbarnet

Ildbarnet – S.K. Tremayne – 361 sider

Anmeldereksemplar fra Gad.

Gennemsnitlig thriller med hint af noget overnaturligt
Ildbarnet er anden bog af S.K. Tremayne, og jeg skal være ærlig og sige, at mine forventninger var ret høje. Jeg elskede Faldet og var derfor virkelig spændt på denne roman. Omvendt var synopsen ikke lige en, der fangede mig.

De første mange sider sad jeg desværre og kedede mig. Der var lagt for stor vægt på miljøbeskrivelserne, og der skete ikke nok. Der var dårligt nok en dyster stemning. Det var ikke lige min kop te. Det blev markant bedre efter nogle flere kapitler, og omkring halvvejs blev bogen faktisk ret god.

Hverken David eller Jamie var personer, jeg brød mig om, og det gjorde nok også læseoplevelsen lidt dårligere end ellers. Jeg kunne ikke lide den kyniske, David udstrålede, og Jamie opførte sig bare for mærkeligt, til at jeg kunne connecte med ham. Det var selvfølgelig meningen, han skulle være sær, men det var lige rigeligt over the top for mig.
Selve handlingen, da vi først var igang, var faktisk spændende. Som sagt var der mange beskrivelser, men det her med vejrets magt, det gør forfatteren altså virkelig godt – det er også netop noget af det, jeg husker bedst fra Faldet. Det gav en følelse af uhygge og rædsel. Slutningen i den her bog, fyldte egentlig ikke så meget, men hvis jeg skal sige noget om den, så havde jeg gerne set, at det var gået anderledes.

Generelt var jeg godt underholdt, men det er ikke en bog, jeg vil huske. Jeg vil anbefale bogen til folk, der ikke har læst noget af Tremayne før, og som er lidt nysgerrige på en thriller, der har elementer af noget overnaturligt. Selv vil jeg også stadigvæk følge med i, hvad han skriver, for jeg tror, han rummer mange flere uhyggelige historier. I øvrigt er S.K. Tremayne et pseudonym, forfatteren hedder Sean Thomas, og skriver også under Tom Knox. Så der er heldigvis nok at gå i gang med.

Det er som om, alting falder på plads for Rachel, da hun gifter sig med enkemanden David og opgiver singletilværelsen i London til fordel for det smukke landsted Charhallow House i Cornwall. David er både flot og rig – og far til en usædvanligt smuk og kærlig lille dreng: Jamie.
Men kort efter brylluppet begynder Jamie at ændre adfærd. Han kommer med dystre forudsigelser og hævder at have set sin afdøde mors genfærd. Snart får Rachel bange anelser: Hvad skete der egentlig med Jamies mor – og havde David noget med hendes død at gøre…?
Mens Rachels drøm om det perfekte liv langsomt forsvinder, lægger vintermørket sig over Charhallow House og med det angsten og bekymringen. For tænk hvis Jamies seneste forudsigelse holder stik: “Du dør, før det bliver jul.”

Projekt Clear Your Bookshelf

Jeg har mange, mange, mange bøger i reolerne. Efterhånden er det vel fifty-fifty, om jeg har læst dem (det er en fremgang, forresten). Jeg er nået til det punkt nu, hvor jeg kan gennemgå hylderne nok så grundigt, men ikke rigtig finde mere, jeg gerne vil af med. Men jeg har alligevel ikke den der iver for bare at kaste mig over dem. Og det er ret ærgerligt, for sådan var det jo engang. Jeg købte jo de her bøger, fordi jeg gerne ville læse dem. Nogle af dem har stået der i flere år efterhånden. Inspireret af Lala, har jeg derfor valgt at starte et nyt projekt. Jeg kalder det Projekt Clear Your Bookshelf (#ProjectCYB)

Hver d. 1. i måneden trækker jeg tre tilfældige bøger (ud fra samme princip, som nogen af jer måske husker fra Gyldendals ISBNbingo), og så har jeg måneden ud til at få dem læst i. Hvis ikke det sker, så skal de videre i systemet, for så er jeg ikke interesseret nok i at beholde dem. Undtagelser er selvfølgelig bøger midt i en serie – de bliver i stedet byttet ud med den bog, jeg er kommet til. Og så trækker jeg selvfølgelig heller ikke blandt signerede bøger og anmeldereksemplarer.

Jeg har trukket tre bøger for denne måned, og det er blevet til den stak I ser ovenfor. Jeg er allerede godt i gang, og er snart færdig med Tre sider af samme sag, som godt nok er en lang bog. Den er 150-200 sider kortere end den engelske udgave, så kan I selv regne ud, hvor tætskreven den er ;) Æblemostreglementet har jeg ikke nogen som helst forventninger om at få læst. Jeg er vild med filmen, men jeg tror ikke, bogen er noget for mig. Samtidig har den samme problem som Marian Keyes bogen – meget tætskreven og tynde sider. Mørke steder glæder jeg mig derimod rigtig meget til!

Nu må vi se, hvordan det kommer til at gå, jeg skal selvfølgelig nok opdatere jer på det hele, når måneden er ved at være forbi.

Ti små åndedrag (Ti små åndedrag #1)

Ti små åndedrag – K.A. Tucker – Ti små åndedrag #1 – 366 sider

Anmeldereksemplar fra Lovebooks.

Letlæst og underholdende – på trods af klicheerne
Den her bog har jeg glædet mig til i rigtig lang tid. Desværre blev jeg bare virkelig, virkelig skuffet. Det er svært helt at forklare hvorfor uden at røbe noget, så jeg vil allernederst i det her indlæg forklare det nærmere, til de, der har læst bogen, eller ikke har noget imod spoilers. Jeg skal nok tydeligt markere, hvornår det starter.

En af de ting, jeg savnede i bogen var, at vi fik lidt mere at vide om Kaceys fortid. Hvad skete der faktisk med hendes lillesøster? Den historie kunne sagtens have været udforsket noget mere, det ville have gjort det hele mere troværdigt. Jeg synes i hvert fald ikke, den del af billedet blev hel. Yderligere har jeg svært ved at tro, at de kan stikke af så nemt, uden at nogen eller noget opdager dem. Det haltede altså lidt, hvis man spørger mig.

En anden ting, jeg virkelig var træt af, var det her med, hvordan alle Kaceys problemer bare forsvandt som dug for solen, så snart Trent dukkede op. Nej. Stop. Sådan fungerer det altså ikke! Det kan godt være, alting bliver lidt lysere efter at man møder en særlig person, men ens problemer bliver altså ikke løst som på et trylleslag! Det kan jeg slet, slet ikke tage seriøst.

Med det ude af verden, så synes jeg, det er en bog, der er nem at læse og man bliver hurtigt engageret i den. Man håber på det bedste for Kacey. Og så er der hendes kvindelige nabo, som jeg også rigtig godt kunne lide. De to havde en virkelig fin kemi og man sad bare og heppede på, at de ville blive veninder og hjælpe hinanden med de udfordringer, de hver især havde.

Desværre er det bare ikke helt nok til at hive bogen op for mig. Der var for meget forudsigelighed og nogle virkelig store problemer med den måde, Kaceys problemer blev tacklet på.
Hvis I har læst bogen, eller vil vide hvad præcis jeg taler om, så scroll ned i bunden.

Tyveårige Kaceys liv ligger i ruiner, efter at hendes forældre, kæreste og bedste ven for fire år siden blev dræbt i et biluheld, og den dag i dag hjemsøger minderne fra ulykken hende stadig. Fast besluttet på at lægge fortiden bag sig flygter Kacey og hendes femtenårige lillesøster Livie fra Grand Rapids, Michigan til Miami for at starte på en frisk. I begyndelsen kæmper de for at få tingene til at hænge sammen, men Kacey er ikke bekymret. Hun kan klare hvad som helst – alt andet end deres mystiske nabo i nummer 1D.

Trent Emerson har funklende blå øjne og dybe smilehuller, og han balancerer på den hårfine, uimodståelige grænse mellem nice guy og bad boy. På grund af sin tragiske fortid er Kacey opsat på at holde alle folk på afstand, men deres fælles tiltrækning er ikke til at komme udenom, og Trent er desperat for at finde en vej til Kaceys forskansede hjerte – selv hvis det indebærer, at han vil blive nødt til at afsløre en forfærdelig hemmelighed, som kan true med at ødelægge begge deres liv.


SPOILER SPOILER SPOILER SPOILER

Okay. Her begynder spoilerafsnittet så. Hvis du ikke vil have afsløret handlingen, så lad være med at læse længere.

Mit allerstørste problem med bogen er, at det var så tydeligt fra start, hvem Trent var. Der er en scene i bogen, hvor han drikker danskvand, og lige der vidste jeg, hvem han var. Der er ikke noget galt i ikke at drikke alkohol, overhovedet ikke, men når det sker på den her måde, så er der altså en grund til det. Jeg håbede hele vejen igennem, at jeg tog fejl, men det skulle jo så vise sig, at det gjorde jeg ikke. Og det irriterede mig grænseløst. Jeg blev faktisk virkelig vred. Det var kun fordi, der ikke var mere end 50 sider tilbage, at jeg ikke opgav bogen. Det ville bare have været endnu mere spild af tid.

Den anden ting, der irriterede mig, var behandlingen af Kaceys psyke. Seks ugers terapi og så er alt bare i orden? Øh. Nej. Den køber jeg ikke. Og jeg synes det er et problem, at man udsender det signal, at hvis man har fået terapi i seks uger, så er man rask. Sådan hænger det altså ikke sammen!
Og så det der med, at Trent bare kan holde hendes hånd, for hun er jo forelsket, og så forsvinder det andet traume. Stop dig selv. Igen, sådan er verden bare ikke.
Og så er der psykologen/psykiateren. På en eller anden måde synes jeg det er at latterliggøre processen. Hvorfor ikke fortælle, hvordan det virkelig er? Hvorfor gøre grin med det på den måde? Han generede mig egentlig ikke som sådan, men nu her bagefter, synes jeg det er rigtig irriterende. Man havde en oplagt mulighed til at forholde sig til psykoterapi, og så benytter man sig slet ikke af den. Øv.

Illuminae og Hidden Figures

Indlægget omtaler anmeldereksemplarer fra Politikens Forlag og HarperCollins Nordic.

Jeg har læst to bøger det sidste stykke tid, som jeg ikke rigtig brød mig om. Begge var anmelderbøger. Fordi jeg ikke har læst dem færdigt, så føler jeg heller ikke, jeg har så meget at sige om dem, så jeg har samlet dem her i dette indlæg.
Der er mange holdninger til, om man bør anmelde bøger, man ikke har læst færdig. De kan jo overraske på sidste side. Og det er da rigtigt. Men hvis de først gør “noget rigtigt” på den sidste side, så har de gjort en hel del forkert i min optik. Dermed ikke sagt, at de to nedenstående bøger er dårlige, de faldt blot ikke i min smag, men jeg er sikker på, der er læsere derude, der godt vil kunne lide dem.

Den ene bog er Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff. Bogens format er fantastisk og det var også det der gjorde, at jeg blev ved med at læse. Det er en ret lang bog, så jeg gav den også lidt længere, end jeg normalt ville have gjort. Omkring 180 sider inde måtte jeg simpelthen give op. Der var intet i historien, der endnu havde fanget mig. Det var udelukkende formatet, der fastholdt mig. Og det var bare ikke længere nok. Jeg er så ærgerlig over, at jeg ikke kunne lide den, og jeg har da heller ikke opgivet den for altid, bare sat den på pause for nu. Så må vi se, om jeg nogensinde kommer videre. Man er vel nysgerrig. Som sagt så fangede historien mig desværre slet ikke, jeg var egentlig ret ligeglad med de to hovedpersoner og dem ombord på deres skibe. Det sagde mig bare ikke rigtig noget. Det er svært at begrunde meget dybere end det.

Den anden bog er Hidden Figures af Margot Lee Shetterly. Det er sjældent, jeg finder en historisk roman, jeg kan lide. Alligevel tog jeg chancen med den her bog, fordi den lød så god og vigtig. Desværre blev jeg skuffet og måtte konstatere, at den opfyldte mine fordomme om historiske romaner; de er kedelige (det er min personlige holdning. Der er krig og jeg skal komme efter dig, og man kan argumentere for, at det i hvert fald ikke er kedeligt, og det ved jeg også godt. Genren siger mig bare ikke noget). Jeg ved, der er rigtig mange læsere til genren, jeg er bare ikke en af dem, og det er også okay. For mig var fortællestilen i den her roman meget tør og kedelig; der var en hel masse facts og ikke særlig meget handling. Jeg ville gerne vide mere om kvindernes egentlige liv. Jeg var ikke så interesseret i selve livet med krigen udenom dem. Bogens fokus var på A, hvor jeg ville have det på B. Så enkelt kan det faktisk siges.

Jeg kunne sagtens finde på, at anbefale begge bøger. Bare fordi, jeg ikke selv brød mig om dem, betyder det ikke, at jeg ikke kan se, at de har deres berettigelse. Jeg er f.eks. sikker på, at min far ville synes om Hidden Figures, mens S måske ville kunne lide Illuminae. Jeg er også meget taknemmelig over at have modtaget bøgerne fra forlagene, og man kan jo ikke ramme plet hver gang. Der er en læser til hver en bog, tænker jeg.

Destination Thailand (The Lonely Hearts Travel Club #1)

Destination Thailand – Katy Collins – The Lonely Hearts Travel Club #1 – 320 sider

Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic.

Letlæst og underholdende – på trods af klicheerne
Det er utroligt hvor hyggelig en bog kan være, uden at den som sådan bidrager med noget nyt eller vil noget særligt. Jeg var faktisk temmelig begejstret for denne her lille sag, som underholdt mig godt, mens regnen bare silede ned herhjemme – ja og sneen med for den sags skyld! Det var dejligt at få noget af sydens varme, også selvom det kun var på bogform. Jeg kunne næsten se de små hyggelige oaser for mig, mens jeg læste den. Det er en af bogens største styrker. Det var nu ikke fordi, den var skrevet helt specielt godt, men der var noget over beskrivelserne, som bare var nemt at sætte sig ind i og forestille sig.
Tempomæssigt var det utroligt, hvad man kunne nå på så relativt få sider. Det gik stærkt, men uden at jeg føler, jeg gik glip af noget. Jeg nåede aldrig rigtig at nå at kede mig, for der skete hele tiden noget, hvilket vel passede meget godt til Katys rejseliv.

De ting, Katy oplever, kan nok bedst af alt beskrives som klicheer, men det var faktisk okay. Nogen gange har man ikke brug for, at der bliver tilføjet alt muligt nyt. Og sådan er det nok lidt med den her genre; Det er trygt at vide, hvad der nogenlunde kommer til at ske. Dog var jeg lidt træt af den måde, hvorpå kærligheden udviklede sig. Det var tydeligt fra side et, at det skulle gå sådan, og det var altså lidt ærgerligt. Det var netop her, historien kunne have overrasket og udforsket noget mere.

Katy var en ok hovedperson og jeg kunne også meget godt lide hendes veninde Maria. Resten af personerne var lidt svære at komme ind under huden på, men det giver jo lidt sig selv, når hun rejser sådan rundt. Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at vi havde set lidt mere til et par stykker af dem hun mødte først i bogen. Jeg var ikke så glad for hendes mor, hun blev lidt for mor-agtig. Det er fint, hun er lidt nervøs og påpasselig, men Katy er en voksen kvinde. Hendes mor behøver ikke sidde og være belærende og overbeskyttende. Det klædte hende i hvert fald ikke.

Bogen fungerer fint som selvstændig roman, og jeg har lidt svært ved at se, hvorfor det skal være en serie. Jeg ved godt, det kan handle om, at det er baseret lidt på forfatterens eget liv, men jeg har det alligevel lidt underligt med det. Jeg synes, bogen står stærkt nok i sig selv.

Katy Collins blev svigtet og forladt ved alteret af sin kommende mand. Forvirret og med et knust hjerte sagde hun sit job, i PR-afdelingen i Manchester Airport, op, solgte sin bil og sit hus og købte en enkeltbillet til Sydøstasien. Hvad hun ikke vidste var, at hendes backpackerrejse til Thailand, Indien og Nepal, ville ende med at opfylde hendes barndoms drøm … at blive forfatter. Under sin rejse begyndte hun at skrive en blog Not Wed or Dead, mest for at opdatere sin familie og venner om sine eventyr. Den voksede hurtigt og hun fik e-mails fra folk, der beundrede hendes mod og læste hendes blog som inspiration. Katy begyndte at skrive flere af sine erfaringen og oplevelser ned og nogle få kapitler blev snart en hel roman. Katy har siden sin rejse i Asien rejst rundt i Sydamerika og har i de seneste to år boet i Frankrig, hvor hun underviser i engelsk. Nu synes hun, at hendes ex’s svigt, er det bedste der nogensinde er sket for hende. En øjenåbner, der fik hende til at leve livet fuldt ud.

Release

Release – Patrick Ness – 289 sider

Anmeldereksemplar fra Gyldendal.

Poetisk historie med noget på hjerte, men uden en slutning
Jeg har ventet med længsel på den her bog. Endelig er den her. Og den er…interessant. Jeg kan rigtig godt lide manden med pennen, men her må jeg indrømme, at jeg faktisk blev lidt skuffet. Jeg var vild med starten, men midten føltes lidt flad og slutningen tror jeg ikke, jeg fangede. Det var en nedadgående kurve for mig.

Bogens første side var magisk, men det synes jeg, man selv skal finde ud af hvorfor. Jeg skruede straks forventningerne op, og det var nok en fejl. I hvert fald synes jeg ikke, at resten af bogen kunne leve helt op til det. Der var for meget frem og tilbage mellem Adams kammerater.

Adams familie føltes meget ensidige og på en eller anden måde kan jeg ikke lade være med at tænke, at det gjorde Adam egentlig også. Han prøvede jo ikke at ændre noget, han antog bare, at “sådan er de”. Og det brød jeg mig egentlig ikke om. Jeg er med på, at han står i en rigtig svær situation, men jeg synes bare samtidig ikke, at han gør særlig meget selv, for at ændre den. Men okay, nu følger vi ham jo næsten kun i en enkelt dag. Og jeg kan da godt se, at det er, hvad man nok bedst betegner som en lortedag.

Selve oplevelsen faldt lidt til jorden for mig. Jeg ved ikke rigtig, om jeg har forstået slutningen. Jeg læste den et par gange, men jeg er stadig i tvivl om, hvad der sker. Det får mig faktisk til at føle mig dum. Jeg mangler en eller anden form for forløsning. Det kan godt være, det bare er mig, der ikke har fanget den…

Alligevel synes jeg, bogen fortjener de tre stjerner. For det er ikke en dårlig bog. Den er skrevet på en rigtig fin måde, og jeg kunne godt lide, hvordan der var to parallelle historier hele vejen igennem. De passede rigtig fint sammen og supplerede hinanden godt. Og så var der også bare så mange fine formuleringer. Når man tager det og kombinerer med en okay historie, så synes jeg faktisk, det er en fin lille bog.

RELEASE er den mest personlige roman, Patrick Ness har skrevet. Det er en rørende historie om 17-årige Adam, som prøver at acceptere sig selv som homoseksuel i en ekstremt religiøs familie. Adams far, den lokale præst, vil ikke have en søn, som er bøsse.
Adams tidligere kæreste, Enzo, siger, at det de havde sammen ikke var rigtig kærlighed.
Adams bedste ven, Angela, som er en af de få, der elsker og accepterer ham, er ved at flytte til Holland.
På ét døgn bliver Adam konfronteret med alle de ting, som gør allermest ondt, men inden solen står op, sker der noget, som giver ham styrken til at give slip på smerten og se på sig selv på en ny måde. Imens Adam prøver at finde sin identitet, prøver et magtfuldt væsen fra underverdenen at hjælpe en forvirret og vildfaren sjæl til at give slip.
RELEASE er en smuk og velskrevet sammenfletning af disse parallelle historier, der på hver deres måde omhandler en frigørelse / det at give slip.

Opsummering af Dewey’s Readathon, forår 2017

I weekenden deltog jeg, ligesom så mange andre bogbloggere, i Dewey’s Readathon, og i dette indlæg vil jeg lige kort opsummere, hvordan det gik.

Jeg endte med at uploade en masse på Instagram, da jeg fandt ud af, der kørte en giveaway alle 24 timer. Det var ikke specielt gode billeder, de blev bare taget med lynets hast imellem læsningen, men de er der da. Og ellers holdt jeg mig til at opdatere på Twitter og Litsy. Det fungerede meget bedre for mig. Jeg skulle ikke hele tiden tænke på at opdatere herinde på bloggen, og ligeledes brugte jeg heller ikke tid på at følge med hos de andre deltagende blogs (men jeg har nu planer om at stikke et smut forbi nogle af jer her bagefter ;) ). Det skabte på en eller anden underlig måde en del mere ro for mig.

Mit readathon fort.

Når det så er sagt, så vil jeg også sige, at jeg ikke fik læst så meget, som jeg tidligere har gjort, men jeg er alligevel godt tilfreds. Kender I ikke det med, at når man ikke har læst ret meget henover en længere periode, så skal man lige igang igen? Med andre ord: Jeg læser ikke lige så hurtigt, som jeg tidligere har gjort. Jeg kan dog mærke, at jo mere jeg begynder at læse igen, des hurtigere går det også. Så jeg skal nok snart være deroppe af igen.
De to bøger jeg fik læst, var Ti små åndedrag, som skuffede mig slemt, og Release af Patrick Ness, som var udemærket, men desværre heller ikke mere end det. Derudover fik jeg læst omkring 100 sider af Hidden Figures, før jeg måtte indse, at det bare ikke er en bog for mig. Alt for mange tørre facts og alt for lidt drive. Så alt i alt var jeg ikke særlig heldig med mine bøger denne gang, så der er klart plads til forbedring. Til gengæld var jeg overordentlig god til at snacke…

Jeg håber, I havde et dejligt readathon!